"Jeg gider ikke bruge den mere", sagde min 16-årige datter for nylig. Nu er hun allerede bekymret for, hvad der sker, når gymnasietiden begynder

Camilla Bangsgaard Stoustrup, selvstændig skolekonsulent og foredragsholder. Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

"Hvis ingen af mine venner har en telefon, så behøver jeg heller ingen telefon". Ordene er min 16-årige datters.

I hendes udtalelse gemmer der sig en del af svaret på, hvad der skal til for at skabe en tilværelse for vores børn og unge, som styres af dem selv og ikke af grådige tech-giganter. For ikke at tale om de mange unge, som udvikler mentale lidelser som et resultat af mange års blind tillid til digitale medier og platforme, som rækker helt ind i vores børns liv og soveværelser.

Når alle skærme er væk, mangler ingen af os dem. Når alle er nærværende, savner vi ikke andet. Når vi kan nå hinanden analogt, behøver vi ikke at nå hinanden digitalt. Jeg er endnu ikke stødt på et menneske, der har oplevet det stik modsatte.

Jeg møder dem, der af gode grunde er skeptiske over for en verden helt uden mobiltelefoner, fordi mange forældre oplever, at telefonerne er deres børns sikkerhed og forældrenes tryghed og oplevelse af at kunne beskytte deres børn mod både ensomhed og alvorlige hændelser.

Men vi må ikke stole blindt på den (falske) tryghed, der også ligger i at købe en telefon til vores børn. Mine tre børn fik en telefon, da de hver især skulle lære at transportere sig 8 km til og fra skole. Men vi køber ikke kun en telefon, der kan ringe hjem, når bussen er aflyst.

Vi forærer vores børn fri og uhindret adgang til platforme med indhold, som er både yderst vanedannede, voldeligt og også skadeligt for børn, der ubeskyttet lokkes ind i en verden, som alene er skabt for, at tech-virksomheder kan tjene penge på vores børns data og adfærd.

Microsoft og Apple kæmper lige nu for at kunne kalde sig verdens rigeste virksomhed. Det er ikke penge tjent på at ville uddanne, underholde eller hjælpe børn og unge: det er alene vores børns ufærdige, formbare og yderst letpåvirkelige hjerner, de går efter, når de kæmper om børnenes opmærksomhed.

Min datter går på en efterskole, hvor man ikke har sin telefon i et år. Bortset fra, at man kan besøge den en time hver aften.

"Jeg glemmer den allerede. Nu har jeg vænnet mig til, den ikke er der og de andre har jo heller ingen telefon. Så jeg gider ikke bruge den mere". Sådan sagde hun for nylig. Vi taler om en pige, der, på blot tre uger, har opdaget, hvor lidt glæde en telefon genererer sammenlignet med glæden ved det allerede eksisterende fællesskab.

Fraværet af skærme har ganske enkelt en gavnlig effekt: øjenkontakt, berøring og lyden af hinandens stemmer. At synge sammen. At danse sammen, at tage nogens hånd. At samles og leve sammen, spise sammen og tage de konflikter (analogt), der må komme. At mærke livet, som det er. På godt og ondt. For at kunne mærke, at man lever og udvikles i samværet og nærværet med andre. Alt det, vi alle har brug for, for at kunne trives som mennesker.

Man "liker" ikke, man smiler. Man "kommenterer" ikke, man taler sammen. Man "poster" ikke, man deler minder og oplevelser for livet med andre. I virkeligheden.

Samtidig er min datter allerede bekymret for, hvad der sker, så snart efterskoleåret er omme, gymnasietiden begynder og alle de unge igen får deres telefoner tilbage.