Da jeg sagde til min bankdame, at jeg gerne ville købe en lejlighed, svarer hun: "Du har ikke nogen, du kan købe en lejlighed sammen med? En kæreste måske?"

Her i november blev jeg konfronteret med enhver københavners største jumpscare: en e-mail fra ejendomsselskabet. Den ledte til en ubehagelig påmindelse om, at jeg med mit lille kærlighedseksperiment stikker ud i et samfund, hvor normerne stikker dybt. Det bliver måske et sværere år, end jeg først havde forestillet mig.

Jeg fik beskeden en aften, hvor jeg lå krøllet sammen med en bunke venner på sofaen for at se ugens afsnit af Robinson. Vi har boykottet Bachelor efter bachelorerne boykottede feminismen, og fordi den her sæson seriøst er søvndyssende kedelig.

Selvom der var godt gang i aftenens Robinson-dyst, begyndte jeg at dobbeltscreene, så snart det vibrerede nede i min lomme. En e-mail fra ejendomsselskabet læser man med det samme, og shit motherfucker, det lagde lige en dæmper på aftenen.

Kære Ellen Andrea Poulsen.

Vi skriver for at orientere dig om, at der i øjeblikket pågår en gennemgang af ejendommens lejemål i forbindelse med planlagte renoveringer og eventuelle ændringer i udlejningsforholdene. Det kan ikke udelukkes, at fraflytning kan blive nødvendig for enkelte lejemål.

Vi forventer at kunne give mere konkret information inden for de næste 1-3 måneder og vil naturligvis kontakte dig direkte, hvis dit lejemål bliver berørt.

Skulle der blive tale om en opsigelse, vil dette naturligvis ske med det lovpligtige varsel på mindst ét år.

UNDSKYLD HVAD??

Jeg læste den igen og igen, indtil bogstaverne begyndte at danse for mine øjne, da min ven daskede telefonen ud af hånden på mig og sagde, at jeg skulle komme tilbage til virkeligheden. “Men jeg bliver smidt på gaden!” jamrede jeg med et level of drama, der var en reality-TV-persona værdig. Og så begyndte jeg at græde.

De efterfølgende dage brugte jeg på at undersøge mine rettigheder, som åbenbart bliver overholdt til punkt og prikke, selvom jeg føler, at ejendomsadministrationen har trukket tæppet væk under mig.

Jeg har boet i lejligheden i snart fem år, det er virkelig ikke særlig tit jeg holder morgenfest, og jeg er seriøst den eneste i komplekset, der kan finde ud af at skraldesortere. Hvad sker der for, at jeg måske står med udsigten til at blive smidt ud på røv og albuer?

Da chokket havde lagt sig, blev jeg enig med mig selv om, at det måske var universets tegn på, at jeg skulle ud og købe mig min egen lejlighed. Alle de kloge siger, at lejeboliger er penge ud af vinduet, og selvom jeg har været virkelig glad for ikke at være den, der har ansvaret, når toilettet skal fikses, så føles det også som et godt tidspunkt at blive boligejer på.

Jeg, Ellen, boligejer og rigtig voksen – I like the sound of that. Så jeg bookede et møde i banken.

Jeg troppede op klædt i mit mest voksne outfit: hvid skjorte, sort blazer, en lille hæl endda. Tænkte, at det ville signalere stabilitet. For hvis man kan stryge en skjorte, så kan man vel også betale sine regninger, og hvis man kan ranke ryggen og bede om penge, så får man dem vel også. Turns out, sådan spiller banken ikke, og det havde intet med mit outfit at gøre, men derimod det faktum, at jeg ikke har en kæreste.

Vi gennemgik mine tal; at jeg har betalt mit studielån af, at jeg stort set aldrig går i overtræk på min konto. At jeg har standardudgifter til forsikringer, streamingtjenester og så videre, og så til sidst også min store stolthed: opsparingen.

Jeg har nemlig en opsparing – den er ikke prangende, men den er der, og chat sagde, at den med lidt held var nok til at få lov til at låne til en billig andelsbolig.

Bankdamen var klædt i en stram musegrå turtleneck, havde sit tørre box-dye hår sat op i en knold, og hendes meget markante brillestel gjorde det virkelig svært at aflæse hendes mimik. Efter hun havde gennemgået min økonomi, spurgte hun stift: “Så hvad er planen?” “Øh, jamen at købe en lejlighed, jo,” svarede jeg.

Der blev stille, og jeg fik lyst til at tage brillerne af hende for at se, hvad hun egentlig mente. Så sænkede hun hagen og kiggede direkte på mig: “Du har ikke nogen, du måske kunne tænke dig at købe en lejlighed sammen med? En kæreste måske? Det er svært at låne penge til en lejlighed, når man er alene.”

Jeg forklarede hende om mit no-dates-no-swipes-eksperiment. Hun lænede sig tilbage i kontorstolen med et dybt suk og lignede en, der tænkte, at jeg havde tabt småkagerne. Så fik jeg pludselig en idé: “Rosa! Rosa vil måske være med til at købe en lejlighed!”

Rosa er min veninde – den veninde, der i sidste måned udtrykte bekymring for, om dette ville blive et mandehader-projekt. Hun er også single, og hun bor minsandten også til leje.

Vi flyttede sammen back in the days, da vi skulle flytte hjemmefra, i verdens mindste lejlighed ude på Amager, hvor hendes værelse også var stuen, og hvor man skulle igennem mit værelse for at komme ud på toilettet. Det var den hyggeligste lejlighed nogensinde.

Det var kun fordi jeg var så svineheldig at få muligheden for at flytte ind i min – indtil nu – vidunderlige ubegrænsede Vesterbro-lejelejlighed, at vi flyttede fra hinanden.

Rosa har i mellemtiden flyttet rundt som en vanvittig. Jeg tror seriøst, hun har boet i samtlige kvarterer i hele byen, i et imponerende antal forskellige konstellationer: bofællesskaber, værelser, kollektiver, kolonihavehuse, 1 måneds leje, 3 måneders leje og sågar et pendlerværelse, hvor hun crashede på min sofa, når hun ikke kunne være dér.

Men det var ikke lige dét, bankdamen mente, sagde hun, mens hendes mund blev til en helt tynd linje. Det handlede om, at et kærestepar med to indkomster ville kunne deles om udgifterne og derfor ville have flere penge til rådighed, og at risikoen i øvrigt var lavere, hvis den ene skulle gå hen og blive arbejdsløs.

Sådan kunne Rosa og jeg da snildt leve, tænkte jeg. Sådan har vi jo levet. Jeg stod for alle indkøbene, dengang hun pludseligt blev arbejdsløs, fordi hun endelig fik sagt fra overfor sin dumme chef – vi levede af dåsetun og bag-in-a-boxes i flere uger.

Jeg er også overbevist om, at Rosa og jeg ville være langt bedre i en bodelingsmanøvre, end jeg ville være med nogen som helst romantisk partner. Der er heller ingen chance for, at Rosa og jeg pludselig får en baby, hvilket jo hurtigt er den dyreste post i en fællesøkonomi.

Altså, make it make sense, hvordan er det lige Rosa og jeg ikke er et attraktivt makkerpar i bankens øjne?

Men jeg sagde ikke noget. Bankdamen foreslog, at jeg spurgte mine forældre, om jeg kunne låne til kontantudbetalingen af dem. Det jeg hørte var, at indtil jeg kunne indfinde mig i et romantisk parforhold, så var jeg et barn i bankens øjne.

Den lille opsparing ville jeg ikke komme langt med på det københavnske boligmarked, sagde hun, mens et lille provokerende smil bredte sig på hendes tynde læber. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk derfra.

Så snart jeg kom ud på gaden, brast jeg i gråd. Lige der foran kapitalismens normative højborg, hvor kærligheden først tæller, når den kan indskrives i folkeregistret, var jeg tæt på at give op.

Jeg vidste godt, at mit selvvalgte singleliv kunne blive på bekostning af min sociale kapital. Nogen vil nok synes, det er et skørt eksperiment at begive sig ud i. Men erkendelsen af at min økonomiske kapital blev påvirket, var virkelig hardcore. At min kreditvurdering afhang af min civilstatus føltes som et bagholdsangreb fra 1950’erne.

Jeg begravede ansigtet bag min telefon og begyndte at scrolle gennem Instagram, i håbet om at det ville skjule mine blodsprængte øjne og røde kinder for alle gadens forbipasserende. Det skete nærmest per instinkt, at jeg begyndte at søge gamle ekskærester og flammer frem. Hvad var der mon sket med min boligsituation, hvis jeg var blevet kærester med en af dem?

Min ekskæreste fra way-back boede tilsyneladende stadig i sin andel i den pæne ende af Vesterbro – nu med både kæreste og barn og helt hundrede procent også et banklån. Én, som jeg sås løst med for et par år siden, var flyttet sammen med en ny dame, i hvad der lignede en sygt lækkert lejlighed på Christianshavn.

Og min most-recent flirt, som ghostede mig efter fire dates hen over sommeren, boede stadig i sit forældrekøb på Nørrebro.

Kunne jeg genoptage kontakten til ham? Det var jo lige så meget mig, der havde ghostet ham som omvendt, og måske der stadig var et håb for os? Udsigten til på sigt at kunne flytte ind i en treværelses ved Den Røde Plads føltes, lige i det sekund, som en legit årsag til at droppe kærlighedseksperimentet og finde en kæreste asap.

Jeg stoppede kun med at tænke i de baner, fordi jeg blev ramt af internettets svar på et rom-com vandbad fra en forbipasserende bus: en kommunalvalgs-video, hvor en politiker prædiker, at løsningen på de dyre boliger i København er, at man giver børnefamilierne flere penge mellem hænderne.

Altså, sig mig lige, må vi singler overhovedet være her? Som om det ikke var slemt nok, var næste insta-post en spoiler for ørådet i Robinson. Livet var virkelig bare i sin villain-era den dag.

– Ellen, du er meget privilegeret. Stop whining, start bankskifte eller whatever. Fuck hende der rullekraven med brillerne. Du skal nok finde en løsning, det lover jeg dig.

Ordene var Rosas, og de kom den følgende fredag, da jeg beklagede mig til hende over en liquid dinner. Godt nok har vi begge to råd til et ordentligt måltid, men det sker alligevel ret ofte, at vi skipper aftensmaden til fordel for en runde drinks mere. For ol’ times sake.

Hun var enig med mig i, at vi to ville være de idéelle lånere til en fælles bolig. Måske endda sammen med flere af vores venner. Dog har Rosa i løbet af sine mange nomade-år allerede undersøgt, hvordan bankerne har det med at låne penge ud til kollektiver; det bliver bare et stort fedt nej tak.

Så for et par dage siden gjorde jeg det nødvendige. Jeg slog op med min lortebank. Det viste sig, at der var en meget bedre en til mig derude. Jeg har fået en bankrådgiver, som ikke med ét eneste ord har insinueret, at jeg skulle være mindre værd, bare fordi jeg bare er mig.

Han har endda lagt en solid plan for, hvordan jeg kan spare op tidsnok til at købe en lejlighed, inden jeg måske – måske ikke – bliver sat på gaden.

I mellemtiden er der vist ikke andet at gøre end at ønske sig et lille mirakel i julegave.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.