For en måned siden fandt Hanne ud af, at hun snart skal dø: Særligt en ting har hjulpet hende

I slutningen af juli fik Hanne Sandorff infektion i en knækket kindtand. En måned senere fik hun at vide, at hun sandsynligvis ikke når at fylde 53 år i november måned.

En melding, den 52-årige bogholder fra Næstved havde svært ved at tro på, da hun fik den overbragt en grå sensommerdag på Rigshospitalet. Hun hverken følte sig syg, eller så syg ud. Det gør hun i øvrigt stadig ikke. Hun tænkte, det var løgn. At lægen havde set forkert. Byttet rundt på journalerne.

Men det var ikke tilfældet.

​​– Bagefter slog det mig meget hårdt. Det har været en enorm følelsesmæssig rutsjetur. Jeg tænkte, at jeg i hvert fald havde 10-15-20 år igen. Jeg vidste godt, at jeg nok ikke ville blive særlig gammel, det har jeg egentlig altid vidst. Men 52 år, come on, siger hun og tilføjer så:

– Jeg tror lige, jeg har en høne, jeg skal plukke med ham den langskæggede oppe på første sal.

Hanne skal snart dø. Alligevel griner hun ind i telefonen fra det hospice i Roskilde, hvor hun flyttede ind på en stue for en uge siden, og hvor hun skal tilbringe sin sidste tid.

Den augustdag for lidt over en måned siden blev hun nemlig diagnosticeret med en meget aggressiv type kræft i skjoldbruskkirtlen. I alt rammes knap 500 om året af skjoldbruskkirtelkræft, hvoraf to tredjedele er kvinder.

Ved den særlige type skjoldbruskkirtelkræft, som Hanne blev diagnosticeret med, og som kun rammer knap otte procent af alle med skjoldbruskkirtelkræft, vokser knuderne på bare få uger og kan give synke- og åndedrætsbesvær. Hos omkring en tredjedel har kræften allerede spredt sig til andre steder i kroppen på diagnosetidspunktet. I Hannes tilfælde til luftrøret, lungerne og den øverste del af tarmsystemet.

Og alligevel griner hun ind i telefonen.

Du griner, men det er jo dødalvorligt, det her?

– Det er det. Det er rigtig alvorligt. I et stykke tid var jeg i et følelsesmæssigt kaos mellem at prøve at affinde mig med tingene og benægtelse, men jeg har nu accepteret, at det er sådan det er. Jeg har fundet ro.

– Jeg har faktisk ro i maven, når jeg lægger mig til at sove. Det kan måske lyde lidt underligt i andres ører, men når jeg går i seng om aftenen, så tænker jeg: “Hvad hvis jeg vågner op i morgen?” Ja, så bliver jeg glad og gør, hvad jeg kan for at få det bedste ud af endnu dag. Og hvis jeg så ikke gør, jamen, så er det fint, så er jeg på vej videre.

Særligt én ting har hjulpet Hanne med at finde ro i, at hun snart skal herfra. Hun vil ikke beskrive sig selv som troende - til gengæld er hun meget spirituel anlagt.

– Jeg tror, der må være en større mening med, at jeg skal herfra nu. Om det er fordi, jeg har nået den ”opgave”, jeg er blevet stillet, det ved jeg ikke. Måske har jeg, måske har jeg ikke. Vi skal alle sammen herfra på et eller andet tidspunkt, og nu blev det min tur til at tage videre.

Det store spørgsmål er, hvor det “videre” fører hen. Hannes egen overbevisning er, at hun ved døden overgår til at være en åndelig tilstand i form af en energi, der drager mod lyset. Og så tror hun på reinkarnation.

– Jeg tror ikke, at det er sidste gang, jeg er her på jorden. Jeg tror på, vi alle sammen har en eller anden lektie, vi skal lære, og det lærer vi gennem de forskellige ting, vi går igennem i vores liv.

Hanne synes, hun har haft et godt liv. Hun har egentlig ikke så meget at klage over, fortæller hun.

- Livet består både af op- og nedture, og det har det selvfølgelig også gjort for mig. Men jeg har gjort det bedste, jeg kunne - og det er også en af grundene til, at jeg har accepteret tingenes tilstand og føler mig klar til at give slip, siger hun

Til gengæld er der én ting, hun gerne vil sige til sit yngre jeg, hvis hun fik mulighed for det: Tag flere chancer.

– I stedet for at vente og se tiden an og have så travlt med at passe arbejde og lade det køre dig i sænk, så grib mulighederne, når de er der. Det skal ikke udskydes. Tag chancen, når den byder sig.

Hanne kommer eksempelvis aldrig til ligge under et dejligt blødt tæppe og se nordlys gennem glastaget på en hytte i Nordnorge eller Finland, som hun ellers havde en drøm om. Den mulighed greb hun ikke, da hun havde tid. Og nu er tiden ved at løbe ud for Hanne.

Hvad hun til gengæld nåede var at bo i USA hos en rigtig cowboy-familie i et år som ung. Og hvis hun fik chancen for at gennemleve et enkelt minde én gang til, så ville det være at ride rundt i statens Washingtons bjerge og iagttage de åbne vidder fra hesteryg.

– Det var en følelse af fred, glæde og lykke. Der var ikke noget, der kunne røre mig. Alt var som det skulle være. Det var fantastisk.

Døden er uundgåelig for os alle. Det er den eneste ting, vi ved, der kommer til at ske. Til gengæld er det de færreste af os, der kender tidshorisonten. Hvis Hanne havde kendt til sin, så var der alligevel et par ting, hun ville have gjort anderledes.

– Hvis jeg vidste, at jeg kun havde 52 år at leve i, så havde jeg nok arbejdet mindre og gjort mere for mig selv, siger hun og fortsætter.

– Jeg har altid været forbandet autoritetstro. Jeg har forsøgt at vende vrangen ud på mig selv, fordi arbejdsopgaverne skulle nås til tiden. Jeg gjorde det umulige muligt, fordi jeg i perioder arbejdede fra klokken syv om morgenen til klokken ti om aftenen. Men det kan man ikke holde til i længden, og den tid, jeg har brugt på at gøre mine chefer tilfredse, kunne jeg have brugt på at gøre nogle af de ting, som føltes godt for mig.

Hanne har gennem sit liv altid været meget opmærksom på sine omgivelser, og på om hendes familie og venner havde det godt. Sommetider også i en grad, hvor det kunne blive på bekostning af hende selv.

– Nogle ting kunne jeg godt have håndteret anderledes. Men kærligheden har flere facetter. En af de ting, som virkelig har slået mig, er familiefejder, siger hun og fortsætter.

– Der er ballade i de fleste familier, sådan er det. Men når man sidder i den situation, jeg sidder i lige nu, så er uvenskaber og sårede egoer irrelevante. Det virker så dumt. Lad nu være med at blive mokken, sur eller indebrændt over et eller andet, fordi du føler dig personligt fornærmet. Tal om tingene, træk vejret og kom videre. Alt det andet er simpelthen spild af tid.

Tidligt i Hannes liv var der en kort periode, hvor hun ikke havde kontakt med sin mor, men de fandt hinanden igen og har siden haft et fantastisk forhold. Men indtil Hanne blev erklæret dødeligt syg for knap en måned siden, havde hun ikke haft kontakt med sin søster i syv år. Det ændrede diagnosen på, og siden er de blevet genforenet.

Og dét er noget af det bedste, der er sket i Hannes liv. Det har givet hende sjælefred, fortæller hun.

Selvom Hanne for bare to måneder siden følte sig rask og var ganske uvidende om, at hendes tid var ved at rinde ud, så mærker hun nu, hvordan knuderne i halsen og lungerne vokser dag for dag. Og i takt med at knuderne bliver større, jo hurtigere går det også ned ad bakke fysisk for Hanne, der har fravalgt alt behandling.

Den sidste tid vil hun bruge sammen med sin familie, sin mand gennem 17 år, sine bonusbørn fra et tidligere ægteskab og sine venner. Hun vil skabe nogle gode minder og grine en masse. Det håber hun også, de vil gøre, når hun ligger i kisten. En kiste lavet af simple spånplader, som vil blive dekoreret med små hilsner og tegninger af de fremmødte til sin bisættelse.

- Jeg har sagt, at de ikke skal begræde min død. De skal ikke sidde og tude ned i en lunken kop kaffe og et stykke slattent wienerbrød. De skal fyre historier af om mig få sig et grin over, hvem jeg var over en pizza, en sodavand og en fadbamse. Det skal være så uhøjtideligt, som muligt. Dét er min ånd.

En fysioterapeut åbner døren ind til Hannes stue og afbryder interviewet kort. Hanne beder hende komme tilbage, når interviewet er slut.

Det er det næsten, Hanne mangler bare at fortælle, hvorfor hun egentlig har sagt ja til at stille op til interview om noget så intimt og privat som hendes nært forestående død - og levede liv.

- Når man sidder og kigger døden i øjnene, som jeg gør lige nu, så håber jeg, at min tilgang til både livet og døden kan inspirere folk til at nyde hver dag og til at omfavne livet med alt, hvad det byder på. Men også til at finde noget, der kan give en form for ro, inden den tid kommer.

- Fordi døden kommer til os alle på et eller andet tidspunkt. Vi ved bare ikke hvornår.