Da Line stod med indlægssedlen i hånden, traf hun en beslutning: "Det her skal ikke i min krop"

Line Gleitze Smith er fire-fem år, da de første tegn på atopisk eksem viser sig. I barndommen kommer det i bølger. I puberteten eksploderer det.

Nætterne bliver korte, fordi kløen vækker hende igen og igen. Hun lærer at sove med isposer, fryser colaflasker og ærteposer for at dulme smerterne. I badet får hun panikanfald – bare følelsen af varmt vand, der rammer huden, kan tænde hele nervesystemet. Håret, der hænger vådt ned ad ryggen, gør ondt.

- Jeg kunne ikke gå i bad med hår og krop samtidig. Det lyder banalt, men det blev et symbol på, hvor meget sygdommen styrede alt. Alt skulle planlægges og struktureres efter eksemets behov – mine stod i skyggen, siger Line.

Af hudlægerne får Line ordineret hormoncremer, som hjælper – kort. Når hun trapper ned, vender udslættet voldsomt tilbage.

- Jeg blev afhængig af hormoncremer, kurer og piller. Min hud var kun nogenlunde rolig, når jeg var konstant dopet. Jeg kunne se frem til et liv på medicin med en restriktiv tilgang til mad – jeg blev nervøs for, hvad der kunne trigge næste udbrud. Mine forældre var en kæmpe støtte; de omlagde deres liv efter den nyeste kur, jeg prøvede. Men set i bakspejlet blev mit system kun mere stresset af, at jeg var så restriktiv, fortæller Line.

Line prøver lysbehandling, piller og orale steroidkure. I 3.g bliver hun skrevet op til en immundæmpende behandling. Efter en tur på apoteket sker der noget afgørende for Line.

- Jeg stod med den nye medicin i hånden og læste indlægssedlen. Så ramte det mig: Jeg kunne ikke byde min krop mere. Alt var allerede på overarbejde – nu måtte jeg finde en anden vej.

- Der må være en anden vej

Line går hjem og gør det, hun kan: Hun undersøger. Foredrag, kurser, artikler, forskning. Først handler det udelukkende om maden. Snart udvider perspektivet sig til også at omhandle søvn, stress, hormoner, relationer, nervesystem. Hun uddanner sig senere til hormonterapeut for at forstå sammenhængene.

I perioder bliver Line restriktiv og dropper gluten, mejeri, sukker, alkohol, fødevarer med histamin eller salicylater – listerne bliver lange. Hun kan knap finde noget, hun tør spise. Men det hjælper ikke at være sulten og stresset.

- Jeg sultede faktisk mig selv lidt i frygt for min huds reaktion. Men set i bakspejlet er det noget af det værste, man kan gøre for en kvindes hormonbalance.

Efterhånden letter eksemet. Senere dukker acne op – for Line et signal om et fordøjelsessystem i ubalance efter mange antibiotikakure og en krop under pres.

Arbejdet bliver tostrenget for Line: at genopbygge tarmen og berolige nervesystemet. Ikke som et quickfix, men som en stille, vedvarende praksis.

Hos hudlægen får hun at vide, at medicin er nødvendigt. Men hun mærker et behov for også at støtte sin krop på en anden måde. Det bliver startskuddet til, at hun begynder at undersøge andre muligheder og langsomt finder en tilgang, der føles mere rigtig for hende.

Fra afmagt til fællesskab

Da det begynder at lysne, får Line trang til at række ud. Hun skriver i en Facebook-gruppe for eksem: - Jeg har det bedre – må jeg dele, hvad der hjalp mig?

Svarets ekko er højt. Snart holder hun små samlinger hjemme i lejligheden på Frederiksberg – brunch, aftensmad, runde om bordet. Her er det tilladt at sige tingene højt: skammen, søvnmanglen, frustrationen over råd, der peger i alle retninger.

- Jeg ville være det menneske, jeg selv manglede: én, der ser dig, forklarer sammenhænge og hjælper dig med at holde fast i de små skridt.

Det startede som samtaler hjemme ved spisebordet. Senere samlede hun sine erfaringer i Derma Habits – et sted, hun selv beskriver som et rum med overskuelig viden, støtte fra andre og fokus på hverdagsrytmer fremfor hurtige løsninger. Gennem onlinekurser og events hjælper hun i dag andre med hudproblemer.

- Sandheden er, at kroppen reagerer på alt, vi giver den – også på ro, varme og fællesskab. Vi er bare blevet for dygtige til at ignorere dens signaler, siger Line.

At navigere i systemet med egen stemme

– Jeg har fulgt medicinske forløb, når det gav mening. Men jeg blev også nødt til at bygge et fundament – søvn, mad og ro – ellers kom hudproblemerne snigende, så snart jeg udfasede medicinen.

Hun efterlyser ikke mirakelkure, men nysgerrighed: Hvorfor gør huden, som den gør? Hvordan kan man aflaste kroppen i hverdagen?

Til folk, der bøvler med huden lige nu, har Line et budskab:
– Du er ikke alene. Jeg ved, hvor tungt det kan føles, og jeg vil minde dig om, at det kan hjælpe at dele dine frustrationer – både med lægen og med mennesker omkring dig, siger Line.

Line fortsætter:

Start småt. Vælg én ting, du kan holde fast i de næste 14 dage – måske en gåtur i dagslys, et fast sengetidspunkt eller et nærende morgenmåltid.

Vælg til. Læg lag på med vand, protein, grønt og hvile, før du begynder at fjerne.

Mål på hverdagen. Spørg dig selv: Sov jeg lidt bedre? Kløede det lidt mindre? Var jeg lidt roligere?

Giv kroppen tid. Fremskridt er sjældent lige linjer – og det er helt okay.

- Jeg kaster ikke håndklædet i ringen

Line har haft perioder, hvor hun var parat til at give op. Men hun finder mening i at bruge sine erfaringer som kompas – både for sig selv og for andre.

– Jeg er taknemmelig. Ikke for smerterne, men for alt det, de har lært mig. Hvis min historie kan gøre andres vej kortere og mildere, så giver det mening, fortæller Line.

Lines fortælling er personlige erfaringer og inspiration – ikke en erstatning for lægefaglig rådgivning. Ændr aldrig medicin eller stop med at tage den uden først at konsultere din læge.