Annonce
Træning og kost
13. oktober 2025

Hun er direktør, tvillingemor og på landsholdet i bjergløb. Her er Lines råd til træning i en travl hverdag

Line Brandt Pedersen har netop tilbagelagt 47 kilometer i Pyrenæernes bjerge. Men hvordan får man træning til at gå op med livet som tvillingemor og direktør i en stor virksomhed? Her deler hun fire råd til træning i hverdagen.
Af: Julie Voldby Bruun
line + børn

Line Brandt Pedersen balancerer hverdagen som direktør, småbørnsmor og elitesportsudøver. Her er hendes fire råd til at prioritere træningen i hverdagen.

Foto: Privat

Måske har du haft en lang dag på arbejde, vasketøjskurven kalder, børnene er sultne, og der skal aftensmad på bordet, alt imens sofaen sender lange flirtende blikke til dig. Så selvom du føler, du burde træne eller løbe en tur, ender du med at aflyse eller udskyde at være aktiv.

Den følelse er der nok mange, der kan genkende.

En, der ikke kender til den følelse - eller som i hvert fald vælger ikke at give efter for trangen til at lade sig omslutte af de bløde puder efter en lang og travl dag, er 34-årige Line Brandt Pedersen.

Udover at være bæredygtighedsdirektør i Arla og mor til et sæt tvillinger på fire, så bruger hun i omegnen af ti timer om ugen på at træne. Tidligere har hun spillet fodbold på professionelt plan, dyrket atletik, triathlon og crossløb, og senest har hun deltaget i VM i bjergløb i Pyrenæerne, hvor hun løb 47 kilometer i 3700 meters højde, hvilket svarer til halvvejs op ad Mount Everest.

Annonce

Men hvordan får man hverdagen som elitesportsudøver til at gå op med et lederjob og ansvaret for tolv ansatte på arbejdet - og ikke mindst to små børn derhjemme?

- Jeg ser mig selv både som mor, leder og elitesportsudøver. I gennemsnit vil jeg gerne være alle tre ting lige meget, men så er der nogle perioder, hvor jeg skruer op for den ene side og er mere i én rolle frem for en anden, siger hun og fortsætter.

- I det store hele er jeg overbevist om, at det ikke går ud over nogen, tværtimod. Jeg tror, det giver mine børn helt vildt meget at se, at man kan sætte sig nogle mål og gå efter dem, og at man går op i noget. Det giver dem noget positivt, ligesom jeg er et tusind gange gladere menneske med meget mere overskud og energi, når jeg har været ude og træne.

Annonce

Selvom Line prioriterer at træne hver dag, så betyder det ikke, at hun bruger sine eftermiddage væk fra børnene, som folk ofte tror, fortæller Line. Når andre mennesker sidder på sofaen efter børnene er lagt i seng, så er hun nemlig ude og træne.

- Nogle gange kan det godt ramme mig, hvis der er nogen, der siger, at tiden på træning er tid væk fra mine børn, især hvis jeg er på løbecamp i udlandet. Men jeg ser det meget mere, som at jeg får en masse ekstra, og jeg føler mig så heldig, at jeg får alle de her unikke oplevelser, som måske de fleste andre ikke får.

Annonce

Selvom Line i dag har fundet en god balance mellem at være direktør, mor og elitesportsudøver, så har det ikke altid været lige let. Før hun blev gravid med det, der startede med at være trillinger - men som endte i en tvillingefødsel, brugte hun dobbelt så meget tid på træning, som hun gør i dag.

Men graviditeten var hård og gjorde, at hun ikke kunne noget og derfor helt måtte opgive sin løbetræning i elleve måneder. At blive mor til to var en stor mundfuld, og en del af hende manglende, fordi hun havde måttet give afkald på en stor del af sin identitet som aktiv elitesportsudøver - og da kroppen endelig var klar igen, var hun i sit livs dårligste form.

Annonce

-For ikke at få en mindre depression over hvor dårlig form jeg var kommet i, besluttede jeg mig for primært at løbe i skoven til at starte med, hvor man på grund af det varierende underlag og højdemeter ikke på samme måde kan løbe efter et bestemt tempo. Det var en måde at skjule overfor mig selv, hvor dårlig form jeg var i, fortæller Line og griner.

Da Line begyndte at løbe i Silkeborgs bakkede landskab, fik hun øjnene op for, hvad løb I naturen kan sammenlignet med løb på en atletikbane eller lige landevej. Samtidig faldt en forretningsrejse til Chamonix’ bjerge tilfældigt sammen med verdens største bjergløb, hvor hendes drøm om en dag selv at løbe et sådan løb begyndte.

Annonce

I takt med at formen blev bedre, voksede hendes savn efter at konkurrere, og målsætningen blev at komme på det danske landshold i trail og bjergløb.

- Det gav mig en helt anden dimension at løbe i naturen og især i bjergene i udlandet - både til træning og konkurrence.

LIne brandt

Line endte med at bruge 7 timer og 20 min på at tilbagelægge de 47 km og 3700 højdemeter i Pyrenæerne. Det gav en placering som nummer 75 i verden ud af 162.

Foto: Privat

Line blev tilbudt sit første lederjob idet hun gik på barsel, så da hun kom tilbage på arbejdet ventede nogle andre forventninger, end hun tidligere havde været vant til - både på arbejdet og derhjemme.

- Det gav mig en frihed at løbe i skoven, fordi udover at den giver ro, så skal man også hele tiden tvunget til at være opmærksom på, hvor man sætter den næste fod, så man ikke falder. Samtidig er det, når jeg er ude at løbe, jeg får de bedste ideer til arbejdet. Det gør mig mere kreativ, fortæller Line.

Annonce

For Line har det været altafgørende at have et arbejde med fleksible arbejdstider, som gør, at hun også kan presse sin træning ind midt på dagen, og i stedet arbejde om aftenen, hvis ikke hun har valgt at lægge sin træning der.

Men det er ikke alle, der har et job, hvor det kan lade sig gøre. Derfor har Line en række andre gode råd til, hvordan man kan presse sin træning ind i en travl hverdag - uanset hvilket niveau, man befinder sig på.

1. Sæt dig et mål

Line Brandt Pedersens første råd er, at man sætter et mål med sin træning. Det lyder simpelt, men det kan gøre en stor forskel, fortæller hun.

Annonce

- For mig har det været at vinde specifikke løb og komme på landsholdet, men det behøver det jo ikke være. Det kan sagtens være et lille mål, som eksempelvis at beslutte sig for at træne et bestemt antal gange om ugen eller komme i form til at løbe en bestemt distance. Det hjælper mig rigtig meget til at komme op af sofaen.

2. Prioriter træningen

Den store test kommer, når man skal leve op til sit mål. Fordi der sker jo ikke noget alvorligt, hvis man liiige springer over en enkelt gang. Eller hvad? Line har et særligt tip til, hvordan man overkommer trætheden og længslen efter at smide sig foran tv’et.

Annonce

- Jeg ser træning som noget, der er lige så vigtigt, som hvis jeg skal til møde med den øverste ledelse i Arla. Det er ikke noget, man bare kan lade være med at gøre, det er ligesom at pjække fra arbejde.

- Jeg har heller ikke altid lyst til at tage afsted, slet ikke når det er mørkt, og der ligger sne udenfor. Men når man så er afsted - og især når man kommer hjem, så er det jo det fedeste. Så nogle gange har man brug for lige at blive presset ud af døren.

3. Involver familien

Hvis man ikke dyrker holdsport, kan træning ofte ende med at være noget, man har for sig selv. Selvom det også kan være et frirum for den enkelte, så kan der være en stor fordel i at involvere familien, og det gælder også de mindste.

Annonce

- Det gør tingene meget nemmere. På den måde kan de bedre forstå, at man er afsted nogle gange, og de deler begejstringen for det med en.

Lines børn er ofte med som heppekor på sidelinjen til hendes egne løbekonkurrencer, men de har også selv deltaget i en land række børneløb, inklusiv et stort børneløb som Line selv arrangerede sidste år. Derudover er de med i en børne-jogger, der er beregnet til at man kan tage sit barn med på løbeturene.

4. Giv plads til hinanden

Lines kæreste er selv tidligere elitesportsudøver og er nu selv aktiv som træner. Han kender derfor til og forstår de krav, der hører med til elitesportens verden. Elitesport eller ej, så er det afgørende hjemme hos familien i Silkeborg, at der bliver givet plads til hinanden.

- Det, der er vigtigt i vores forhold, er, at vi begge to har noget, vi går op i. Vi er engagerede i hinandens hobbyer, og vi er gode til at bakke hinanden op i den passion, vi hver især har.

- Når jeg eksempelvis er afsted en uge til VM, så hænger der jo ret meget på min kæreste derhjemme, fordi han har børnene. Men når han så er i gang med at arrangere et stort kajakstævne, så er det mig, der er den. På den måde giver vi plads til hinanden. Alt andet ville være en ufed balance.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.