Jeg gik i kirke for en reportage. Jeg gik derfra med en sult

Lørdag aften, mæt efter en lang familiejulefrokost og træt, fordi fredagens julefest først sluttede lørdag morgen, tvivlede jeg oprigtigt. Tanken om at skulle stå op og være åndeligt klar klokken 10.30 virkede som noget, højere magter ærlig talt måtte hjælpe mig til.

Det var ellers mig selv, der lidt kækt havde budt ind på redaktionsmødet med idéen: Jeg tager i kirke 2. søndag i advent og skriver en reportage. I det øjeblik lød det som en fremragende søndagsidé. Nu lød det mest som en from overvurdering af min egen døgnrytme.

Alligevel var der noget, der trak. Jesuskirken i Valby havde i måneder betaget mig udefra. Den stod dér, i mit kvarter, monumental og urokkelig, og jeg satte ofte tempoet ned, når jeg gik forbi.

Jeg var nysgerrig på rummet indenfor. Og måske også på, hvad man kunne få dér, som jeg ikke helt vidste, at jeg manglede.

Klokken er 10.11, da jeg ankommer. Jeg tror, jeg er i god tid. Det er jeg ikke. Kirken er allerede fyldt på balkonerne, i siderne og på bænkene. Jeg finder akkurat en plads.

Menigheden spænder bredt: spædbørn, børnefamilier, midaldrende, mange ældre. Få som mig, unge og alene. Min sidemakker møder mig med et kort, venligt smil ved bænken. Anerkendende, ikke opsøgende. Som et menneske, der kommer her ofte, og som ikke har travlt med at vurdere, hvad jeg laver her. Jeg forsøger at spejle hendes ro.

Udenfor er det gråt, og tågen ligger som en dyne over kirketårnet. Dannebrog hænger mat til højre for facaden. Folk er kommet gående, cyklende og kørende i en strøm, som jeg ellers mest forbinder med julens store dage. Måske skyldes fremmødet, at det er 2. søndag i advent. Måske at dagens prædikant, Sørine Gotfredsen, aftenen forinden har lagt et opslag ud om prædikenen. Sandsynligvis begge dele.

Indenfor er der lys. Guld og grønne nuancer. Stearinlys, der står som små modstande mod vintermørket. Jesuskirken er ikke et neutralt rum. Det er et rum, der insisterer på alvor.

Det er også det, Sørine Gotfredsen selv peger på, da jeg ringer til hende nogle dage senere.

- Bygninger og rum påvirker mennesker virkelig meget, siger hun.

Jesuskirken er, som hun formulerer det, “et meget højtideligt rum”, hvor man fornemmer “menneskets stræben efter det store og Gud og evighedstanken.” Og når man træder ind, “bliver sindet stemt på en helt bestemt måde.”

Vi synger Grundtvigs “Alt, hvad som fuglevinger fik”. En salme om åndedræt, stemme og vinger. Om det levende, der lovsynger, blot fordi det er til. Noget falder til ro i mig. Ikke fordi jeg forstår alt, men fordi jeg ikke behøver at forstå for at være her.

Prædikenen begynder et andet sted end forventet. Ikke i Bibelen, men i Sørines eget liv. Hun fortæller om sig selv som barn, siddende i et buskads på skolens legeplads, hvor hun skar sig i hånden og svor aldrig at blive som de andre. En barnlig, dramatisk, lidenskabelig pagt. Et øjeblik af absolut alvor.

Spørgsmålet, der bliver hængende i kirkerummet, er enkelt og tungt: Hvad sker der med den beslutsomme lidenskab, når vi bliver voksne? Kan den gå tabt?

Herfra folder prædikenen sig ud i lignelsen om de ti brudepiger, de fem med olie på lamperne og de fem uden. Et billede på beredskab. Ikke som moralsk pegefinger, men som eksistentiel udfordring: Hvad har vi med os? Hvad har vi forsømt?

Stefan Zweig bliver trukket ind i prædikenen som et ekko af et Europa før krigene, en tid, hvor unge mennesker konsumerede kunst, litteratur og filosofi med samme umættelighed, som vi i dag konsumerer skærme. Og pointen: Sjælens spændvidde grundlægges tidligt. Forsømmes den, kan noget gå tabt.

Prædikenen bevæger sig videre gennem Europas brudflader, forbi Auschwitz og frem mod et nutidigt menneske, der i høj grad er overladt til sig selv. Gud er blevet fjern. I stedet har vi psykologien, videnskaben, relativismen. Og alligevel, måske netop derfor, begynder en længsel at melde sig igen.

“Er det for sent at tage Gud alvorligt?” spørger Sørine ud i kirkerummet.

Jeg spørger hende senere, om man som kirkegænger egentlig skal forstå det, der foregår - alle ordene, handlingerne, ritualerne - for at kunne være her. Hun svarer uden tøven:

- Man skal bestemt ikke vide en masse om ritualerne. Man skal bare prøve at tage imod dem.

Hun insisterer på forskellen mellem prædikenen og resten af gudstjenesten: Prædikenen er dér, hvor præsten er sprogligt fri og skal tale så tidsnært som muligt. Men ritualerne må gerne forblive fremmede. For hvis man “gør sproget fladere”, siger hun, mister man “noget af mystikken.”

Og så citerer hun, hvad hun erindrer som et citat af Søren Ulrik Thomsen, der rammer min oplevelse præcist: “Det kirkelige ritual begynder der, hvor vores normale sprog holder op.”

Jeg lægger mærke til, at næsten alle går til alters. Vin og oblat bliver delt ud. Der er ingen tøven, ingen forlegenhed. Et ritual, der stadig samler - også dem, der ikke ville kalde sig bibelstærke.

På væggen til højre for mig står ordene fra Lukasevangeliet, som undervejs planter sig på min nethinde: “Se derfor til, at det lys, der er i dig, ikke er mørke.” Det føles som en stille kommentar til hele formiddagen. For det, der sker, er ikke noget, jeg forstår, men noget, der rører mig.

På vej ud hører jeg en ung pige sige til sin veninde: “Jeg følte mig i hvert fald velkommen.” Jeg tænker, at velkommenheden måske er det første, der skal til, hvis man som kulturkristen vil nærme sig kirken: at man tør komme igen, uden at kunne det hele.

Det er også det, Sørine råder til: Læs, men ikke nødvendigvis Bibelen fra ende til anden. Opsøg fortolkninger, romaner, kloge mennesker, der har skrevet sig ind i stoffet. Gå i kirke, også forskellige steder, og “mist ikke modet”, hvis den første gudstjeneste ikke siger dig noget. Og vigtigst: begynd at tale med andre om de åndelige spørgsmål. Vi har, siger hun, “glemt kulturen” for at tale om det - og den kultur skal genopdages.

Da jeg til sidst spørger hende, hvordan man helt konkret “griber troen”, svarer hun, at tro ikke er noget, man regner sig frem til.

- For at kunne beslutte sig for at tro, skal man gøre en bevægelse først.

Man nærmer sig, læser, taler, går i kirke — og på et tidspunkt, siger hun, kan man “ikke komme videre med sin forstand.” Og så må man beslutte sig: holde døren åben.

Udenfor er tågen stadig tæt. Men kirken var et lys i tågen den formiddag. Og jeg går derfra med en overraskende erkendelse: Jeg er ikke blevet mæt. Jeg er blevet mere sulten. På kirken. På at undersøge kristendommen og det kirkelige rum.

Det er ikke, fordi jeg gik troende fra søndagsprædikenen i Jesuskirken, men jeg mærker, at jeg begynder at mangle noget, hvis jeg aldrig går derhen igen.