Min nabo hilser aldrig på mig, selvom jeg siger "hej". Skal jeg bare acceptere det?

Kære brevkasse

Jeg bor i en lejlighedsopgang, hvor næsten ingen hilser på hinanden. Jeg føler, det er akavet, men samtidig træls altid at sige ’hej’ til folk, der aldrig svarer. Særligt min direkte nabo har jeg svært ved at få kontakt til. Han kigger ned i jorden og har høretelefoner på - og siger aldrig hej.

Det føles ærlig talt helt fjollet at bo så tæt på nogen, man slet ikke kender? Men sådan er det nok bare at bo i lejlighed i byen. Eller hvad?

Skal jeg fortsætte med at være høflig, selvom det virker forgæves, eller bare acceptere, at her er sådan, og stoppe med at hilse? Eller skal jeg gøre noget helt andet?

Svar 1

Kære læser

Åh ja – lejlighedsopgangens evige mysterium: mennesker, man bor dør om dør med, men som opfører sig, som om man er et spøgelse.

Man kan ikke kræve, at folk i opgangen skal være dus med hinanden. Rigtig mange storbybeboere sætter pris på den anonymitet, der følger med at være én blandt mange. Når man i forvejen ufrivilligt deler viden om hinandens madlavningstider, badevaner og potentielle natlige guitarspil, kan behovet for privatliv hurtigt blive ret stærkt.

Når det er sagt, er det helt rimeligt at ønske sig en smule høflighed.

Din nabo lyder som typen, der helst vil smelte ned i gulvfliserne og undgå enhver form for smalltalk. Høretelefoner er jo nutidens “tal ikke til mig”-skilt. Men det betyder ikke, at du skal give op.

Prøv i stedet at tage det i små, venlige trin, når du støder på ham:

• Øjenkontakt + smil.
• Øjenkontakt + smil + hej.
• Øjenkontakt + smil + hej + god dag/aften.

Hvis han på noget tidspunkt ser ud som et forskrækket rådyr, så hopper du bare tilbage til trin 1. Så får han lov at sætte tempoet.

Du kan også overveje at have kontaktinfo på én anden nabo. Din nærmeste nabo lyder måske ikke som typen, der har lyst til at udveksle numre – endnu. Og det handler heller ikke om at blive bedste venner, men om tryghed: Det er rart at have én at ringe til, hvis der en dag går ild i noget (bogstaveligt eller billedligt talt).

Men vigtigst: Bliv ved med at være høflig. Lad ikke andres mumlende, blikundvigende væremåde få dig til at blive mindre venlig, end du er. Det gør sjældent noget bedre – det øger bare dit eget ubehag, og du ender i en ufrivillig gemmeleg i opgangen.

Svar 2

Kære du

Åh, hvor kan jeg genkende dit dilemma. Jeg bor også i en lejlighedsopgang inde i byen, hvor stort set ingen hilser, og jeg kender absolut ingen af mine naboer. Da jeg flyttede ind for to år siden, gik jeg entusiastisk i gang med at sige hej til alle. Men det gik hurtigt op for mig, at det ikke rigtig var kutyme i opgangen, og nu nøjes jeg som regel bare med et venligt smil.

Til gengæld bor mine forældre kun et par kilometer herfra, og dér hilser og snakker alle sammen. Min mor er udadvendt og snakkesalig, og jeg tror faktisk, hun selv har været med til at skabe fællesskabet ved aktivt at tage kontakt. Derfor tænker jeg ikke, at det nødvendigvis handler om byen, men mere om hvilke mennesker der tilfældigvis bor lige dér.

Mit råd til dig er derfor at gøre det, der føles mest naturligt for dig. Sig hej eller smil, hvis det føles rigtigt. Og hvis du virkelig har lyst til at skabe en form for bånd til dine naboer, så tag endelig en snak med dem.

For eksempel kan du prøve at tage fat i din nabo, der kigger ned og har høretelefoner på, og sige “hvordan går det?”. Det kan måske løsne lidt op, og måske vil han fremadrettet begynde at sige hej.