
Andreas Jebro om Dr. Fischers mørke drejning i 'Sygeplejeskolen': "Han er mere end blot en psykopat"

Andreas Jebro spiller Dr. Fischer i "Sygeplejeskolen" på TV 2.
Foto: Gregers Overvad
Dr. Fischer (Andreas Jebro) har længe været forelsket i Anna Rosenfeld (Molly Egelind), men som seerne allerede har bemærket i de to første afsnit af sæson syv, begynder hans følelser at vise sig fra en knapt så flatterende side. Selvom han stadig er dybt betaget af Anna, bliver han mere kontrollerende og jaloux, og det får hende til at tvivle på forholdet. Deres kærlighed hænger derfor i en tynd tråd – og det vækker en mørkere side af Dr. Fischer.
– Han har svært ved at tøjle sin jalousi og finde ud af, hvordan man bør reagere, siger Andreas Jebro, da Vi Elsker Serier møder ham til pressemødet forud for premieren på syvende sæson af ‘Sygeplejeskolen’.
Andreas Jebro trådte ind i rollen som Dr. Fischer i sæson fem, og siden da har karakteren gennemgået en markant udvikling. Men hvordan føles det egentlig at påtage sig en så skurkagtig rolle?
– Jeg synes i den her konstellation, var det dejligt (at spille skurk, red.), fordi der var også plads til at lave mennesket bagved. Det var ikke bare funktionen af en skurk, siger han.
Han uddyber, at det i arbejdet med rollen var vigtigt at finde frem til de sprækker, der gør Dr. Fischer menneskelig.
– Jeg insisterede på, at han ikke kun skulle portrætteres som psykopat – det ville simpelthen blive for voldsomt for alle.
Spørgsmålet er nu, om Dr. Fischer kan finde tilbage til den gode mand, Anna engang forelskede sig i – eller om det allerede er for sent.
Hvordan historien ender for parret på Fredenslund, må tiden vise. Én ting er dog sikkert: Seerne kan se frem til endnu mere drama – denne gang i en mere alvorlig og mørk tone.

Udvalgt indhold

Line indretter boliger til tidligere hjemløse: "Det er givende at kende deres baggrund, selv om den er trist"

"Der var en spænding i rummet, der var ret vild at opleve. Også i mig selv"
