
Nu sker det: Regeringen vil afskaffe særlig moms

Danmark står midt i en såkaldt læsekrise, men nu håber kulturminister Jakob Engel-Schmidt på at komme den til livs.
Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Danmark står midt i en såkaldt læsekrise, men nu håber kulturminister Jakob Engel-Schmidt på at komme den til livs. Onsdag morgen har han oplyst, at regeringen vil afskaffe momsen på bøger, der i skrivende stund ligger på 25 procent og dermed er den højeste i verden.
– Det er noget, jeg som kulturminister har arbejdet for, fordi jeg tror på, at vi skal sætte alt i spil, hvis vi skal have den læsekrise til livs, der desværre breder sig i de her år, fortæller han ifølge Ritzau.
Afskaffelsen af bogmomsen vil koste 330 millioner kroner årligt. Det skal finansieres via det økonomiske råderum, som er statens forventede økonomiske overskud, oplyser han til mediet.
Udmeldingen kommer et par måneder, efter arbejdsgruppen nedsat af kulturministren netop foreslog at fjerne bogmomsen for at styrke bogbranchen og dansk litteratur.
Det er ikke til at forudse, hvor meget prisen vil falde på bøger, men ministeren regner med, at det svarer til den afskaffede moms på 25 procent. Han fortæller dog, at han vil følge med i, hvordan priserne udvikler sig – og at hvis profitten hos forlagene vokser, og priserne ikke falder, må “man overveje, om det var det rigtige at gøre”.
Hos Gyldendal er man begejstret for nyheden, fortæller administrerende direktør hos Gyldendal Hanne Salomonsen DR og oplyser, at hun forventer et prisfald på omkring 20 procent.
Nye boller på suppen
Det var ellers en noget mere afmålt kulturminister, der for et par måneder siden i en pressemeddelelse udtalte, at forslaget om at afskaffe moms på bøger var “et godt afsæt”, men at der ikke fandtes hurtige løsninger på at komme læsekrisen til livs.
Men noget tyder på, at prisen på bøger alligevel spiller en rolle – særligt, hvad angår unge læsere, som er dem, regeringen gerne vil have i gang med at læse mere. En undersøgelse fra Dansk Erhverv fra november 2024 viser, at knap hver fjerde dansker ville købe flere bøger, hvis prisen faldt med 20 procent. Det gør sig særligt gældende for unge i alderen 18-29 år.
I Sverige satte man tilbage i 2001 momsen på bøger ned til seks procent. Ifølge Ritzau skulle en analyse dog vise, at prisfaldet øgede bogsalget hos dem, der i forvejen købte bøger, og tiltaget dermed ikke helt havde den tilsigtede effekt. Om det samme gør sig gældende i Danmark, må tiden vise.

Læs mere om: