Min venindes sygdom gør, at hun ikke kan se andres behov. Men det gør mig ked af det, da det bliver et så ”one-sided” venskab

Hej Anna

Jeg har et stort dilemma, der drejer sig om en veninde. Vi fandt godt ud af hinanden i starten, og jeg hjalp hende med nogle problemer, som hun døjede med. Så inviterede hun mig ind i sin vennekreds, og jeg fik nogle flere fantastiske veninder, som jeg for alt i verden ikke vil være foruden.

Min veninde er syg, har store mentale udfordringer og kæmper en brav kamp. Og jeg har støttet hende så meget, jeg har kunnet, men det bliver ikke bedre – om noget, bliver alt kun værre. Hun smider sig ind i destruktive forhold, bruger sine penge på fis og ballade og klager over, at hun aldrig har penge til noget. Nogle gange fisker hun efter økonomisk hjælp fra os. Jeg har købt mad til hende og hendes børn flere gange den sidste tid.

Nu senest var jeg med til noget, der var spændende og sjovt for mig. Hun ville gerne med, men dagen endte med kun at handle om hende og hendes problemer. Og jeg havde svært ved at nyde "min" dag. Da jeg prøvede at tage det op med hende, brød hun sammen og græd i mine arme i flere timer.

Jeg ved, at hendes sygdom gør, at hun måske ikke kan se andres behov. Men det gør mig meget ked af det, fordi det bliver et så ”one-sided” venskab. Vi kan aftale en kaffe, men hun aflyser i sidste øjeblik, hvis hun ikke har overskud, så står jeg der med kaffe og nybagte boller, men ingen at dele med, og måske har jeg sagt nej til andre aftaler, fordi jeg ville være med hende.

Jeg tør ikke drøfte det med vores andre veninder, da hun jo introducerede mig for dem, og det var "hendes" veninder først. Og jeg vil ikke risikere at miste dem, da de virkelig er nogle dejlige piger.

Men snart orker jeg ikke fodre den her relation mere. Den gør mig kun ked af det og skuffet gang på gang. Kan jeg tillade mig at vælge hende fra en overgang? Eller er jeg verdens dårligste veninde så?

Venlig hilsen en veninde

Kære veninde

I et venskab skulle det gerne falde naturligt, at man er der for hinanden, også når livet er tungt. Det betyder imidlertid ikke, at den ene part skal påtage sig rollen som den evige giver, mens den anden udelukkende tager.

En respektfuld balance venner imellem, kræver at begge parter er i stand til at se den andens behov og komme det i møde. I perioder kan man sagtens være den, som udelukkende giver, men bliver det ved at være sådan, slides venskabet i stykker. Du har alt for længe givet langt mere af dig selv, end du kan tåle. Derfor er det naturligt, at du har brug for en pause fra den rolle, dette venskab har låst dig fast i.

Det er meget hensynsfuldt, at du ikke vil lufte din ”venindetræthed” med de andre i vennegruppen. Jeg spekulerer dog på, hvordan de selv takler relationen? Kunne du tage emnet op, uden at det lægger op til bagtalelse, men tværtimod en fælles omsorg for jeres veninde?

I mine ører rimer ”verdens dårligste veninde” slet ikke på et menneske, som har udvist den omsorg og gavmildhed, som du har. Men selv de bredeste skuldre bliver meget ømme af at skulle bære for to hele tiden.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.