Annonce
Underholdning
17. november 2025

Adrian Hughes afslører sin mest mærkelige vane: “Det er meget tilfredsstillende"

Den ‘Mors drenge’-aktuelle journalist og vært fortæller om sin forkærlighed for familiehemmeligheder, virkelighedens drama – og de ulækre videoer, han ikke kan lade være med at se.
Af: Signe Lindegren Hansen
Adrian Hughes

Adrian Hughes giver et ærligt indblik i sit forbrug af serier, film, podcasts og sociale medier. Læs om hans kulturvalg, digitale rutiner og aktuelle anbefalinger.

Foto: Stroud Rohde Pearce

I ‘Skærmtid’ dykker Vi Elsker Serier hver uge ned i en aktuel kulturpersonligheds skærmforbrug. I denne uge bliver vi klogere på, hvad journalist, vært og foredragsholder Adrian Hughes ser og lytter til lige nu.

I øjeblikket er Adrian Hughes aktuel med dokumentardramaet ‘Mors drenge’, hvor han forsøger at forstå sin mor gennem et voldsomt afskedsbrev – en historie, han også tidligere har udfoldet i podcasten ‘Mors afskedsbrev’ og bogen ‘Mors dreng’. Desuden har han tidligere gjort sig særligt bemærket som reporter, tilrettelægger og vært på programmer som ‘Smagsdommerne’, ‘Historiequizzen’ og ‘Klog på sprog’.

Hvad er din ultimative favoritserie?

– Det er muligvis meget banalt, men den norske serie ‘Skam’ rystede mig. Især sæson 3, hvor Isak til sin egen store overraskelse blev forelsket i en fyr – det kan jeg, som den homoseksuelle dreng, jeg har været, identificere mig med.

Hvad har du sidst binget?

– ‘Adolescence’. Det var slet ikke gået op for mig, at der kun var fire afsnit, så da den pludselig sluttede, tænkte jeg bare: “WTF, hvor blev afsnit fem af?” Tænk, at de kunne skabe en så fantastisk historie på en så epokegørende og nyskabende måde.

Annonce

Hvad ser du i smug?

– Af en eller anden grund er mit Instagram-feed fyldt med ASMR. F.eks. psoriasisramte, som graver kæmpemæssige skælflager ud af hovedbunden med en kam, eller manicuredamer, der graver en indgroet negl ud af storetåen. Det er simpelthen så ulækkert, men på en sær måde er det tilfredsstillende.

Hvad er din yndlingsfilm?

– ‘The Thin Red Line’ var en film, der ramte mig med alle sine virkemidler på det helt rigtige tidspunkt. Og ellers er ‘Godfather’-trilogien den rene seerglæde. De løser udelukkende deres problemer med vold og våben – what’s not to like? Jeg ville gerne være mafiaboss, hvis jeg vidste, jeg kunne slippe fra det uden straf.

Annonce

Hvilken film- eller seriekarakter minder du mest om?

– Hmm, jeg gad godt sige Walter White fra ‘Breaking Bad’, men jeg tror ikke, jeg ville kunne træde i karakter og lave amfetamin, hvis jeg skulle skrabe 737.000 dollars sammen.

Hvilken film glæder du dig mest til at se i biografen?

– Helt klart Paprika Steens ‘Det nye år’. Hendes tidligere film ‘Den tid på året’ er en vidunderlig film. Når jeg laver quiz til andre, forklarer jeg, at det værste, en quizmester kan gøre, er at være ligesom karakteren Quiz-Torben – det er så øretæveindbydende, at det bliver vildt sjovt.

Annonce

Hvad er din yndlingspodcast?

– Udover min egen ‘Mors afskedsbrev’, så ‘Root of Evil: The True Story of the Hodel Family and the Black Dahlia’. Det er en dokumentar, og jeg kan godt lide, når der laves spændende historier ud af virkeligheden – tit overgår virkeligheden fantasien.

Hvilken kulturoplevelse vil du anbefale til alle?

– ‘The Art of the Fugue’ på Det Kongelige Teater er en forrygende helaftensballet. Den omsætter musik til bevægelse, hvilket altid har været min helt store interesse.

Hvilken bog har du senest været opslugt af?

– Jeg, der interesserer mig for både familiehemmeligheder og billedkunst, synes, ‘Monas øjne’ af Thomas Schlesser er en genial roman. Jeg har aldrig fået så meget viden om kunst på en så spændende måde.

Annonce

Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i denne uge?

– Lad mig sige det på denne måde: Folk kan prøve at ringe til mig, og så må jeg sige: “Jeg så ikke, du ringede”, fordi den enten var på lydløs eller på en anden etage. Jeg har den ikke på mig hele tiden.

Hvad er dine tre mest brugte apps?

– Hvis jeg skal underholdes kortvarigt, åbner jeg Instagram – ren brainrot. Ønsker jeg flere informationer, går jeg på Facebook, og sætter jeg mig foran tv-skærmen, er jeg mest på DRTV – her er de lidt mere begavede end andre steder.

Annonce

Hvad er din guilty pleasure online?

– At se på indgroede tånegle, der bliver revet ud, er ikke noget, jeg går og praler med. Og ellers kigger jeg grotesk meget på ejendomsannoncer.

Hvilken digital tendens må gerne forsvinde?

– Den måde, sociale medier kuraterer, hvilke udsagn der kommer op øverst i folks feed. Det er algoritmer, som fremmer de mest ekstreme udtalelser, og det er en beklagelig tendens, som dybest set er i gang med at undergrave vores demokrati.

Hvornår kobler du bedst af fra skærmen?

– Mit problem er, at jeg har et stort medieforbrug. For eksempel når jeg laver havearbejde eller cykler, så lytter jeg til en podcast eller en bog. Skærmen har gjort, at mit attention span er blevet dårligere.

‘Mors drenge’ kan ses i biograferne nu.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.