
TV 2-vært har en helt særlig juletradition, som samler familien

Sara Lygum gør alt, hvad hun kan, for at undgå stress i december - og derfor behøver alt ikke at være perfekt.
Foto: Dan Mariegaard
Hvad er det første du tænker, når nogen siger jul?
– Familie, genkendelighed og traditioner. Når vi den 27. december samles i min fars familie til den årlige bob-juleturnering, og efterhånden næsten er halvtreds familiemedlemmer på tværs af generationer, så får min sjæl et kærligt kram.
Hvornår begynder din jul?
– I år er jeg klar over, at der kommer ekstra mange julelys op i virkelig god tid. Vi er netop flyttet i nyt hus, og min gode mand ELSKER julelys og kommer til at give naboerne baghjul, hvis han kan slippe afsted med det. Huset er stort, så alle kan være sig selv i december og stemple ind og ud af alle mine krea- og pynteprojekter, som de har lyst til. Jeg elsker at hygge mig med julen i hele december, så den får fuld gas hos os.
Sara Lygum
Tidligere ejendomsmægler og i dag foredragsholder, coach, spirituel vejleder og vært på TV 2
Hun er i år flyttet i hus på Fyn med sin mand og deres tilsammen fem store teenagere, heraf fire hjemmeboende
Hvordan smager, dufter og lyder din jul?
– Jul er for mig noget gammelt og fint, som sender mine sanser tilbage til julen hos min farmor. Hun gik konstant rundt og satte ild til grangrene, og jeg kan dufte brændt gran, bare jeg lukker øjnene og tænker på det. Så er der duften af stearin og smagen af pebermynte, chokolade og tusindvis af havregrynskugler.
– Jeg er vegetar, men juleaften spiser jeg alt tilbehøret inklusiv sovs og chips. Jeg elsker sanseligheden i det varme, det rolige og det langsomme. Jeg er ellers en stor fortaler for, at man skal huske at være til stede i nuet, og at man skal være åben for alt det nye, livet har at byde på. Men julen må gerne tage mig tilbage. Vi ved, hvad vi forventer af hinanden, julen og jeg.
Hvordan skal du holde jul i år?
– I år skal vi holde juleaften uden vores børn, men vi har inviteret vores forældre. Jeg har verdens sødeste svigerforældre, og min svigerfar har fødselsdag juleaften, og det skal også fejres. Så i år håber min mand og jeg, at det er os, der er børnene. Til gengæld juler vi igennem hele december. Jeg kan fornemme, at kalendergaver stadig kan noget, og at de små overraskelser får barnet frem i alle ungerne.
Har du en særlig juletradition?
– Vi fælder altid juletræ hos mine forældre. Jeg tror, at netop den tradition er tæt på at være min datters vigtigste dag på året. Min far kører alle unger og træer hjem på sin traktor, og så får vi æbleskiver. Fuldstændigt som vi plejer. Det er gået op for mig, at det ikke kun er kvinder, der er passionerede julemus. Jeg er faktisk helt færdig med julen allerede inden nytår, men det er min mand absolut ikke. Han og lyskæderne holder jul noget længere end mig.
Hvad er dit dejligste juleminde?
– Jeg har elsket alle mine bedsteforældre så højt, men min farmor har altid være helt særlig i mine minder om jul. Hun gav mig kalendergaver og lavede mange af dem selv. De fineste må hjemmelavede gaver, som for eksempel en lille æske med et sirligt udskåret kirkekor med fire sangere i. Jeg har æsken endnu, og jeg bliver så glad, når jeg hvert år finder alle hendes fine juleting frem.
Har du et juleminde, som ikke behøver gentagelse?
– Som om barn havde jeg engang ønsket mig sådan en stor dukke, der kunne åbne og lukke sine øjne, når man lagde den ned. Da jeg fik den, blev jeg pludselig i tvivl, om min fætter syntes, at den var lidt kikset og barnlig. Og så spillede jeg sej og svingede dukken rundt i benet, så den bankede hovedet ind i bordet og mistede evnen til at lukke det ene øje for altid. Jeg blev så ked af det indeni og havde så dårligt samvittighed, hver gang det øje stirrede på mig. Jeg var jo ikke sej og helt vildt glad for den dukke. Det var en dramatisk juleaften for lille mig.
Hvad er dit bedste juletrick?
– Når man som jeg skal give gave til mange stilbevidste teenagere, kan sådan en ønskesky, hvor man bare skal trykke ”køb”, godt stramme lidt. Samtidig vil jeg jo gerne give dem det, de ønsker sig. Mit trick er, at jeg har en note i min mobil, hvor jeg noterer hele året, hvis de nævner et eller andet, de drømmer om, har set eller ønsker sig. Så kan man faktisk godt overraske dem positivt, og det vil man jo gerne juleaften.
Hvad er dit råd mod julestress?
– Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at undgå stress i december. Jeg bestiller en del gaver på nettet og dropper alt det hektiske. Jeg er faktisk god til at mærke efter, for jeg bliver så ærgerlig, hvis jeg stresser igennem den måned, som jeg sådan har glædet mig til. Jeg vil gerne glæde alle, men det er altså også okay, at alt ikke er perfekt.
Hvad ønsker du dig i år?
– Jeg er klart bedre til at give gaver end til at ønske mig dem, selvom jeg elsker at få gaver. Samtidig stritter overforbruget på mig. Efterhånden er det kun børnene, der får julegaver. Jeg fik godt nok en skruemaskine af min mand sidste år og elsker den, fordi den viser mig, at han ser mig. For mig er julen fremfor alt en dejlig eftertænksom tid. En afrunding på året med fokus på det nære. Den minder mig om, hvor heldig jeg er, og det er, som om jeg finder mere hjem i mig selv, når det det er jul, det er egentlig den bedste gave.

