Jeg mærker stadig væmmelsen i kroppen: Jeg stillede mig op foran 57 mennesker for at gøre det, jeg frygter mest

Vickie Isabella Westen er journalist og forfatteren til denne klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Min stemme rystede, håndfladerne svedte. Alt i mig skreg: STOP. GÅ NU NED!

Men jeg trodsede det buldrende ubehag og gjorde det alligevel. Jeg ville mærke, hvad der skete, når jeg udlevede mit største mareridt: at synge foran et publikum uden at have en tone i livet.

At gribe den slags udfordringer er for mig et symbol på frihed. For når jeg slipper frygten og tager magten tilbage over skammen, står jeg stærkere i mig selv. Og dér stod jeg så – rystende og bævrende, men med hele mig: uperfekt, fejlbarlig og modig.

Det er dét mod, der er blevet min hjemmebane. For jeg har gjort frygten og skammen til mine allierede.

Men hvordan løfter man sig ud over ubehaget?

Hvordan går man fra at lade frygten styre til at handle på det, man længes efter?

Gennem mit liv har jeg brugt mere energi på at undgå fejl end at forfølge det, jeg længtes efter.

Jeg har tiet til møder, slettet opslag lige efter, de var lagt op, og ladet chancer passere, fordi jeg ikke følte mig klar.

Og jeg ved, at jeg ikke er alene. For vi er mange – især kvinder – der er opdraget til at være dygtige, pæne og perfekte. Men modige? Det var noget, der hørte til drengene.

Det er den slags fortællinger om, hvem vi “er”, der sætter sig som en usynlig begrænsning, der følger os langt ind i voksenlivet.

Forskning viser endda, at mange kvinder tager fejl mere personligt end mænd.

Når mænd tænker “nå, videre”, vender kvinder fejltrinnet indad og omsætter det til en form for sandhed om sig selv.

Som foredragsholder og personlig rådgiver hjælper jeg kvinder med at bryde deres egen fejlfrygt, og jeg har observeret et mønster, der går igen: Vi er ikke kun bange for konsekvensen af en fejl – vi er bange for, hvad vi vil tænke om os selv, hvis den sker.

Skam og andres blikke kan føles uoverskuelige, for vi har ikke lært at gribe os selv, når vi fejler.
Og det bliver kun sværere, når vi er vant til at se, hvordan omgivelserne reagerer, når andre fejler.

Som piger er mange af os oftere blevet mødt med: “Du må hellere stoppe og være mere forsigtig næste gang,” end: “Hvor var det sejt, at du prøvede,” når vores leg gik galt.
Begge sætninger er med til at forme vores syn på fejl – og dermed også på mod.

Læg dertil oveni, at når medierne mest fremhæver succeser og fiaskoer, bliver midten – forsøgene, gentagelserne, fejlene – usynlige. Og den fortælling sætter sig også i os.

Når den fortælling får så meget plads, er det ikke mærkeligt, at vi bliver bange for midten. For alt det uperfekte og ufærdige.
Måske er det netop derfor, vi må begynde at skifte kompas.

Jeg har selv oplevet, hvad der sker i kroppen og nervesystemet, når vi dyrker en ny fortælling, hvor fejl og modgang næsten bliver noget ”cool”. Hvor ”Jeg fejlede” bliver et udtryk for, at jeg er i bevægelse, og hvor ”Jeg fik afslag” bliver et bevis på, at jeg turde prøve.

Men det forudsætter, at vi aktivt begynder at dyrke de værdier, der løfter os: mod frem for perfektion, lærelyst frem for dygtighed, nysgerrighed frem for fejlfrihed. Og noget ændrer sig i os, når vi gør det. Når vi mærker, at et uperfekt skridt faktisk kan føles som et lille gennembrud.

Når vi tør gøre noget uperfekt, viser vi noget menneskeligt frem, der ikke kun styrker os selv, men også alle dem, der ser på: kollegaen, datteren, vennen, den unge kvinde, der endnu ikke tør.

Og når én kvinde stiller sig frem, giver hun modet videre til den næste.

For nylig spurgte jeg derfor mig selv: Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke var bange for at fejle? Et spørgsmål, som jeg synes, vi skylder os selv at stille lidt oftere.

Mit svar var at stille mig frem og synge Burhan G’s “Jeg i live” foran 57 gæster til min egen bogreception. Ærligt: Det lød forfærdeligt. Men i dag tør jeg lidt mere, for det er gennem de modige skridt, at vi tager magten fra skammen og mærker dén styrke, der også bor i os.

Så: Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange for at fejle?