Er du også et A-menneske? Så kender du disse situationer

Christina Bølling er journalist på SØNDAG. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Mit sovehjerte er stort og banker varmt for tunge dyner, biografmørke og teaterforestillinger efter klokken 19. Jeg er det mest udprægede A-menneske, jeg kender. Jeg slår vitterligt alle. Og det er ikke noget, jeg er stolt af, for det er absolut ikke sejt at være en early bird.

Min cirkadiske rytme, som det så smukt hedder, er en morgenspejder, der lidt for ivrigt rækker hånden op, så snart den lille viser står på fem. Det var dødssygt i gymnasiet og hele min ungdom, hvor alle andre lå og sov den ud til langt ud på eftermiddagen, mens jeg vågnede ved sekstiden.

Ikke engang da jeg fik børn, stod de op før mig – til gengæld gik jeg tit i seng samtidig med dem under dække af, at jeg skulle læse godnathistorie. De opfandt et udtryk, der hed ”mor taler lyserødt”, som betød, at jeg ikke læste, hvad der stod på linjerne, men bare digtede videre på historien sovende.

Jeg havde kun lige lært deres far, min eks-mand, at kende, da han som kulturjournalist inviterede mig i Café Teatret, hvor Vera Gebuhr optrådte med en monolog skrevet af østrigeren Thomas Bernhard. At det var én af hendes største optrædener, har jeg siden ladet mig fortælle.

Da min mand efter forestillingen skulle interviewe den store skuespillerinde, roste han hende også for den to timer lange uovertrufne monolog. ”Tak”, sagde hun, ”der sad ellers én på første række og snorksov under hele forestillingen.”

Man kan sige, at han vidste, hvad han gik ind til. Det var en stående vittighed, at jeg faldt i søvn på sofaen, og at han ikke kunne vække mig og måtte lade mig ligge. ”Han har nok kigget på mig og tænkt: Gud, hun er så grim, jeg lader hende ligge”, jokede jeg i mange år, når jeg vågnede på sofaen og listede ind i seng.

At være træt og uoplagt er ikke god stil. Hverken i selskabslivet eller arbejdslivet. Når jeg møder på arbejde klokken 9, har jeg været i fuld aktivitet mange timer – pantet flasker, motioneret, vasket tøj og forberedt middagsmad. Det betyder, at der er dage, hvor jeg bliver utrolig træt klokken 15.

Min kollega fortalte, at japanerne har mulighed for at tage en lur i arbejdstiden. De trækker – ifølge hende – ”en skuffe” ud under skrivebordet og tager en tiltrængt skraber. I Japan findes der simpelthen et kulturelt fænomen kaldet "inemuri", som betyder "at være til stede, mens man sover".

Det beskriver den sociale accept af, at man kan tage en kort lur – især på arbejdspladsen eller i offentligheden – som en måde at vise, at man arbejder hårdt. Nogle virksomheder ser det som et tegn på engagement og flid og indretter hvilelokaler med liggestole eller kapsel­senge og massageområder, hvor man kan powernappe. Sovning på jobbet er ofte kulturelt accepteret i Japan i moderate mængder.

Min kollega elsker at sove til klokken 9, men oplever, at det bliver sværere med årene. Melatoninproduktionen ændrer sig, og søvnbehovet falder, når vi bliver ældre. Måske er hun ved at ”gå over til den mørke side”, A-holdet, de morgenfriske, morgenjedi’erne. Da hun gik for lidt siden, sagde hun ikke god weekend, men ”sov godt”.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 42/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.