Pia mistede sin 20-årige søn: “Som tiden er gået, spørger folk ikke længere ind til mig”

“Hvad fanden bilder du dig ind,” tænkte Pia Damm, da hun fik øje på en tysk kvinde, der skældte sin datter ud over ingenting.

Vreden brusede i hende på en måde, hun aldrig før havde oplevet. Hun var rasende, rødglødende.

Pia, hendes mand og ældste søn var ellers bare holdt ind på tankstationen for at holde en pause. De var på vej hjem fra Hannover. Fra hospitalet. Fra Nicolaj. 24 timer forinden havde de slukket for respiratoren, og set på det knuste ansigt i forbinding tage det sidste åndedrag.

“Jeg har lige mistet min dreng!” tænkte Pia, mens hun grådkvalt kiggede på den tyske kvinde.

Hendes dreng på kun 20 år, som ikke var bleg for at sige, at han elskede hende.

Hendes dreng, der var mere interesseret i at hænge ud ved simrende pander med Pia og hendes mand fredag aften, end at tage i byen.

Hendes dreng, der lavede om på traditionen om, at blomster kun er noget, man giver på mærkedage.

Den sidste buket sendte han den 1. juli 2019. Den kom ind ad døren på Pias arbejdsplads med et tilhørende kort med et fjollet billede af hende på forsiden og teksten “Hvad skal vi have til aftensmad?" på bagsiden. Nicolaj døde den 27. samme måned. Kortet hænger stadig på køleskabet i køkkenalrummet.

En dyr fyr

Familien Damm flyttede ind i 70’er-villaen i Bjæverskov i 2002. Pia havde mødt en mand efter bruddet med faderen til sine to sønner, og flyttede med dem fra ét hus til et andet i samme by.

Nicolaj gjorde altid, hvad han havde lyst til. Købte, hvad han havde lyst til. Han levede i nuet, for han havde på fornemmelsen, at han ikke ville blive særlig gammel. Det fortalte han Pia, da han var 15-16 år, husker hun.

Han var en ung, altid positiv fyr, der satte pris på mærkevarer. Hver dag var navne som Hugo Boss, Calvin Klein og Les Deux både at se og dufte på hans bryst. Pia kunne undre sig over, hvordan han havde råd til alt det. Det kan godt være, at Nicolaj var talblind, men han havde styr på sin økonomi.

Parfumerne står stadig på rad og række i skabet på hans værelse. Et par brugte t-shirts, som han havde på i dagene inden sin død, nåede Pia i sorgens tåge lige akkurat at redde fra vasketøjet. De ligger nu foldet sammen i en stak på hans seng – foran hans to yndlings barndomsbamser og den krammepude, Pias veninde har syet. Hun har dog aldrig krammet den, af frygt for at det fine billede af ham på puden skulle tage skade.

Han skal leve videre

Hvert år den 10. marts bliver gæster inviteret indenfor i varmen hos familien Damm til en duft af grillet culottesteg, tomatsalat, ovnbagte kartofler, bearnaisesauce og fløderand med jordbær. Den menu var lige så langt oppe på Nicolajs liste over yndlingsting som mærkevarer, så det tilberedte Pia selvfølgelig altid på hans fødselsdag. Det gør hun stadig.

På Nicolajs dødsdag er alle, der har lyst til at komme, velkomne på villavejen i Bjæverskov. Men der bliver ikke kokkereret det store, for det har Pia og hendes mand simpelthen ikke overskud til. Sorgen er for tung på den højsommerdag. I stedet bestiller de pizzaer fra det lokale pizzeria.

– Det er vores måde at holde ham i live på. Når vi har venner på besøg, kan jeg godt nogle gange savne, at de kører forbi kirkegården og tænder et lys, eller lægger en buket til Nicolaj, i stedet for at komme med en til mig i værtindegave. Det viser, at man stadig tænker på ham og at han stadig er en del af det hele. Det ville gøre en stor forskel, siger Pia.

Unge fyre på eventyr

I Nicolajs sidste leveår købte han en sort Ford Fiesta. Han elskede at køre med vennerne på udflugter til Møns Klint og Himmelbjerget, og nu kunne han endelig køre ned til Alicante, som han længe havde drømt om.

Pia havde en dårlig mavefornemmelse, og prøvede at overtale Nicolaj til at tage flyet i stedet. Hun skulle nok give ham et lift til og fra lufthavnen. Men Nicolaj og hans to bedste kammerater insisterede på at køre.

På hjemturen måtte Pia overføre penge til Nicolaj, fordi der var problemer med hans betalingskort, da de skulle tanke. Kort efter begyndte olielampen at lyse rødt. Pia følte, at faresignalerne stod i kø for at få dem til at stoppe, men drengene fortsatte turen hele natten.

Tidligt næste morgen ringede Pia for at få en opdatering. De var stadig på farten, og en af vennerne havde taget over som chauffør.

“Godt, så kan du få slappet lidt af, Nicolaj,” sagde hun i røret. Det blev de sidste ord, hun nåede at sige til sin søn. Omkring halvanden time senere kørte deres bil op i en lastbil.

– Jeg ved, at der er et billede af hans bil i en tysk artikel, men jeg har aldrig haft lyst til at se det. Bilen krøllede fuldstændig sammen i den side, hvor Nicolaj sad på passagersædet. Alle knoglerne i hans ansigt blev knust, fortæller Pia.

Familien skyndte sig til hospitalet i Hannover, hvor Nicolaj blev opereret og lå i respirator i fem dage. Da der ikke længere var håb, samledes de omkring hospitalssengen. Klokken 14.30 slukkede personalet for respiratoren. Otte minutter senere åndede Nicolaj ud for sidste gang.

Måske er der ikke en dag i morgen

Da familien drejede ind på villavejen efter det frygtelige mareridt i Tyskland, fik de øje på flere af deres naboer. De stod ude foran husene for at tage imod dem. Familien blev omfavnet, og da de åbnede køleskabet, var det fyldt fra bund til top med alt fra hjemmelavet lasagne til boller i karry, der bare skulle varmes op.

Men i dag, seks år efter, mærker Pia ikke den samme omsorg.

– Som tiden er gået, spørger folk ikke længere ind til mig. De spørger ikke, hvordan jeg har det, medmindre jeg selv bringer det op. Folk glemmer nærmest, at det er sket, siger hun.

Indenfor de fire vægge i Bjæverskov taler de heldigvis ofte om Nicolaj. Om minder. Som den sommer året inden Nicolajs død, hvor han kom til at låse hele familien ude på terrassen i ferielejligheden i Malaga klokken 23 om aftenen, og de måtte råbe af deres lungers fulde kraft ud i de mørke bjerge, indtil de blev reddet af brandmænd. Det hjælper.

Den larmende tankemylder, der holdt hende vågen om natten, forsvandt, da hun begyndte at juble, hoppe og danse hos en coach, der arbejder med underbevidsthed – så hun er blevet hængende, og har været forbi en gang om ugen i to år.

De fysiske smerter i kroppen er blevet mindre af at gå i halvandet års sorggruppe med andre forældre, der har mistet deres børn, og i dag er Pia blevet bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Mistet Barn, og er ved at blive lært op i at være sorggruppeleder.

– Jeg vil rigtig gerne hjælpe andre, der står i samme situation, som jeg gjorde. Det er jeg sikker på, at Nicolaj ville synes, var rigtig fint, siger hun.

Pia har sin mand, sin ældste søn, sine bonusdøtre og -børnebørn, sine forældre og sin bror og hans familie. Hun er taknemmelig og glad for livet. Vi ved ikke, hvor længe, vi er her, så hun forsøger at leve i nuet og gøre, som hun vil – i Nicolajs ånd.