Annonce
Se, lyt & oplev
13. november 2025

'Mors afskedsbrev' tog danskerne med storm. Nu er dokumentarfilmen klar - og den lykkes i den grad

Jesper Dalgaard følger op på ‘Kandis for livet’ med et stærkt dokumentarfilmseksperiment, hvor Adrian Hughes og hans brødre konfronteres med barndommens svigt.
Af: Louise Kidde Sauntved
mors drenge

Jesper Dalgaard forener rekonstruktion og virkelighed i 'Mors drenge' – en film om kærlighed, svigt og erkendelse i Adrian Hughes’ familie.

Foto: Helle Moos

Mors drenge

Premieredato: 13. november 2025 i biograferne
Genre: Dokumentar, drama
Instruktør: Jesper Dalgaard
Manuskript: Jesper Dalgaard, Christian Einshøj, Jesper Fink, Rasmus Stensgaard Madsen
Medvirkende: Adrian Hughes, Birthe Neumann, Asta Kamma August, Jakob Cedergren m.fl.
Land: Danmark
Længde: 1 time og 30 minutter
Vurdering: 5 ud af 6

Først kom podcasten ‘Mors afskedsbrev’, hvor journalist og radio/tv-vært Adrian Hughes fortalte om det brev, som hans mor, Jette, havde efterladt til ham og hans fire brødre ved sin død i 2002.

Et brev, hvor hun – for nu at sige det, som det er – svinede dem til og kaldte dem for dårlige sønner. Bortset fra Adrian, som hun roste til skyerne. En forfærdelig og ondskabsfuld sidste handling over for egne børn, som Adrian Hughes gennem podcasten satte sig for at forstå baggrunden for.

Det blev til en fascinerende skæbnefortælling om en kvinde, der selv var blevet svigtet og aldrig havde lært at elske nogen for alvor – hvilket gik ud over hendes egne børn. Et arveligt betinget svigt. Og en stor succes – for podcasten blev i løbet af sommeren 2021 hørt af flere end 350.000 lyttere.

Podcasten blev i 2022 til bogen ‘Mors dreng’, hvor Adrian Hughes lagde yderligere lag på historien om morfaren, byggematadoren Thorvald Dreyer, og moren, der voksede op som rigmandspige, men endte bitter, alkoholiseret og ensom i en lille lejlighed, hvor hendes sidste akt var at svine sine egne børn til – efter døden.

Annonce

Og nu får fortællingen så endnu en facet, der føles meget som en afsluttende tredje akt, nemlig Jesper Dalgaards dokumentarfilm ‘Mors drenge’, der – som titlen indikerer – fokuserer på alle fem brødre og deres oplevelser. For de fem brødre har haft vidt forskellige oplevelser med og forhold til deres mor. Og i ‘Mors drenge’ bliver de konfronteret med dem en efter en.

Instruerer egen historie

Jesper Dalgaard ønsker nemlig ikke kun at fortælle om en mor og hendes fem drenge, han ønsker at dykke så langt ned i relationen, at han – og vi – kan røre ved de rå og ægte følelser.

Annonce

Han ønsker at vise følelser og erkendelser, som de medvirkende måske endda ikke selv har haft oppe til overvejelse. Og han ønsker at filme det øjeblik, følelsen eller erkendelsen rammer. En ambitiøs plan, der på nærmest mirakuløs vis faktisk lykkes.

Jesper Dalgaard rekonstruerer nemlig en række centrale scener fra brødrenes barndom ved hjælp af professionelle skuespillere. Birthe Neumann er moderen som gammel, Asta Kamma August er moderen som ung, mens Jakob Cedergren er brødrenes far, den skotske arkitekt Hywel. En række imponerende dygtige børneskuespillere spiller brødrene som børn.

Imens sidder den virkelige bror, det nu lige handler om i den pågældende scene, i rummet sammen med Jesper Dalgaard og instruerer eller retter skuespilleren: ‘Ja, det var rigtigt, at jeg reagerede ved at trække mig ind i mig selv.’ ‘Nej, hun råbte meget højere, du skal endelig ikke holde dig tilbage – der skal meget til for at nå hendes loft!’

Annonce

Når de da ikke bare sidder helt stille med store øjne og lader sig gribe af et ofte smertefuldt déjà-vu, der bringer et hav af tanker og følelser med sig.

Modige medvirkende

Jesper Dalgaard blander rekonstruktionerne med interviews, arkivoptagelser fra drengenes barndom og sågar et græsk spøgelseskor og livemusik. Det kan lyde som et værre rod og en fortælling, der prøver at forcere følelserne frem, men ‘Mors drenge’ er i virkeligheden det stik modsatte.

For selvom meget store dele af filmen er rekonstruktion, føles den mere ægte og nærværende end de fleste andre portrætter, skabt udelukkende ved hjælp af bagudskuende interview og arkivmateriale.

Annonce

Fordi vi får lov at være med lige dér, hvor det sker. Vi er i rummet, mens brødrene stilles ansigt til ansigt med scener fra deres egen fortid. Vi ser til fra første parket, mens mure inde i dem nedbrydes, erkendelser opstår, og følelser får mere eller mindre frit løb.

Det er både modigt og generøst – af Jesper Dalgaard, og i høj grad også af de medvirkende, der virkelig stiller sig selv til skue. Heldigvis. For resultatet er mere end rørende – det er forløsende.

Ikke mindst fordi ‘Mors drenge’ går skridtet videre end både podcast og bog og vender blikket fra moderen til den mestendels fraværende far, Hywel, der stadig lever og trods sine 95 år er både i stand til at huske, reflektere over og deltage i sin egen rekonstruktion.

Annonce

Med ‘Mors drenge’ cementerer Jesper Dalgaard med andre ord det, der allerede lod sig mere end ane i debutfilmen ‘Kandis for livet’: Nemlig at han er en filmfortæller af en helt særlig karat, der ikke bare formår at fortælle om virkeligheden, men også at få den til at leve og vibrere for øjnene af os – med plads til både grin, gru, alvor og erkendelser.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.