Annonce
Brevkasse
1. december 2025

Jeg vil gerne have bedre styr på min økonomi, men jeg har svært ved at lægge et budget, der rent faktisk holder

I feminas økonomiske brevkasse svarer eksperterne på dit økonomiske dilemma.
Af: Benedikte Løje Nielsen, Ida Marie Moesby
Benedikte Løje Nielsen og Ida Marie Moesby er eksperterne i feminas økonomiske brevkasse.

Benedikte Løje Nielsen og Ida Marie Moesby er eksperterne i feminas økonomiske brevkasse.

Foto: Emilie Lærke Henriksen

Kære økonomiske brevkasse,

Jeg vil gerne have bedre styr på min økonomi, men jeg har svært ved at lægge et budget, der rent faktisk holder.

Jeg har prøvet både apps, Excel og små notesbøger, men ender altid med at give op, fordi det føles uoverskueligt. Jeg vil gerne have et overblik uden, at det bliver for teknisk eller tidskrævende.

Hvordan lægger man et budget, der er nemt at følge i hverdagen og som faktisk hjælper én med at få styr på pengene?

Benediktes svar:

Kære du,

Jeg tror, mange giver op på budgetter, fordi de bliver for firkantede. Det klassiske “du har 1.200 kr. til det her hver måned” fungerer sjældent i virkeligheden, for sådan lever vi jo ikke. Nogle måneder bruger man mere, andre mindre, og det er helt okay.

For mig handler et godt budget om at skabe rammer, ikke regler. Jeg arbejder med det, jeg kalder budgetrammer, hvor man laver spænd i stedet for faste beløb. Det betyder F.eks., at man sætter en ramme for ”restaurantbesøg” på 500-1.500 kr., eller “diverse” på 500-1.500 kr., alt efter hvordan måneden ser ud. På den måde anerkender man, at livet varierer, og at økonomien skal kunne følge med.

Annonce

Hvis du bruger lidt mere i den ene kategori, så justerer du bare i en anden. Det vigtigste er, at det samlede billede stadig hænger sammen. Det giver både fleksibilitet og bevidsthed, to ting der gør det langt lettere at holde fast på den lange bane.

Jeg plejer at følge mine rammer ret tæt i starten, bare for at lære mit mønster at kende. Efter et par måneder får man en ret præcis fornemmelse af, hvor ens penge faktisk går hen, og så behøver man ikke at tjekke alting konstant. Et kvartal budgettjek er som regel nok når du bliver rutineret budgethaj.

Annonce

Pointen er ikke at styre alting ned til mindste krone, men at skabe en realistisk struktur, hvor du kan leve frit og ansvarligt. Et budget skal passe til dit liv, ikke omvendt.

You got this! Jeg hepper på dig

Kh Benedikte

Send os dit økonomi-spørgsmål 

Bør man betale sine børns lommepenge over Mobilepay, hvad gør du, hvis dine veninder tjener mere end dig og planlægger dyre hangouts, og hvordan er det nu lige med det der fællesøkonomi?

Der er mange spørgsmål, når det kommer til økonomi. Derfor sidder vores to eksperter klar til at besvare dem i feminas økonomiske brevkasse. De to eksperter er:

Benedikte Løje Nielsen, forperson i Kvindeøkonomien, en interesseorganisation der kæmper for økonomisk ligestilling.

Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom hos Nordea med fokus på privatøkonomi.

Send os dit spørgsmål på redaktionen@femina.dk og skriv Økonomisk brevkasse i emnefeltet.

Idas svar:

Kære du,

Du er ikke alene med et ønske at få bedre styr på økonomien – sådan har rigtig mange det desværre. Men hvor bliver jeg glad, når jeg læser, at du er opmærksom på at lægge et budget og få overblikket. Det er nemlig lige præcis det, der skal til!

Der findes forskellige måder at lægge et budget, så jeg har prøvet at beskrive de forskellige muligheder her:

Annonce
  1. Den nemmeste metode er at bruge de værktøjer, som ligger indbygget i de fleste bankers mobilbank og netbank. Her kan man få et forbrugsoverblik, hvor alle dine korttransaktioner bliver summeret op og fordelt på forskellige kategorier. På den måde kan du se, hvor mange penge du bruger hver måned på mad, tøj og sko, transport osv.
  2. En anden – og lidt mere tidskrævende – metode er selv at gennemgå din konto/dine konti. Det er en god idé at kigge tre måneder tilbage, da der kan være regninger, som ikke betales hver måned. På nettet kan du finde gratis budgetskabeloner, hvor du selv indtaster dine beløb, og hvor kategorierne allerede er oplistet. Men i princippet kan et budget også laves på den gode gammeldags facon med pen og papir.

Så det er helt op til dig, hvordan du konkret gør. Når du så har fået overblikket over, hvordan din økonomi ser ud i dag, er næste skridt at beslutte dig for, hvordan du ønsker, at dit fremtidige budget ser ud. Og så skal det overholdes. En god idé er at være realistisk frem for overambitiøs og at følge med løbende, så du kan se, om du overholder budgettet.

Annonce

Husk, at man skal starte et sted, og at al begyndelse kan være svær. Men du vil takke dig selv senere for at have fået overblikket over din økonomi.

Venlig hilsen Ida

Annonce
Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.