Da hun for tredje gang blev gravid trods hormonprævention, gik Signes verden i stå

Hun var 17 år, da hun for første gang stod med en positiv graviditetstest i hånden.

I et par uger havde hun haft menstruationslignende smerter, ondt i sine bryster, hovedpine og voldsom kvalme.

At det kunne skyldes graviditet, havde Signe Tandrup Hansen ikke engang overvejet.

For i godt otte måneder havde hun haft en lille stav siddende under huden på indersiden af sin ene overarm. En såkaldt p-stav - en hormonpræventionsform, der beskytter mod graviditet i tre år.

Det troede hun i hvert fald.

Kort tid efter fik hun en tid hos sin læge, der bekræftede graviditeten. Signe vidste, at hun ikke ville være mor på det tidspunkt, så hun hentede pillerne på apoteket, som lægen udskrev til hende.

Samme aften førte hun dem op i sit underliv og satte gang i den medicinske abort, der heldigvis ikke var voldsomt smertefuld.

Hun var fattet. Men hun syntes, det var mærkeligt, at det var sket, for hun brugte jo prævention. Samtidig var hun ikke i chok, for hun vidste, at den slags kunne ske.

- Jeg har bare været uheldig, tænkte jeg. Det var der ikke noget at gøre ved.

Det, hun dengang ikke vidste, var, at hun skulle opleve det samme hele tre gange inden for tre år.

For nylig fortalte Signe om de voldsomme oplevelser med uønskede graviditeter og provokerede aborter i DR-programmet “Døm vores forhold”, som hun medvirker i sammen med sin kæreste.

- Det har været grænseoverskridende at dele. Men også virkelig lettende. Jeg føler, at en sten er begyndt at falde fra mit hjerte. Og det har hjulpet mig meget efterfølgende at høre fra andre kvinder, der har oplevet det samme.

Hun håbede, det var løgn

En måneds tid efter den første abort fik Signe fjernet p-staven. Hvorfor beholde den, når ikke den virkede, tænkte hun. I stedet begyndte hun på minipiller efter at have rådført sig med sin læge.

Men fem måneder senere stod hun igen med en positiv graviditetstest - nu 18 år gammel.

Symptomerne kendte hun fra første gang, men hun håbede, at det var løgn. Igen besluttede hun sig for at klare aborten alene. Hun ville ikke fortælle det til sin mor, selvom hun havde hjulpet Signe første gang.

- Jeg var bange for, at min mor ville se på mig, som om jeg var uansvarlig. Jeg frygtede at blive misforstået og set forkert på af dem, jeg elsker.

I stedet betroede hun sig udelukkende til sin søster, der holdt på hemmeligheden.

På det tidspunkt var Signe sikker på, at de provokerede aborter ville mindske hendes chancer for fremtidig graviditet. Det var sådan, hun hørte sin læge forklare det, husker hun, og hun var bange for aldrig at kunne få den kernefamilie, hun drømte om.

Hun følte sig alene. Hun var bekymret for, hvad hun mon udsatte sin krop for. Og hos lægen følte hun sig som et lille barn, der skulle tage sig sammen.

“Hvordan kunne det ske? Tager du dine piller regelmæssigt?” spurgte lægen.

Anden gang gjorde den medicinske abort mere ondt, og Signe bebrejdede sig selv.

- Jeg var ond mod mig selv og sikker på, at det var mig, der var problemet i det her. At det hele var min skyld.

Charlotte Wilken-Jensen forsikrer om, at det ikke forringer ens chancer for graviditet senere, hvis man får en eller flere provokerede aborter.

Det er kun en risiko i de lande, hvor man ikke har adgang til fri abort, hvor der kan ske risikable aborter under uhygiejniske forhold. I de tilfælde kan man eksempelvis få skader på livmoderen.

"Det var et helvede"

Efter den anden abort stoppede Signe med at bruge minipiller.

Hun skiftede også læge, og for første gang følte hun sig grebet, da den nye læge lyttede og anbefalede hende at få opsat en hormonspiral.

“Nu er der ikke noget, der kan ødelægge det,” tænkte Signe, da hun fik sat spiralen op.

Men syv måneder efter opdagede hun igen, at hun var blevet gravid, 19 år gammel.

- Jeg var i chok. Det første, jeg tænkte, var, at det virkelig ikke kunne passe. Men jeg nåede nærmest ikke engang at tisse på testen, før den viste de positive streger.

Signe havde ikke kræfterne til at gennemleve en abort igen - for tredje gang. Og i et døgns tid var hun overbevist om, at det måtte være løgn. En ond drøm. En fejl. Hun gennemsøgte internettet efter svar på, om den positive test kunne være falsk.

Men dagen efter fik hun en tid hos sin læge, der hurtigt bekræftede graviditeten og sendte hende til Kolding Sygehus for at blive scannet.

Signe var lidt mere end seks uger henne, da hun lå grædende på sygehusbriksen og hørte fosterets hjerteblink.

- Det gjorde ondt i mit hjerte. Det føltes så surrealistisk at høre noget inde fra ens mave.

Sygehuset oplyste hende om muligheden for at få enten en kirurgisk eller medicinsk abort, hvis hun ønskede det.

Grædende kørte hun derfra, men tog sig sammen for at skjule det for sin mor, da hun kom hjem. Hun fortalte det igen til sin søster og ham, hun var blevet gravid med.

- Det var ikke, fordi jeg var i tvivl om, at vi ikke skulle have det barn. Men jeg var i tvivl om, hvorvidt han forstod, hvor ondt det gjorde på mig. Om han nogensinde ville komme til at forstå den smerte.

På Kolding Sygehus takkede Signe nej til en kirurgisk abort, fordi hun var bange for at øge chancerne for, at flere ville finde ud af det.

I stedet fik hun to piller med hjem, der ville stoppe graviditeten. Signe skulle forberede sig på, at det ville gøre meget ondt, sagde de.

Derhjemme bildte hun sin mor ind, at hun havde voldsomme menstruationssmerter, og at det var derfor, hun lå og græd. Men i al hemmelighed aborterede hun for tredje gang på sit barndomsværelse - styrtblødende og i voldsomme smerter.

- Det var et helvede. Jeg husker tydeligt, at jeg sad og spiste aftensmad med min mor, min papfar og mine søskende, og at jeg havde så ondt. Jeg tvang mig selv til ikke at græde i frygt for, at min mor ville opdage, at der var noget andet galt.

Efter aftensmaden skyndte Signe sig tilbage på sit værelse for at skifte bind og underbukser, da en blodig klump pludselig landede på gulvet ved hendes fødder. Hun vidste, at det var fosteret, som hendes livmoder havde udstødt.

Panisk løb hun ud på toilettet for at finde papir. Hun samlede klumpen op, skyllede det ud og gik i gang med at vaske blodet af gulvet.

Tilbage i sengen på barndomsværelset gik det op for hende, at det var slut.

- Det var både en lettelse, men også en enorm sorg.

Hun kom sig fysisk efter et par dage med mange smerter. Psykisk tog det meget længere tid.

- Jeg kommer nok aldrig til at kunne give helt slip på det. Hverken frygten for, at det sker igen, eller den smerte, jeg har følt. Men jeg er ved at lære mig selv at leve med det, og jeg er klar til at lade andre være en del af min smerte og skam.

I dag har Signe en kæreste, som hun har været sammen med i snart fem år. Han og deres familier ved, hvad hun har været igennem. Hun ville ønske, at hun havde delt det med sine forældre dengang, det skete, for hun ved, at de ville have støttet hende.

Siden hun fik fjernet hormonspiralen i forbindelse med den tredje abort, har Signe helt valgt hormonprævention fra.

I dag kender hun sin cyklus så godt, at hun ved, hvornår hun kan dyrke sikker, ubeskyttet sex med sin kæreste, siger hun.

Charlotte Wilken-Jensen ved godt, at mange unge kvinder i dag er nysgerrige på - og bruger - naturlig prævention og cyklus-tracking, men hun kalder det alligevel en “usikker metode”.

- Ens cyklus kan godt være regelmæssig, men der er også alt muligt, der kan forstyrre ægløsningen. Sikkerheden er ganske enkelt betydeligt lavere end ved hormonel prævention.

Men Signe Tandrup Hansen har ikke brugt hormonprævention i snart fem år og er ikke blevet gravid siden.

- Folk må synes, hvad de vil. At jeg er skør i hovedet, fordi jeg ikke vælger at bruge prævention. Men det er ikke dem, der har oplevet det, jeg har. Jeg vil ikke udsætte min krop for mere nu.