
10 film og serier, du skal se på Netflix i oktober 2025

Kristen Bell og Adam Brody i 'Nobody Wants This' sæson 2
Foto: Erin Simkin/Netflix
Netflix byder i oktober på nye afsnit af flere populære serier – krydret med et par friske titler, blandt andet en spændende dansk krimi.
Der er også masser af film på programmet, og en enkelt af dem får endda premiere i biografen, før den rammer streamingtjenesten.
Hvis du vil i Halloween-stemning, kan du allerede tidligt på måneden dykke ned i en uhyggelig serie om en seriemorder, der har sat sit tydelige aftryk på filmhistorien.
Og så er der ekstra fokus på girlpower: dels i en serie om de første kvindelige politibetjente i Sverige, dels i en medrivende dokumentar om den anden halvdel af The Beckhams.
Steve
Cillian Murphy er en af de mest fascinerende skuespillere, vi har lige nu. Med sine isblå øjne og markerede ansigtstræk har han et af de ansigter, man ikke kan lade være med at dvæle ved.
I ’Steve’ spiller han den navnkundige lærer på en skole for drenge med diverse former for adfærdsudfordringer. Et stærkt og klassisk drama, baseret på Max Porters anerkendte novelle ’Shy’.
’Steve’ er i øvrigt den anden film, hvor Tim Mielants har instrueret Cillian Murphy. Den første var filmen 'Small Things Like These’, så hvis du ikke kan få nok af den irske skuespiller, er der god mulighed for at nyde ham i hjemmebiffen.
’Steve’ kan ses fra 3. oktober.
Monster: The Ed Gein Story
De første to sæsoner af Ryan Murphys seriemorder-antologiserie ’Monster’ blev monstersucceser. Efter at have dykket ned i både kannibalen Jeffrey Dahmers spisekammer og Menendez-brødrene, er turen nu kommet til en af ”originalerne”.
’The Ed Gein Story’ handler om den stille og lidt enfoldige Ed Gein (Charlie Hunnam). Han bor et øde sted og bedriver ikke det store. Da hans elskede mor (Laurie Metcalfe) dør, knækker noget i ham, og en uhyggelig besættelse begynder at tage form. Inden længe begynder Ed at udleve sine fantasier.
Ed Gein var inspirationskilde til ’Psycho’ og ’The Texas Chain Saw Massacre’, og at dømme ud fra traileren til 'Monster: The Ed Gein Story' bliver der ikke lagt fingre imellem.
’Monster: The Ed Gein Story’ kan ses fra 3. oktober.
Skiftet

Josefin Asplund, Malin Persson og Agnes Rase i 'Skiftet'
Foto: Netflix
Vi er i 1958, og noget banebrydende er ved at finde sted i det svenske politivæsen.
De første kvindelige politibetjente er netop blevet færdiguddannet fra akademiet og skal til at tjene landet. Destinationen er Klara-distriktet i Stockholm, som har den højeste kriminalitetsrate i landet.
Det er dog ikke de kriminelle, som er det største problem ved det nye vagtskifte. Det er tværtimod deres egne kolleger og resten af det svenske samfund, som ikke er klar til at se kvinder i uniform.
’Skiftet’ kan ses fra 3. oktober.
"Posh Spice" blev en af verdens største popstjerner i anden halvdel af 1990'erne med Spice Girls og fast inventar i de kulørte blade, da hun fandt sammen med fodboldstjernen David Beckham.
Siden da har Victoria Beckham skabt en stor karriere inden for modeverdenen, og i ’Victoria Beckham’ får vi både et indblik i, hvordan hun er kommet dertil, og vi følger de omfattende forberedelser til Paris’ modeuge.
Det tegner til at blive et ærligt portræt, men hvor tæt på vi kommer, og hvor personligt det bliver, er måske det mest spændende. For parret har været genstand for utallige rygter i årenes løb – inklusive dem om en meget omtalt affære, David Beckham havde med en barnepige, og som blev underligt forbigået i den tidligere fodboldspillers egen Netflix-dokumentar.
’Victoria Beckham’ kan ses fra 9. oktober.
Det skulle egentlig være en hyggelig arbejdstur for journalisten Laura (Keira Knightley). Hun skal dække jomfrurejsen på et luksuskrydstogtsskib. Destinationen er de norske fjorde, men en mørk nat ser hun pludselig en skikkelse falde overbord.
Da hun alarmerer personalet, viser det sig, at der hverken mangler passagerer eller mandskab.
Har hun set syner, eller er der en lyssky konspiration på færde? Og i så tilfælde, hvem står bag det hele? Hvem røg overbord, og hvorfor skulle vedkommende dø? Spørgsmålene er mange i den intense psykologiske thriller ’The Woman in Cabin 10’.
’The Woman in Cabin 10’ kan ses fra 10. oktober.
The Diplomat sæson 3
Bedst som man troede, at det ikke kunne blive mere intenst i ’The Diplomat’ efter anden sæson, ser tredje omgang med diplomaten Kate Wyler (Keri Russell) ud til at blive vildere end nogensinde før.
Den amerikanske præsident William Rayburn (Michael McKean) dør, mens han taler i telefon med Kates mand Hal (Rufus Sewell). Det betyder, at den problematiske vicepræsident, Grace Penn (Allison Janney), står til at overtage embedet.
Samtidig er spændingerne på det maksimale mellem USA og England, og en egentlig krig mellem de to lande ulmer i horisonten. Lykkes det Kate at sikre verdensfreden, eller slutter sæsonen med en atomsky over en storby?
’The Diplomat’ sæson 3 kan ses fra 16. oktober.
Der var ikke et øje tørt, da rabbineren Noah (Adam Brody) og sexpodcasteren Joanne (Kristen Bell) sendte kærlige blikke til hinanden i første sæson af ’Nobody Wants This’.
Deres bestræbelser for at få en relation op at stå med al deres individuelle mentale bagage og omverdens besværligheder skiftede mellem at være lårklaskende sjove og tårefremkaldende hjerteknusende.
Ikke meget er sluppet ud omkring handlingen i sæson 2, men der er ingen tvivl om, at vi følger parrets fortsatte udvikling af deres relation. For når den indledende stormfulde forelskelse har lagt sig, begynder det rigtige forhold. Blandt de nye medvirkende i denne sæson får vi Adam Brodys makker fra ’Gossip Girl’-dagene – og hustru i virkeligheden – Leighton Meester. Den allestedsnærværende Seth Rogen er også bekræftet til en gæsterolle.
’Nobody Wants This’ sæson 2 kan ses fra 23. oktober.
A House of Dynamite
Hvis man er lidt nervøs for verdenssituationen, bør man ikke se ’A House of Dynamite’.
Den intense actionthriller handler om, at et atommissil bliver affyret mod den amerikanske storby Chicago. De 18 minutter, det tager fra affyring og til, at det når frem, bliver gengivet igen og igen fra forskellige synsvinkler.
Det er Oscarvinder Kathryn Bigelow, der står bag den skræmmende film, og på rollelisten finder vi blandt andet Idris Elba, Rebecca Ferguson, Gabriel Basso, Jared Harris, Greta Lee, Jason Clarke og Kaitlyn Dever. Filmen kan desuden ses i biograferne et par uger, før den lander på Netflix.
’A House of Dynamite’ kan ses fra 24. oktober.
Legenden
Det dufter af hårdkogt krimi med en snert af ’The Departed’ og ’Donnie Brasco’ i den nye danske Netflix-serie ’Legenden’.
Politiet og PET forsøger uden helt at få ram på storsmugleren Miran (Afshin Firouzi). Men da deres seneste undercover-agent dør, er gode råd dyre. Derfor hiver man fat i politiaspiranten Tea (Clara Dessau). Planen er, at hun skal blive gode venner med Mirans kæreste Ashley (Maria Cordsen) og på den måde få indblik i hans organisation.
Det er flere af de kreative kræfter bag ’Underverden’, som står bag ’Legenden’, og på rollelisten finder vi også Nicolas Bro, Soheil Bavi, Arian Kashef og Dan Boie Kaftfeld.
’Legenden’ kan ses fra 27. oktober.
Ballad of a Small Player
Der er god grund til at skrue forventningerne op til ’Ballad of a Small Player’. Filmen instrueres af ingen ringere end ’Intet nyt fra vestfronten’- og ’Konklave’-instruktøren, Edward Berger, og i hovedrollerne finder vi Colin Farrell og Tilda Swinton.
Farrell spiller gambleren Lord Doyle, der forsøger at holde lav profil i den kinesiske storby Macau, hvor han bruger tiden på at spille og drikke.
Da en vej ud af den trøstesløse tilværelse viser sig i form af den mystiske casinomedarbejder Dao Ming (Fala Chen), ser fremtiden pludselig lys ud. Men fortiden indhenter ham, og detektiven Cynthia Blithe (Tilda Swinton) er fast besluttet på at stille ham til ansvar for alt det, Doyle forsøger at undslippe.
’Ballad of a Small Player’ kan ses fra 29. oktober.

Udvalgt indhold

Natasha Brock voksede op som mormon: “Selvom jeg var en del af et kæmpe fællesskab, følte jeg mig enormt alene”

Tinas søster fik en tumor: "Jeg udviklede en stærk vrede over for min mor, fordi hun engagerede sig i min søsters helbredelse og forsømte mig"
