Louise blev forældreløs som teenager: "Ingen skal føle sig alene"

Hjemme i det røde murstenshus i den lille vestjyske by Kærbæk i 1980’erne, havde Louise Herping Ellegaards forældre ikke altid et job. Hun var ikke den i klassen, der fik det nye sportstøj og gik i de rigtige mærker. Det var hendes mor, Annagrethe, der syede tøjet til hende og hendes seks år yngre lillesøster.

Louise Herping vidste aldrig, om det blev en god eller dårlig dag, når hun vågnede om morgenen. Hendes far, Ole, drak i perioder, og kunne både være helt nede i kulkælderen og i den syvende himmel. Hun tænkte aldrig, det var unormalt, for hun kendte ikke til andet.

Det ændrede sig, da hun fik en kæreste som 16-årig.

– Når jeg var hjemme hos ham og så, hvordan hans forældre var overfor ham, opdagede jeg, at sådan kan en familie også leve. Hans far drak ikke alkohol til daglig, fortæller Louise Herping, som du nok kender fra DR-programmet Løvens Hule.

– Senere har jeg fået at vide af familiemedlemmer, at min far til tider var maniodepressiv.

En frygtelig, varm sommerdag

Louise Herping ligger og vender og drejer sig en hed sommernat i 1993. Hun er 13 år og skal op i skole dagen efter. Hun rejser sig fra sin seng og går ind og lægger sig i stuen. Ved firetiden vågner hun af, at hendes far står op. Han siger, at han skal på jagt, og at hun bare skal lægge sig til at sove igen.

Om sommeren var det meget normalt, at hendes far tog på jagt ved solopgang. Louise Herping kan høre ham finde sit jagtgevær og patroner frem ude i garagen, hvorefter han kører ud af indkørslen. Kort efter kommer hendes mor løbende ind til hende i stuen.

Hun er helt rundt på gulvet og siger, at han har sagt farvel til hende. Hun har nok været halvsovende, og først da hun hørte hjulene i gruset, gik det op for hende, hvad der var i gang med at ske.

– Jeg husker, at hun siger: “Hvad skal vi gøre?”, hvor jeg svarer, at vi er nødt til at ringe til politiet, fortæller Louise Herping.

I telefonen beder politiet dem om at sætte navn på alle de steder, hendes far kunne have taget hen i nedtrykt tilstand. Da politiet lægger vejen forbi faderens bedste vens jagthytte, fortæller han, at Louise Herpings far kom forbi og sagde farvel, og at vennen ikke kunne stoppe ham.

Han havde tidligere truet med at tage sit eget liv. Indtil da var det blevet ved ordene. Denne gang gjorde han alvor af det.

Faderløs og vred

Samme morgen, Louise Herping har fået at vide, at hendes far er død, sidder hun i en bil med sin moster på vej til skole. Hun skal til sommerafslutning i Varde Sommerland med sin klasse. Hun både griner og græder i forlystelserne.

En blurry tid, husker Louise Herping i dag.

Hverdagen kørte videre, som om intet var hændt – tilbage til syvende klasse, legeaftaler med naboen Trine, kor og badminton. Men noget havde ændret sig. Louise Herping bar på en vrede, som især rettede sig mod hendes mor. De gik hinanden på nerverne, og konflikterne imellem dem fyldte mere, end de plejede.

– Det var et ordsprog i familien, at hvis øjne kunne dræbe, så havde Louise dræbt mange. Jeg synes bare, at de voksne var pisseirriterende, siger Louise Herping om tiden som ung teenager.

Forældreløs som 18-årig

Det er en søndag i 1998. Louise Herping går i 2. g og er i biografen med sin kæreste og et par venner. Pludselig går døren op. Louise Herpings svigermor kommer panisk ind og vælter på vej op ad trappen, fordi hun er så ivrig efter at få fat i Louise Herping og hendes kæreste.

Louise Herpings mor har fået en hjerneblødning, og hun er blevet indlagt. De kører straks mod Odense Universitetshospital. Da de ankommer, har moderen slanger over det hele.

– Du skal passe på den lille, siger hendes mor i en stærk morfintåge.

– Hvad snakker du om? Du skal blive her. Du skal af ingen steder, svarer Louise Herping.

– Det er vigtigt, at du passer på den lille.

På trods af moderens indlæggelse, går Louise Herping stadig til undervisning. Der er vigtige opgaver, hun skal have i hus. På dag 10 er hospitalsstuen tom, da Louise Herping kommer for at besøge moderen. Lægen kalder hende ind. Moderen har fået en blodprop, og de anslår, at hun har mellem tre timer og tre dage tilbage.

Louise Herping, hendes søster, kæreste, moster, onkel og bedsteforældre samles omkring hospitalssengen. Hun trækker vejret en gang imellem. Louise Herping forestiller sig, at hun er med i en film, og at hendes mor snart kommer til at blinke med øjnene, vågne og rejse sig op fra sengen, mens alle jubler og hopper og krammer. Louise Herping håber til det sidste.

Tre timer senere ånder hendes mor ud.

Et strudshoved begravet i jorden

Tabet af en forælder gjorde ondt på en anderledes måde anden gang for Louise Herping. Hun havde boet ude i knap et år, fordi hun og moderen skændtes for meget. Hun var selvkørende. Voksen. Det samme gjaldt ikke hendes 12-årige søster.

– Jeg synes, det var rigtig svært, at hele min lillesøsters liv blev revet op med roden.

Søsteren flyttede i første omgang hjem til Louise Herping, indtil de fandt ud af, hvad der skulle ske. Siden flyttede hendes søster ind hos deres moster og onkel, som i dag fungerer som bedsteforældre for Louise Herpings og søsterens børn.

Louise Herping fik tilbudt psykologhjælp, men afslog. Hun havde ikke overskud til at grave i det.

– Ifølge Det Nationale Sorgcenter er det almindeligt, at man i den første tid efter et tab kan være en struds med hovedet begravet i et hul i jorden, siger Louise Herping, der i oktober blev ambassadør for institutionen.

Louise Herping var ked af det, da hun mistede sin mor, og ikke vred, som da hendes far døde. Men hun var god til at holde pauser fra sorgen og omvendt give den plads i andre perioder.

– Samme år som min mor dør, udkom Titanic på VHS og DVD. Jeg købte filmen, og brugte den til at tude en helt masse, og få afløb for min sorg, så jeg igen kunne lægge låg på og få min hverdag til at fungere, fortæller Louise Herping.

Først i starten af tyverne var Louise Herping klar til at konfrontere sin sorg. Hun begyndte at gå til psykolog og bearbejde en masse ting over en længere periode.

– Jeg synes, at det at gå til psykolog er super godt, men man skal også være klar til det, og der skal være et match. Du kan heller ikke læse en rygestop-bog, før du er mentalt klar til at stoppe med at ryge, siger Louise Herping.

Aldrig følt sig alene

Louise Herping håber, at andre, der har mistet begge forældre i en tidlig alder, kan spejle sig i hendes historie. Netop af den grund sagde hun ja til at blive ambassadør for Det Nationale Sorgcenter.

– Formålet er, at ingen skal føle sig alene. Flere i min gymnasieklasse stod tilfældigvis i samme situation som mig, da jeg mistede min mor. Derfor har jeg aldrig følt mig alene. Jeg tror, det er grunden til, at jeg er landet så godt, siger Louise Herping.

Derudover opfordrer Louise Herping til, at man lytter og spørger ind til dem, man kender, som har mistet, og at man som sørgende benytter sig af Det Nationale Sorgcenters mange tilbud om støtte og hjælp.

I dag har Louise Herping skabt sin egen familie med sin mand, som hun har en søn og en datter med.

– Min mands familie lever i bedste velgående, og han er derfor altid sådan, “Vi kan vente til næste år". Men vi ved ikke, om vi er her næste år, så hvorfor ikke gøre det nu? Der lever vi meget forskelligt, fortæller hun.

At miste sine forældre har præget Louise Herpings syn på livet. Hun opfordrer sine børn til ikke at udskyde det vigtige, men til at handle, mens der er mulighed for det. At leve livet med nysgerrighed, nærvær og ansvar, velvidende at ingen af os ved, hvad morgendagen bringer.