Jeg har et dybt sår i min familie. Det handler om, at min mor har gjort forskel på mine og min søsters børn

Hej Anna

Jeg har et dybt sår i min familie. Det handler om, at min mor har gjort forskel på mine og min søsters børn, og hun kan ikke se det. Hun har også støttet min søster mere end mig – men det har ikke smertet mig så meget.

Såret gør rigtig ondt, når hun fortæller, hvor søde min søsters børn er til at tage kontakt til hende – kontra mine. Jeg har forsøgt at fortælle “at det, man vander, vokser.” Gennem en lang årrække havde min søsters børn nemlig en “mormordag” en gang om ugen, hvor de kom fra skole og blev til aftensmad. Min mor var flyttet til samme by som min søster (jeg bor kun 3 km derfra).

Engang var hun så tankeløs at spørge højt (til en fødselsdag hos mig): “Nå, hvad vil I så ha´ at spise til mormordag på tirsdag?” Da gæsterne var gået, spørger min søn: “Er vi også inviteret til mormordag? Hun er jo også vores mormor.” Hvad siger man så? Det gjorde ondt. Og det gør stadig ondt, hver gang hun fortæller, hvor meget min søsters børn gør for hende.

Da jeg engang nævnte det for hende, gjorde hun et halvhjertet forsøg: Hver 14. dag kunne jeg sætte mine børn af på vej til yoga, og så kunne vi spise sammen, når jeg kom fra yoga. Det fungerede måske et halvt år – det føltes ikke helt godt, det var jo kommet i stand pga. min tristhed over forskelsbehandling. I virkeligheden handler det nok om andre tidligere og dybereliggende fravalg, jeg har oplevet gennem livet fra min mor. Og det er nok disse sår, der rippes op i.

Jeg gør alt, hvad der står i min magt for ikke at forskelsbehandle mine egne børn. Og taler åbent med dem om, hvor og hvordan forskelle, som opstår, kan udlignes … Og at man gerne må sige det højt.

Venlig hilsen den anden datter

Kære ”anden datter.”

Jeg synes, du handlede klogt ved at gøre din mor opmærksom på problemet. Selv om du har lært at leve med forskelsbehandlingen, betyder det nemlig ikke, at du skal acceptere, at den fortsætter. Især ikke, når den rammer dine børn.

Skønt ansvaret ligger hos din mor, så tænkte jeg på, om du har mulighed for at drøfte det her med din søster? Det er lettere at rette på mislyde i en familie, når man ikke føler, at man er den eneste, der kan høre dem. At være hinandens familie handler jo ikke kun om fælles gener. Det handler i langt højere grad om at finde ind til den kærlighed og samhørighed, der giver os lyst til at være noget særligt for hinanden.

Hvis ordet ”familie” overhovedet skal have en reel og mærkbar betydning, så må der være en grundlæggende vilje til at værne om fællesskabet hele vejen rundt. Hvad end de sår, du har inden i dig er kommet af, så heles de nok ikke før, du virkelig mærker, at din mor lægger lige så meget energi i samværet med dine børn, som hun gør med din søsters.

Fortsætter jeres relation med at være lige så skæv som nu, så placer den et sted i dit liv, hvor den ikke fylder særlig meget. Og glæd dig så i stedet over, at du selv har formået at give dine egne børn en opvækst, hvor de føler sig elsket og værdsat. Helt på lige fod.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.