’Emily in Paris’ sæson 5 er landet. Og der er "masser af potentiale, men ingen forløsning"

Der er ikke meget nyt under solen, når ’Emily in Paris’ vender tilbage med sin femte sæson. Alt er præcis, som det plejer at være – på godt og ondt.

Det skorter stadig ikke på uskønne karikaturer, og det er sjældent Emily, der bliver udstillet som den dumme. Det er de fjollede franskmænd eller – som i denne sæson – italienere.

Som vi så i anden halvdel af forrige sæson, rykkede den amerikanske marketingmedarbejder fra Paris til Rom med Vespaer, espressoer og labre signores. Ikke mindst uldarvingen Marcello (Eugenio Franceschini).

Det er også deres amore og arbejdet med hans familie, som er i fokus i første halvdel af femte sæson. Meget kækt er Paris selvfølgelig streget ud i introsekvensen og erstattet med Rom, men det er også den eneste forskel.

Serien er stadig proppet med stereotyper, hovedrystende dårlige beslutninger og uvenlige mennesker.

Lækker med lækker på

Men der er én ting, man ikke kan tage fra ’Emily in Paris’, og det er seriens visuelle udtryk. Den er bare lækker med lækker på.

Om det foregår i Paris eller Rom, tager byerne sig ud fra deres bedste sider, og serien fungerer som den ypperste turistreklame. På sin vis meget poetisk, når en del af handlingen centrerer sig om arbejdet på et reklamebureau.

Rom ser spektakulær ud, og vi ser godt og vel alle de velkendte attraktioner – enten som vigtige mødepunkter eller som underskønt baggrundstæppe.

Emily taler om at blive mere rolig af at være i byen og viser tegn på en modningsproces, der er minimum to sæsoner forsinket i forhold til, hvad man kunne have forventet.

Men betyder det så, at serien bliver mindre overfladisk her i femte ombæring? Nej, på ingen måde. For ord bliver aldrig til handling.

Kærlighed og venskaber er stadig gennemsyret af giftighed på et niveau, hvor det eneste sunde for personerne i serien ville være at spredes for alle vinde og aldrig mødes igen – med undtagelse af Emily og Mindy (Ashley Park), der nok har den mindst giftige relation af alle.

Ingen forløsning

Eller måske virker det bare sådan, fordi de to skuespillere, Lily Collins og Ashley Park, får noget godt ud af det, de har at arbejde med. De er to fyrtårne, hvis talenter ikke kan holdes nede af dårlige manuskripter eller fjollede historier.

For det giver ærlig talt ingen mening, at serien konstant prøver at iscenesætte Mindy som popstjerne, når det eneste, hun synger, er covernumre. Det gør det svært at tage berømmelsen seriøst, når der ikke bliver sat en standard, som føles vigtig – det er f.eks. ikke godt, når Frankrigs førstedame, Brigitte Macrons, cameo i fjerde sæson føles flad og ligegyldig.

Og det er måske det grundlæggende problem med ’Emily in Paris’. Den er simpelthen ikke så højtravende og vild, som dens miljø og personer ellers indbyder til.

Ok, der bliver knaldet lidt hist og her, men det får aldrig konsekvenser for dem, som foretager alle de hjernedøde valg og vender tilbage til en fuser, selvom alle kan se, at det er en dårlig idé.

Den dag, hvor Gabriel (Lucas Bravo) forsvinder fra serien, er den, hvor Emily endelig kan udvikle sig som person. Det er efterhånden ikke et spørgsmål om, hvorvidt de finder sammen eller ej, men hvor lang tid det kan trækkes i langdrag.

Hvis ikke det var for en altid genial Minnie Driver i rollen som socialiten Princess Jane, ville det være svært at komme på bare én god grund til at se sæson fem.

’Emily in Paris’ er blevet en skygge af sig selv. Hvad der kunne være fortsat som en fin og underholdende serie om at finde sig selv, når livet spiller én et puds, er i stedet blevet lige så interessant som en pruttepude uden luft i.

Masser af potentiale, men ingen forløsning.