
Han overtalte prinsesse Diana til at blive korthåret. Det inspirerede generationer af kvinder til at gøre det samme.

Han skabte prinsesse Dianas ikoniske frisure og arbejder med verdens største stjerner. Mød hårstylisten Sam McKnight og hans rejse gennem modehistorien.
Foto: Fd/Francis Dias/Ritzau Scanpix
Sam McKnight begyndte sin frisørkarriere i Skotland, hvor han hjalp til i en vens salon i hjembyen New Cumnock i East Ayrshire. I begyndelsen af 1970’erne flyttede han til London, fordi Skotland stod over for økonomiske udfordringer og store politiske og sociale forandringer.
Om artiklen
femina er en del af Aller Media Nordic, der er et nordisk mediehus. Derfor bringer femina.dk artikler i samarbejde med vores søstermedier KK i Norge og Femina i Sverige.
Denne artikel blev første gang udgivet på KK.no. Artiklen er oversat og redigeret.
Derudover spillede mode en vigtig rolle. Sam fik hurtigt job i byens mest populære salon. Her kom stjernerne for at få ordnet håret. Blandt dem skuespiller, modeikon og aktivist Bianca Jagger.
– Jeg kunne have fortalt nogle historier om hende. Men det skal jeg ikke. For de er ikke særlig pæne, grinede hårstylisten – før han gjorde det alligevel.
Han havde efterhånden mange historier. Ikke bare om hende, men om dem alle.
For snart blev han kendt for at stå bag nogle af de mest ikoniske frisurer på både prêt-à-porter- og haute couture-catwalks over hele verden.
Sæson efter sæson satte han standarden for hårtrends for modehuse som Chanel, Vivienne Westwood, Moschino, Dries Van Noten, Fendi, Ashish, 16Arlington, Richard Quinn og Balmain – i samarbejde med nogle af verdens førende makeupartister som Charlotte Tilbury, Val Garland, Mary Greenwell, Pat McGrath og Peter Philips.

TO GODE VENNER: “Kære Sam”, skrev prinsesse Diana til sin gode ven og personlige hårstylist dengang. De to forblev venner livet ud.
Foto: Sam McKnight.
Det norske medie KK.no har mødt ham under et besøg i Oslo i anledning af lanceringen af hans hårplejemærke.
Sam McKnight er en af verdens mest indflydelsesrige og toneangivende hårstylister. Han har arbejdet med “alle” i mode- og kendisverdenen, er blevet hyldet som en “legende” af Vogue, et “geni” af supermodellen Gigi Hadid og kaldt “begavet” af den afdøde designer Karl Lagerfeld.
I over fire årtier har han stået bag nogle af verdens mest mindeværdige modeøjeblikke og skabt frisurer, der har været med til at definere populærkulturen.
Sam McKnight
- Han er en af verdens mest kendte hårstylister
- Født 13. maj 1955 i New Cumnock, Skotland
- Står bag prinsesse Dianas ikoniske frisure og over 200 Vogue-forsider
- Arbejder med Chanel, Balmain og Fendi
- Har Kate Moss, Naomi Campbell og Lady Gaga på kundelisten
- Lancering af hårplejemærket 'Hair by Sam McKnight' i 2017.
Tilbage i London begynder modemagasinerne at kontakte ham. I takt med fremvæksten af kendiskulturen får frisørerne en mere fremtrædende rolle, blandt andet ved modereportager.

Sam og Kate Moss i 2016. Hun er stadig en af hans faste kunder.
Foto: Beretta/Shutterstock/Ritzau Scanpix
– Jeg blev kastet ud på dybt vand og elskede det fra første øjeblik, fortæller han. Han laver sin første modeshow i 1977 for den walisiske designer David Emanuel, som senere sammen med sin kone Elizabeth bliver manden bag prinsesse Dianas ikoniske brudekjole. Tilfældigt nok. Men mere om det senere. Tilbage i London har Sam besluttet sig: Han går all in.
– Folk troede, jeg var skør. De troede ikke, man kunne leve af det her, husker han.
Han flytter til New York i starten af 80’erne. Nu begynder det for alvor at ske. Musik og mode flettes tættere sammen – blandt andet med fremkomsten af MTV. Nye musikgenrer påvirker moden, og artister bliver stilikoner.
De første supermodeller dominerer magasiner, catwalks og reklamekampagner med Linda Evangelista, Cindy Crawford, Naomi Campbell, Christy Turlington og Claudia Schiffer i front. Det er Sam og en lille håndfuld stylister, der arbejder med dem alle – non stop i næsten ti år. Men det er først i 1990’erne, at hår- og makeupartisternes arbejde backstage for alvor at få opmærksomhed.

90’ernes supermodeller fik alle håret sat af Sam. Linda Evangelista, Cindy Crawford, Naomi Campbell og Christy Turlington på catwalken for Versace i 1991.
Foto: Paul Massey/Shutterstock/Ritzau Scanpix
I 1990 bliver han introduceret for prinsesse Diana. Det er Vogue, der skal fotografere hende, og Patrick Demarchelier tager billederne. Sam får til opgave at være hårartist på fotoskydningen.
– Hun har det her store 80’er-hår, da vi mødes. Men det er 1990, og hun vil have noget andet. Jeg sætter håret, så det ser meget kortere ud. Bagefter får jeg lov til at klippe det kort.
– Hun sagde: “Hvad ville du gøre, hvis jeg sagde: ‘Gør, hvad du vil’?” “Klippe det kort,” svarede jeg. Og så gjorde vi det.
Den korte frisure inspirerede generationer af kvinder til at gøre det samme.
– Vi kom godt ud af det med hinanden fra begyndelsen, fortæller han.
Sam bliver hendes private hårstylist, og de rejser verden rundt sammen i syv år. Så sker det utænkelige: Prinsesse Diana dør i en bilulykke i Paris i 1997, kun 36 år gammel. I dag, næsten 30 år senere, er hun stadig et af modehistoriens største ikoner.

INSPIREREDE GENERATIONER: Prinsesse Dianas frisure inspirerede kvinder verden over.
Foto: Fd/Francis Dias/Ritzau Scanpix
– Når nogen har så stærk en identitet som hende, bliver det en del af kulturen. Hun vil aldrig blive glemt. Måske var det hendes gode hjerte, verden følte, de kendte hende, siger Sam.
Hans kundeliste tæller i dag Jodie Comer, Cate Blanchett, Bella og Gigi Hadid, Kendall Jenner, Emilia Clarke, Cara Delevingne, Priyanka Chopra Jonas, Lady Gaga, Naomi Campbell og Tilda Swinton. Han har lavet over 200 Vogue-forsider, kampagner for Chanel, Tom Ford, Fendi, Louis Vuitton, Dior og Armani, samt redaktionelle fotoserier for Vogue, W Magazine, Allure, V Magazine og Vanity Fair – i samarbejde med fotografer som Nick Knight, Irving Penn, Tim Walker og Sølve Sundsbø.

Emilie Clarke er nu at finde på Sam McKnights kundeliste.
Foto: CAMERA PRESS/James Peltekian
Han begynder at lave sine egne produkter, men har travlt med rejser og shows.
– Stylingprodukterne var tunge dengang. Du kunne ikke børste dem ud. De var svære at bruge, siger Sam.
Men også i kendisverdenen er ting i forandring. Det er ikke længere nok med ét look, superstjernerne vil have mange.
– Jeg arbejdede meget med Lady Gaga i starten, og på et tidspunkt kunne vi have seks looks på én dag. Det kræver lettere produkter, der kan børstes ud og bygges op igen.
I 2017 lancerede han sine første produkter: fire tørstylingprodukter. Bestselleren er tekstursprayen Cool Girl, inspireret af Kate Moss’ ikoniske “cool girl hair”.
– Trender det på TikTok? Så lad være, siger Sam med et smil.
Han er træt af flygtige alle trends, der opstår hurtigt, men ved også, at god stil er tidløs.
