Syv overraskende (og skræmmende) nye ting, når dit barn starter i skole

Olivia Jonassen er freelancejournalist. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

For mange 5-6-årige børn og deres forældre er sensommer forbundet med noget stort. Skolestart. Her er, hvad jeg som nybegynderforælder til et skolebarn anno 2025 indtil videre har lært.

Første skoledag. Det er kæmpestort. De små poder drager ad en ny sti på livets vej, og du kan som forælder kun se til og støtte opmuntrende, mens dit barn baner sig vej mellem hudafskrabninger, madpakker, dansktimer og legeaftaler. Efter en måneds tid med min søn i folkeskolens kærlige favn er jeg allerede blevet klogere. Både på mig selv, mit barn og ja – skolelivet.

Madpakken

Madpakkernes æra er til min store skræk nu for alvor gået i gang. Og på trods af min egen modstand mod madpakker (mest det med at skulle smøre dem), er der jo ligesom ikke rigtig nogen vej udenom. Men hvad skal der i den?

Vi kan vel alle huske dunsten omkring det barn, der havde makrel med i madpakke, da vi selv var børn. Og vi tænker nok også allesammen, at dét barn skal mit barn ikke være. Det har jeg i hvert fald tænkt. Så da min søn bad om karrysild i madpakken, var mit svar blankt nej. Og jeg fik vist pakket det ind i noget med, at karrysovsen får rugbrødet til at smuldre.

Den mor er jeg så åbenbart. Som pakker svarene pænt ind, som var de rugbrød med ikke-særligt-lugtende pålæg sirligt svøbt i madpapir. På trods af, at jeg forsøger at opdrage mine børn til, at man skal være, som man er, og spise hvad man har lyst til. Og hvis der er nogen, der driller, så må vores børn lære at klare det også. Alligevel blev karrysilden et no go.

Men frygten for lugtemadpakker og drilleri bor måske mest af alt i mig selv - for min søn er ligeglad med karrysild-lugt, og det er hans venner i øvrigt også.

Aula ER din ven

Vi elsker at hade Aula. Og den lille app eksploderer da også ud i din telefon, den dag dit barn bliver indskrevet på en folkeskole.

Ikke desto mindre er Aula din ven. Du skal bare se det som lyntoget, der pløjer igennem alle andre notifikationer på din mobil med info om forældremøder, turtasker og mødetider. Hvis ikke du tager dig sammen, bliver du hurtigt hægtet af, og det er en præstation i sig selv, hvis du formår at sortere de vigtige beskeder fra de mindre vigtige.

Men ud over at trække dit gennemsnitlige skærmforbrug op, kan Aula eksempelvis også hjælpe dig med at finde de andre forældre (og børn) hvis du som jeg har store problemer med at huske navne på mennesker, du vel at mærke har mødt mere end én gang.

Skoletaskefælden

Turtasken fra børnehaven er ikke længere nok. I den er der nemlig ikke plads til A4-mapper, en bog, madpakke, 10’er mad og penalhus og drikkedunk og ekstratøj og... og…

Så min kæreste og jeg hopper i med begge ben og tager sønnike med på skoletaskeshopping. Vi gør det til en hyggelig ting, for det er stort, og barnet må helt selv vælge, hvilken farvestrålende taske med seje, søde figurer, han helst vil have.

Klip til, at vi står i skolegården på første skoledag og kigger på vores søn og alle hans klassekammerater med hver deres form for jetpack på ryggen ­- aka en oversize skoletaske købt i Bog & Idé til den nette sum af 895 kroner. En fælde, som jeg kan se, at vi er cirka 9 ud af 10 velmenende forældre, der er faldet i. Set i bagklogskabens alt for klare lys kunne en brugt taske fra DBA nok også have gjort det.

Hvad er KKFO?

Ingen børn kan udtale det, og ingen voksne kan huske, hvad det står for. Altså det sted, børnene skal være, når selve skoledagen er slut. Københavns Kommunes Fritidsordning. Jeg har googlet det. I København vil vi gerne skille os lidt ud, så vi har fundet på et navn, ingen forstår. Selv pædagogerne siger, at vi bare skal kalde det for ’frit’ i stedet, for det andet er der ingen, der fatter.

Store børn findes

Og ja, de store børn findes. Altså sådan ægte store, som i teenagere, og de går på samme skole som min lille bitte 6-årige nullermus af en søn. Og nok er de søde, de store børn, men de er jo nærmest voksne. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste forælder, der tænker sådan, men det er da lidt skræmmende, at det nu bare er opad, ikke flere skift eller markeringer (udover klassetrin, bevares). Men næste gang han skal skifte institution, er den dag, han går ud af 9. klasse. Det har jeg svært ved at begribe.

Jeg troede, jeg var benhård

Børn skal have frihed under ansvar, det ved vi efterhånden godt. Børn vokser, når de lærer at klare tingene selv. Det er i hvert fald min holdning. Men sandheden er, at jeg åbenbart er mere pylret, end jeg troede. For ligesom de store børn findes, så er der ikke noget hegn i skolen. Altså sådan helt fysisk.

Så hvis barnet beslutter sig for at smutte i løbet af dagen, kan han jo bare gøre det. Og selvom det vitterligt aldrig er sket på min søns skole, så er det da alligevel et faktum, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, hvis jeg tænker for meget over det. For hvad hvis han forvilder sig væk fra skolen, og ingen ser det? Og han løber ud på vejen? Jeg tør ikke tænke tanken til ende.

Du aner mildest talt ikke, hvad der foregår

Hånden på hjertet så har vi jo ikke den fjerneste idé om, hvad der egentlig sker i de 7-8 timer, vores børn befinder sig på skolens matrikel. Og vi får det heller ikke at vide.

Hvad er det bedste, der er sket i dag? Spurgte jeg forleden min søn i et forsøg på at få bare en lille smule ud af ham om, hvordan hans dag havde været: "Jeg har fået pasta med pesto til café-mad," lød svaret. Og så var den samtale slut. En anden dag fortalte min søn, at han havde fået en ny ven: "Men jeg kan ikke huske, hvad han hedder". Endnu en kort samtale afsluttet.

Måske er detaljerne heller ikke de vigtigste. Det er bare os voksne, der er vant til at hænge os i dem. Han har mødt nye venner og spist god mad. Altså har han haft en god dag – og det er vel i sidste ende det, der betyder noget.

Og det her er jo bare begyndelsen. På de næste ti år og mere til. Vi forældre skal, mere eller mindre intetanende med mere eller mindre anstrengte smil på læberne, samarbejde på tværs af Aula og parallelklasser og blive enige om sukkerpolitik og telefonpolitik.

Så hvad gør vi herfra? Jeg forsøger i hvert fald at sænke skuldrene, tjekker DBA for brugte skoletasker til fremtidig brug og giver (næsten) min søn det med i madpakken, som han helst vil have.