
Katie Holmes demonstrerer, hvordan denne simple frisure kan løfte hele dit look

Katie Holmes har et smukt bud på, hvordan din fletning skal se ud dette efterår.
Foto: ZUMAPRESS.com / MEGA
Hvis der er én, der mestrer det enkles kunst, er det Katie Holmes. Om det er styling af et par helt simple jeans, eller frakken, der bare spiller, får hun det til at se let og ubesværet ud.
Men påklædning er ikke alt, hun mestrer. Hendes skødesløse hår er inspiration for mange, og nu har hun mindet os om, hvor effektfuldt noget så simpelt som en fletning kan være.
I forbindelse med modeugen i New York deltog Katie Holmes i et event for brandet Veronica Beard. Her var Katie Holmes – tro mod sin stil – iført brede jeans i 1970’er-snit tilsat sort turtleneck og en lille jakke over. Og håret? Det var snildt flettet i en fletning.
Men tro ikke, at Katie Holmes springer over, hvor gærdet er lavest – ej heller med sin flettekunst.
Hun havde nemlig anvendt teknikken, der skaber en “fish tail”, eller på dansk fiskehalefletning.
Det er en særlig teknik, hvor man fletter med to baner i stedet for tre, og folder små baner over hinanden for at skabe det fine flettemønster.
Se hvordan du selv fletter med “fishtail”-teknikken i videoen nedenfor.
Katie Holmes havde valgt at flette sin fiskehalefletning, så den lagde sig chikt over hendes skulder, og det flotte mønster kom til sin ret, og på fineste vis demonstrerer, hvor lidt der skal til for at løfte et look.
Fletningen er blevet lidt glemt på det sidste, hvor go-to-frisuren for mange – uanset om de skal på kontoret, til pilates eller til fest – er den stramme knold. Men fletningen bør virkelig ikke tilsidesættes helt. Det er en superlet frisure at mestre, og den kan gøres stram og formel eller lidt mere løs og afslappet afhængig af anledningen.
Så en opfordring herfra: Flere fletninger, tak. Og tak til Katie Holmes, for at minde os om, hvor fin en frisure det faktisk er.

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Har du udsat dig selv for 'self-silencing'? Det kan have konsekvenser for dit helbred

Der var ikke meget at grine ad i Anna Neyes barndom i Hørsholm. Men begyndte hun at bruge humoren til at bygge bro
