Da Albertes kæreste kørte galt, skiftede hun sin blazer ud med en kittel

Indtil for et år siden læste Alberte HA i Europæisk Business på CBS. Hun var vokset op i Hillerød og fulgte samme vej som sin bror og deres fælles omgangskreds: et højt snit i gymnasiet, et “prestigefyldt” studie og udsigten til et vellønnet job.

”Jeg tror ikke, jeg havde andre drømme end de materialistiske,” siger hun. ”Jeg forestillede mig et fedt hus, fede ferier og et liv i blazer.”

Allerede på studiet mærkede hun tvivlen. Pensum sagde hende ikke meget, og studiejobbet i en bank blev en daglig kamp mod timer, der sneglede sig afsted.

”Jeg røvkedede mig,” siger hun. ”Jeg sad bare og talte minutterne, til jeg kunne gå hjem. Og når jeg endelig kom hjem, kunne jeg ikke sove.”

Til sidst blev Alberte sygemeldt fra sit studiejob. De søvnløse nætter og utilfredsheden med uddannelsen førte til stress, der tvang hende til at revurdere sit liv, herunder studielivet.

”Jeg tror simpelthen ikke, jeg er lavet til at sidde stille. Jeg savnede menneskekontakt.”

Ulykken der ændrede alt

I 2024 styrtede Albertes kæreste på cykel og pådrog sig både kraniebrud og hjerneblødning. Hun tilbragte tid på hospitalet og så sygeplejerskernes arbejde tæt på.

”Fuck, de er seje,” tænkte hun. ”De gav os tryghed midt i kaos. Den omsorg og det håb, de skabte, betød alt.”

Efter en af de operationer, hendes kæreste havde gennemgået, gik de en tur. På gaden mødte de en veninde, som var færdiguddannet sygeplejerske. Da snakken faldt på, hvad Alberte selv lavede, gik det op for hende, hvor halvhjertet hendes eget svar lød.

Efter mødet kiggede Albertes kæreste på hende og spurgte: ”Er du egentlig glad for det, du laver?”

Alberte vidste, at svaret var nej. Det spørgsmål, lagt oven i de mange timer på hospitalet og mødet med venindens begejstring for sygeplejefaget, blev udslagsgivende.

Kort efter droppede hun ud af CBS og søgte ind på sygeplejerskeuddannelsen.

Et liv med mening

I dag arbejder Alberte både på Rigshospitalet og Bispebjerg, samtidig med at hun er i gang med 3. semester af sygeplejerskeuddannelsen. Hvor hun før talte minutterne til at få fri, flyver timerne nu forbi, når hun fordyber sig i fag som anatomi og fysiologi, er på vagt eller i praktik.

”Jeg smiler, når jeg går hjem fra en nattevagt,” siger hun. ”Mine veninder kan mærke, jeg er gladere. Og jeg kan mærke, at jeg gør en forskel – hvor klichéagtigt det end lyder.”

Hun indrømmer dog, at bekymringerne i starten var mange:
”Jeg tænkte: Hvad nu, hvis jeg en dag står alene med nogle fremtidige børn?
Kan jeg så klare mig økonomisk?
Og hvad med natarbejde – kan jeg holde til det? Det er jo skræmmehistorierne om arbejdet som sygeplejerske, der ofte fylder i medierne.”

”Men jeg oplever nu, hvor meget det betyder at stå op til et arbejde, der giver mening, og i mødet med mine kolleger har jeg set, hvordan det gang på gang er muligt at strukturere en givende hverdag på trods af de vilkår, vi arbejder under.”

Et øjeblik af genkendelse

For nylig oplevede Alberte en situation, der ramte hende særligt. En patient, der formodentlig havde brækket ryggen og var indlagt på hjerteafdelingen, havde mistet evnen til selv at klare de mest basale ting – som for eksempel at gå på toilettet. Midt i den sårbarhed tog hun Albertes hånd og takkede hende for, at hun og kollegerne talte til og med hende – og mødte hende i øjenhøjde, i stedet for at tale hen over hovedet på hende.

”Det var præcis den oplevelse, jeg selv havde, da min kæreste lå indlagt,” siger Alberte.

”Og nu stod jeg på den anden side – og gjorde det for en patient. Det rørte mig virkelig. Episoder som denne gør, at alt det hårde arbejde er det hele værd.”

Selvom hun er bevidst om de udfordringer, faget står overfor, er Alberte fast besluttet på at nuancere billedet af sygeplejen.

”Vi er ikke bare varme hænder. Vi er faglige, skarpe og uundværlige,” siger hun.

”Der er masser af muligheder i faget, hvis man er villig til at forme sin egen vej. Og når jeg sammenligner det liv, jeg havde før, med det, jeg har nu, er der ingen tvivl: Jeg har aldrig følt mig mere hjemme i et fag.”