Tager kultureliten skyklapper på, når underklassekunstneren fejler?

Vi elsker at heppe på en underdog. Jo fattigere, usleben og udannet, jo bedre. Når disse trodser etablissements usynlige glasloft og lykkes, klapper vi med vores håndcremeindsmurte hænder.

Ingen klapper dog mere end kultureliten. Når nogen fra socialklasse fem laver kunst, der fortæller om de forhold, man ellers sjældent hører om i Politikens Boghal, ties og lyttes der – med rette.

Således var det med Yahya Hassan, Thomas Korsgaard og Glenn Bech, og således er det med Prinsessen fra Blokken, Simona Tayanna, der i denne måned udkom med digtsamlingen ‘Smerterig’, der i pinefuld detalje beretter om et liv med overgreb, alkohol, stoffer og en fandenivoldskhed overfor det etablerede samfund.

Bogen høstede mange roser fra toneangivende medier, der hyldede Simona Tayannas unægtelige talent, og digtsamlingen blev kaldt ‘vigtig’ læsning, der gør én til et bedre menneske.

Men i denne uge blev Simona Tayanna taget for plagiat, da det viste sig, at hun havde kopieret store dele af et digt direkte fra sangen ‘En Sidste Gang’ af rapperen Atilla.

Og hvad gør vi så, når lyset fra disse kunstneriske underklassefyrtårn, begynder at svigte? Når den uslebne diamant er lidt for, ja, usleben?

Jeg tror, at jeg taler for flere, når jeg siger, at min umiddelbare reaktion hverken var forargelse eller indignation, men nærmere en følelse af … øv. En følelse af, at lige den her kunstner helst ikke måtte fejle. Ikke dét talent, der normalt ikke ville komme til orde. Ikke underdog’en.

Det er svært ikke at komme til at sammenligne Simona Tayanna med en anden plagiatsag med en kvindelig skribent i centrum, der fik en noget andet modtagelse. Jeg taler naturligvis om tidligere litteraturanmelder på Berlingske Katherine Diez, hvis plagiatsag og reaktionen derpå fortæller alt om, hvem vi, samfundet, tillader at fejle.

Lad mig skynde mig at sige: Plagiat er alvorligt og forbudt ligegyldigt, hvem der gør det. Og Katherine Diez og Simona Tayannas udgangspunkt og baggrund er åbenlyst meget forskellige.

Førstnævnte arbejdede som kritiker og klummeskribent og havde en vis etos knyttet til sit arbejde. Plagiatet viste sig i dét tilfælde være hændt flere gange. Det er naturligvis mere forargeligt, når en ugerning fremstår systematisk end som en ups’er, der hændte én gang.

Det fremstår Simona Tayannas plagiat – ind til videre – at være. Selv fortæller hun til DR, at hun har kunnet sangen udenad, siden hun var 11-12 år gammel, og at hun ikke har “tænkt meget over, hvor den kommer fra”, hvis ikke fra hende selv. Det kan sagtens have været i fuld bevidsthed, men hendes position som samfunds-outcast og formodentligt manglende indoktrinering i god presseskik, gør det lettere at tro på og ikke mindst tilgive.

Omvendt var der en unægtelig skadefro, der omkransede Diez’ fald fra den kulturelitære piedestal. Kvinden med den bevidst høje cigarføring måtte godt få offentligt smæk, og vi kunne alle godte os over, at hun ikke var lige så klog, som hun havde givet sig ud for. Ha!

Skadefro er ikke dét, der ser ud til at gennemtrænge hverken mediebilledet eller offentligheden i kølvandet på nyheden om Simona Tayannas plagiat. Medierne har – ind til videre – for det meste holdt sig til selve nyhedshistorien, og kommentarsporene på sociale medier ser ud til at være præget af ærgrelse, og, ja, lidt kritik. Men også sympati.

– Folk kan hate alt det de vil, jeg har fandme ondt af den pige, skriver en bruger i TV 2’s kommentarspor på Facebook.

– Tilgiv hende! Kritiser Politikens Forlag og redaktøren, skriver en anden.

Weekendavisens formulering af sagen i deres nyhedsbrev er også ret sigende:

– Det er ærgerligt, dels fordi resten af digtsamlingen stadig er god (og forhåbentlig hendes egen). Dels fordi Simona Tayanna – der er kendt for at medvirke i en række dokumentarprogrammer om sit temmelig hårde liv – virker, som om hun godt kunne bruge lidt medvind.

Havde ordlyden været så sympatisk, hvis det havde været en stort set hvilken som helst anden forfatter? Næppe.

Det er et frelserkompleks, der er både sympatisk og patroniserende på samme tid. For det er kultureliten, de etablerede mediers kultursektioner, anmeldere, forfattere og kulturpersonligheder, der bestemmer, hvem der må være med, og hvor meget man må fejle, før man dømmes ude.

Simona Tayanna er allerede blevet sammenlignet med Yahya Hassan for lyriske beskrivelser af et barskt miljø. Yahya Hassan blev ligeledes – og med rette – omfavnet med begge arme af kultureliten, men hans problematiske adfærd i privatlivet var noget, medierne fumlede lidt med. En debattør i Information beskrev kulturelitens passivitet overfor Yahya Hassans problematiske adfærd som decideret “bizar”.

Det giver måske også god mening. Hvis underdoggen skal ind i varmen sammen med Cavalier King Charles- og Myndehundene, må man acceptere, at den ikke er helt stueren.

Vi laver alle sammen fejl. At de, der kommer længst nedefra får lidt længere snor, er vel fair nok. Sympatisk, endda. Men vi skal også kunne tale om, hvem der fortjener kulturelitens sympati.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.