Er det her verdens bedste julefilm? Ja, mener Thea Torp

Thea Torp er freelance kulturjournalist og kritiker ved Berlingske og Vi Elsker Serier. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Personligt holder jeg meget af julens dumhed, og jeg har med glæde allerede set en håndfuld hjernedøde film om voksne mennesker, der kysser i kunstigt snevejr og fylder deres hjem med groteske mængder julepynt.

Selvom det lille hoved kan få sig en velfortjent pause med latterlige julefilm, er ferien også en tid for hjerterne.

Hvert år sætter jeg Frank Capras ’Det er herligt at leve’ fra 1946 på, og hvert år græder jeg til slut. Det er så god en gråd. Spørger du mig, er det verdens bedste julefilm.

’Det er herligt at leve’ er egentlig ganske dyster.

Siden han var dreng, har George Bailey (James Stewart) været en drømmer. Han vil se verden, tegne store bygninger og kilometerlange broer. Men desværre er han et ordentligt menneske.

Han drømmer om sabbatår og uddannelse, men viderefører i stedet banken Building and Loan efter farens død, så den onde Scrooge-figur, Mr. Potter, ikke skal få fingrene i den.

Selvom FBI i en periode mistænkte Frank Capras film for at være kommunistisk, handler den trods alt om kampen mellem to pengemænd. ’Det er herligt at leve’ er systembevarende, og i disse tider, hvor de rige bliver rigere, ræsonnerer filmens uretfærdighedsfølelse også. Bailey vil beskytte den lille mand og give ham tag over hovedet.

Selv hans bryllupsrejse bliver aflyst, da depressionen bryder ud, og lånerne i Building and Loan stormer banken for at sikre sig deres penge. George deler ud af de to tusind dollars, han skulle have brugt på endelig at se verden.

Således fortsætter det for George, der ikke har kontrol over sin skæbne. Hele tiden vinder pligtfølelsen. Manden bliver mere og mere bitter. Det er ikke let at være god.

Til sidst er der næsten ikke mere af ham tilbage. Da hans glemsomme onkel ved et uheld lægger hele bankens pengebeholdning i hænderne på Potter, ser George ingen anden udvej end at springe ud fra en bro i snevejret juleaften og ende sin slidsomme tilværelse. Så meget for julestemningen.

Den tabte verden

Men da George Bailey ikke har mere at give af, får han mangefold igen af Bedford Falls.

Her daler en engel ned og viser, hvordan byen kunne have været, hvis George Bailey aldrig var blevet født. Det er et 1946-mareridt af rygende kvinder, bowlingbaner og jitterbugdans (Frank Capra var stokkonservativ, modsat hvad FBI troede), men også af armod og tristhed. For ingen kunne få det fine, lille hus, de drømte om.

Inden længe vil George selvfølgelig gerne leve igen, også bare for at gøre det sammen med dem, han elsker. Man får helt lyst til at være et ordentligt menneske.

Man fælder tårer over en (måske lidt vel lang) deroute for vores gode hovedkarakter, fordi George Bailey får alt det, han har fortjent, til sidst. Det er ordentlighedens gråd, og hvis du spørger mig, er ’Det er herligt at leve’ netop af den grund verdens bedste julefilm. Den viser os, at det trods alt er mere de andre end os selv, vi lever for.

Det lille liv er intet nemt liv. Selv flygtede jeg med lynets hast fra den provinsby, jeg er vokset op i. Verden ville også jeg se. Jeg var og er et menneske, der fulgte mine egne drømme og aldrig rigtig forpligtede mig på noget. Sådan er verden jo i dag. Vi er et hav af små, frigjorte øer.

’Det er herligt at leve’ viser os også, hvilken verden vi har tabt i vores søgen efter os selv. Det er til at græde over, når hele Bedford Falls synger ’Auld Lang Syne’ (’Skuld gammel venskab rejn forgo’) for George Bailey, fordi venskaberne i de små lokalsamfund i stigende grad faktisk atomiseres og forsvinder.

’Det er herligt at leve’ minder en om alt det, som findes uden for ens eget synsfelt. At det væsentligste, man kan få her på jorden, er det, man giver.

Måske er det en naiv drøm, men smuk er den. Lige til at græde lidt gode juletårer over.

'Det er herligt at leve' kan købes eller lejes på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime og Grand Hjemmebio.