Kan man fortælle om det værste med lethed og humor? Ja, det kan man sagtens i denne nye film

Kan man fortælle om det værste med lethed og humor? Ja, det kan man sagtens. Hvis man er den amerikanske skuespiller og komiker Eva Victor, der leverer en overbevisende debutfilm med ’Sorry, Baby’ – som hun selv har instrueret, skrevet manuskript til og spiller hovedrollen i.

En film, der er så skæv, sjov, rørende, personlig og helt sin egen, at man er nødt til at overgive sig uforbeholdent.

Eva Victor spiller Agnes, som har været ude for noget rigtigt slemt, der har sat hendes liv på pause. Livet går videre for alle andre omkring hende, men selv er hun fanget i et limbo, hun ikke kan se nogen ende på.

Stærke fortællegreb

Alt så ellers så lyst ud. Agnes var ung, smuk og godt på vej mod en lysende fremtid inden for det akademiske felt. Godt hjulpet på vej af hendes vejleder på universitetet, der forsikrede hende om, at hendes intellekt var ud over det sædvanlige. I hans selskab følte Agnes sig set og værdsat for alt det, der foregik inde i hendes hoved.

Men en aften, hvor han har flyttet vejledningen hjem til sig selv, går det galt. Pludselig er det ikke hendes kloge tanker, det handler om.

Vi ser ikke selve overgrebet. Eva Victor holder klogeligt kameraet uden for huset, hvor tiden går, indtil vi ser Agnes snuble ud af fordøren. Det er virkelig stærk historiefortælling, der øjeblikkeligt tuner os ind på Agnes’ sitrende nervesystem. Det er næsten ikke til at holde ud at være i bilen med hende, da hun fortumlet kører hjem. Man har lyst til at bede hende om at træde på bremsen, så hun kan få et kram.

Svigtet af systemet

For ’Sorry, Baby’ er fortalt, så man kan mærke helt ind i knoglerne, hvor komplekst det er at leve videre med den ufrivillige bagage, Agnes er sat til at slæbe på. Helt uden store armbevægelser griber Eva Victor fat om traumets natur. Som i virkeligheden også kunne handle om dødsfald, skilsmisse eller andet, der slår ens liv helt ud af kurs.

Noget sker, og alt forandres. I hvert fald for den person, det sker for. Så er spørgsmålet bare, om det er muligt at finde tilbage til den person, man var engang, eller om man skal lære at leve med en lidt mere bulet og bøjet version.

Agnes blev forulempet af en mand, hun så op til, hvilket gør det komplekst, for lagde hun selv op til det? Svaret er et rungende nej, men vi forstår Agnes’ følelse og tvivl. Eftersom han er far, ønsker hun ikke at melde ham til politiet – måske fordi hun også fornemmer, at hun ikke har mange chancer for at bevise, hvad der er sket.

Traumer og bløde killinger

Så er det godt, at der findes gode veninder i verden, der forstår at give plads til både heling og et kærligt puf. Og når bedsteveninden kommer på besøg, lyser Agnes op, så det er helt rørende. Når de to er sammen, er der plads til latter, underfundighed og ærlighed.

Men veninden bliver også et smerteligt spejl, fordi det bliver så tydeligt, at hendes verden går videre med ægteskab og baby, mens Agnes er fanget i fortiden. I det samme hus, i den samme by, på det samme universitet.

Eva Victor fortæller i scener og fragmenter, taget ud af deres kronologiske sammenhæng, på en måde, som alligevel giver mening. Fordi det får os til at forstå, hvor Agnes befinder sig nu, fysisk og mentalt. Hvor fundamentalt et overgreb ændrer et menneske, og hvordan kroppen kan fange sjælen i en traumerespons.

Men også hvordan livet på nogle måder kan gå videre. For selvom alt er sat på pause, findes der stadig lysende og lette venskaber, gåture i smuk natur, bløde kattekillinger, søde naboer og måske ligefrem det mest dyrebare af alt: håb. Om at livet kan gå videre. At tilliden til verden kan bygges op igen. Og at kærligheden måske venter derude.

Perfekt balance

Eva Victor er fabelagtig som Agnes. Så uendeligt kejtet, småskør og særlig – og så fuldstændigt umulig ikke at falde for og føle med. Overfor hende er Naomi Ackie skøn som hendes bedste veninde.

Lucas Hedges er også god som den overrumplede nabo, som Agnes indleder et seksuelt forhold til. Han er en ventil, og han lader sig velvilligt trække igennem hendes følelseskaos, mens han ikke helt forstår sit held. Eller noget i det hele taget.

’Sorry, Baby’ er en rørende og tankevækkende film, der formår at balancere mellem alvor og kulsort humor.

Skal man komme med en enkelt, lillebitte anke er det beskrivelsen af Agnes’ kollega og rival, der er så ekstrem, at hun nærmer sig det karikerede. Og derved skaber en lillebitte mislyd i en ellers helt utrolig overbevisende og ægte menneskelig fortælling.