”Så ja, alle er i par… og så er der dig”, sagde min ven før hans bryllup. Ordene ramte mig som en syl

Johanne Bille er kultur­redaktør på SØNDAG og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

For snart halvandet år siden modtog jeg en dejlig invitation til min vens bryllup. Hurtigt svarede jeg et rungende ja, og tiden gik, mens jeg glædede mig til at fejre min vens kærlighed. Vi mødte hinanden for snart 10 år siden, jeg var i begyndelsen af 20’erne, og der var godt knald på med fest og ballade, dramatik og forviklinger.

Han og jeg nærmede os hinanden, som vidste vi, at vi i hinanden kunne finde en sikker havn. Romantik var aldrig på tale, nej, det handlede om venskab fra begyndelsen.

Især husker jeg hans lejlighed, huleagtig og glimtende, når den som på et splitsekund blev fyldt med mennesker i sjove gevandter med kolde pilsner i hænderne. Siden mødte han sin kæreste, to børn kom til, og hverdagen blev mere, ja, hverdag. Det var ikke kun ham, det skete for, det skete også for mig, selvom jeg har været single længe.

Tirsdagsfesterne forsvandt, vi skulle jo på arbejde, og vores aftaler blev også færre. Nogle gange kan der gå et halvt år, imellem vi ses, og hver gang, vi endelig gør det, griner vi og aftaler, at der skal gå kortere tid næste gang.

Et par uger inden brylluppet drak vi en øl, og jeg spurgte med et smil ind til festen. Det hele lød fantastisk, men jo mere, han fortalte, des mere gik det også op for mig, at jeg faktisk ikke vidste, hvem der ellers kom. Vennegruppen fra dengang er for længst smuldret, og vores fælles venner kan tælles på et par fingre.

Min ven lød da også lidt nervøs, da han efter lidt navneopremsning sagde: ”Så ja, alle er i par… og så er der dig”.

Ordene ramte mig som en syl. Med ét forvandlede den kommende fest, jeg så levende havde forestillet mig med langborde, vin og snak, sig til en kugle af ensomhed i mig. Det handlede ikke om, at jeg går til bryllupper for at score, slet ikke, det handlede om, at jeg den dag konstant ville blive mindet om, at jeg lever alene.

Egentlig trives jeg i det, det plejer jeg i hvert fald at udbasunere, når jeg bliver spurgt ind til det, men det laver ikke om på, at der især på regnfulde søndage kan opstå en længsel. Et savn efter at høre til nogen. Måske endda være nogens førsteprioritet? Jeg så allerede mig selv sidde dér for bordenden og flagre, hende den sære snegl, hende ingen kan holde ud på daglig basis.

Fiaskoen i romantik; evighedssinglen.

”Er du okay med det?”, spurgte min ven med en snert af bekymring i blikket, og jeg skyndte mig at nikke og smile. Samtalen gled videre, aftenen gik, men da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg ikke glemme min vens spørgsmål og mit nik.

For nej, jeg var jo ikke okay med det. Faktisk frygtede jeg nu det bryllup, mere end jeg glædede mig. Lige ved siden af frygten var en anden ligeså ubehagelig følelse, nemlig skam. Jeg skammede mig over at være faldet uden for normen, nærmest bag om ryggen på mig selv, og især over ikke bare at tage det hele med ophøjet pande.

Hvis jeg kunne få min tilværelse som solo til at fungere på daglig, ofte lykkelig basis, kunne jeg vel også tage til et bryllup solo? Men som dagene gik, indså jeg, at det kunne jeg ikke.

Kuglen af ensomhed voksede, nervøsiteten tog til, og med svedige håndflader sendte jeg en besked til min ven med et afbud og en ærlig forklaring. Han var, som han stort set altid er, forstående og kærlig, men det kan stadig fylde mig med skam, at jeg ikke evnede at deltage.

Hvorfor kunne jeg ikke bare den ene dag lægge mine egne issues til side? Jeg tror, det skyldes, at det ikke kun handlede om det bryllup. Det handler om det ubarmhjertige ved at være venner i 30’erne. Hvor vi i 20’erne levede nogenlunde ens liv, træffer vi nu alle forskellige valg, og vores livsbaner bevæger sig ofte i modsatte retninger.

Åh, hvor jeg savner, dengang mine venner var min sikre havn, og jeg var deres. Heldigvis er der altid stadig en ledig kajplads til dem, når stormen bliver for strid, og det håber jeg, de ved.

Denne artikel blev første gang bragt i femina november 2025. Kort efter mødte Johanne Bille hende, hun nu er kærester med.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ og få et tilbageblik på reality-året der gik. Find den hver søndag i advent dér, hvor du normalt finder dine podcasts – eller herunder.