Tobias hjemmepassede i et år: Det bedste, jeg nogensinde har gjort

“Jeg står foran et helt år hjemme med mine to døtre. Fuldtid. Og jeg kan slet ikke overskue det. Jeg har ellers selv valgt det. Modvilligt.”

Sådan indleder Tobias Sydradal sin debutbog ’Hjemvendt’, der er udkommet på Gyldendal denne uge.

Han er gift med Nanna, som han har to døtre med, der i dag er henholdsvis fire år og snart syv år.

I et interview med femina fortæller han om, hvad der lå bag beslutningen om at gå hjemme, hvad det gjorde ved hans selvopfattelse – og paradokset i, at det vækker interesse, at han gør noget, som kvinder længe har gjort: gået hjemme med deres børn.

Selvom Tobias Sydradal indleder sin bog med sin ambivalens mod at gå hjemme med sine to døtre, er det hans eget ønske at hjemmepasse dem.

Allerede da hans første datter stod overfor at skulle i vuggestue, mærkede han og hans kone, at det ikke var det rette valg for dem.

Hvad gik jeres overvejelser på?

- Det skal ses i lyset af den tid, vi blev forældre i. DR og TV 2 viste dokumentarer med pressede pædagoger og oversete børn i daginstitutionerne. Forældre på gaden og demonstrerede for bedre forhold, og det kritiske blik tog vi med os, da vi selv skulle vælge institution, siger Tobias Sydradal til femina.

Som alle andre forældre havde også Tobias og hans kone både valgt den institution de håbede på at få plads i, og den hvor det kunne lade sig gøre. Der var kun plads i sidstnævnte, hvor de blev mødt af en stemning, der ”ikke var god”. Lederen af institutionen var sygemeldt med stress, og der var flere ubesatte pædagogstillinger. Det skubbede på beslutningen om, at hjemmelivet ikke skulle slutte med hans del af barslen på tre måneder.

Hvad betød valget om at hjemmepasse for jeres økonomi?

- Det betød, at vi solgte vores store lejlighed på Vesterbro i København. Det virkede dengang som en stor beslutning, fordi vi identificerede os med det liv, som den repræsenterede, siger Tobias Sydradal.

Han havde allerede sagt sit eftertragtede job som journalist i DR op og arbejdede nu deltid på DTU for at få mere tid til børnene. Det job sagde han nu også op til fordel for livet som hjemmepasser.

Med pengene fra lejligheden kunne parret flytte til et lille rækkehus i Herlev.

- Det var privilegeret, at vi kunne sælge på det rigtige tidspunkt og købe hus i en periode med minusrenter, men det var også en prioritet, siger Tobias Sydradal med henvisning til, at parret skruede kraftigt ned for deres udgifter til et niveau, hvor selv deres bankrådgiver var overrasket over, at det kunne lade sig gøre.

Du skriver, at du modvilligt accepterede at gå hjemme med børnene et år – for nogle ville det være en drøm, hvis det kunne lade sig gøre økonomisk?

- Det var jo også en drøm for mig, og noget jeg satsede ret kraftigt på at få til at lykkes. Men da jeg så stod foran beslutningen om at gøre det fuldtid, tror jeg, jeg blev ramt af erkendelsen af, at nu skulle jeg pludselig til at definere mig selv uden en arbejdsidentitet.

Hvad bundede den angst i?

- Det går op for mig, at der er en stor kontrast imellem, hvad jeg er blevet formet til som mand via min opdragelse og omgivelsernes forventninger, og hvad der forventes af mig som far. Det er også det, der generelt blev sat turbo på med den øremærkede barsel, hvor der kom fokus på mandens rolle ikke kun som forsørger men også som primær omsorgsperson i hjemmet.

At være en god forsørger og en ambitiøs journalist er ikke nemt at oversætte til de følelsesmæssige krav, der ligger i at være alene med små børn fuldtid, erfarer Tobias Sydradal.

- Jeg hørte på et tidspunkt psykolog og mandeforsker Svend Aage Madsen sige noget i stil med, at fordi mænd i generationer har været dem, der skulle forsørge familien, så har det faktisk været formålstjeneligt at lære at undertrykke sine følelser. Fordi man jo skulle tage på arbejde uanset om man følte for det eller ej og måske i virkeligheden hellere ville være sammen med sine børn. Som hjemmegående oplevede jeg jo, hvordan omsorgsarbejde i høj grad kræver, at man kommunikerer på et mere følelsesmæssigt plan. Jeg tror, jeg blev lidt overvældet af frygten for ikke at være særlig god til det i den udstrakte grad som et hjemmeliv jo er.

Selvom Tobias Sydradal selv havde truffet valget om at gå hjemme, var han overrasket over, at han ikke kunne slippe tanken om at ”pynte på min karriere” og at være optaget af sin ændrede status.

Han fandt ikke mange forbilleder at spejle sig i for at forstå den oplevelse, så han søgte bl.a. sin viden i forskning og rapporter.

Det gjorde det lettere for Tobias Sydradal at forstå, hvordan han havde det og at takle det.

- Der boblede mange følelser op under min hjemmepasning, som jeg ikke tidligere har været i kontakt med på samme måde. Fordi jeg ikke kunne tolke dem, blev de i perioder til både ængstelse og vrede. Da jeg fik viden om, hvor hurtigt kravene til manderollen faktisk er skiftet, forstod jeg mine følelser bedre og følte mig mindre overvældet.

Nogle vil nok mene, at manderollen har ændret sig enormt langsomt – det vil sige, at det er sent, at mænd tager ansvar for eksempelvis pasning af børnene?

- I et historisk perspektiv er det ikke lang tid, at kvinderne har haft en bevægelse fra hjemmet og ud på arbejdsmarkedet, og endnu kortere tid, at mændene har haft bevægelsen mod hjemmet. Når jeg ser på min far, har han været en meget mere nærværende far for mig, end hans far var for ham. På grund af hans bevægelse mod mig, har jeg haft mulighed for at gå endnu længere.

At flere mænd ikke taget det skridt af sig selv også før den øremærkede barsel, kan have mange forklaringer, mener Tobias Sydradal. Han tror, at det har en betydning, at kvinden under graviditet og fødsel får en anden umiddelbar nærhed til barnet, end man har som mand.

- Den øremærkede barsel til mænd kommer til at gøre en forskel, fordi nogle mænd fysisk vil være hjemme i længere tid end før, siger Tobias Sydradal.

Han understreger, at der også er meget omsorg i at være forsørger, og at nogle par endnu ikke har den mulighed, at manden kan gøre brug af sin barsel. Hans ærinde er derfor blot at dele sine erfaringer.

Hvad har det givet dig at gå hjemme med dine børn?

- Det fedeste har været at være sammen med dem i lang tid ad gangen. Det betød, at jeg blev nødt til bare at være mig selv, frem for at forsøge at præstere et forældreskab med en bestemt form for kvalitetstid, som jeg nok har forsøgt på før, siger Tobias Sydradal.

Personligt har han også fået et andet perspektiv på tilværelsen, fortæller han.

- Jeg har fået en helt anden forståelse af hjemmets værdi. Det har været fantastisk at få det perspektiv på, at min karriere ikke er så vigtig, mens børnene er små. Arbejdslivet er langt, men tiden med dem får jeg ikke tilbage. Den ekstra tid hjemme, er det bedste, jeg nogensinde har gjort.

I omtalen af bogen står der, at du træffer et ”valg om at bevæge dig aktivt ind i rollen som far” – jeg kunne se, at en i kommentarsporet noterede, at det valg har man typisk ikke som mor. Siger det ikke noget om, at vi stadig har lang vej igen i måden vi taler om forældreskabet på?

”Jo, forventningerne til mænds og kvinders forældreskab er stadig dybt forskellige. Vi taler stadig om ”karrierekvinder”, ”husmor” og ”familiefar”. Det er en understregning af, at vi ikke står lige. Jeg er kun kuriøs, fordi jeg gør noget, kvinder har gjort i årtier. Men forhåbentlig bliver min position ikke ved med at være interessant, fordi det bliver så almindeligt, at de mænd, der har muligheden for at gå hjemme med deres børn under barslen, også vil gøre det.

En rapport fra Nordisk Ministerråd viser ifølge Tobias Sydradal, at mænd der tager længere barsel med deres børn i højere grad tager deler såvel børnepasning som opgaver i hjemmet med deres partner, end mænd der ikke tager lang barsel.

Tobias Sydradals bog “Hjemvendt” udkom i august på forlaget Gyldendal.