Vi mødes én gang om måneden i et hus udenfor Tisvilde, hvor wifi-signalet dør, og samtalerne lever

Maj Bredahl Skånstrøm er skribent på femina. Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

De andre er pensionerede og gråhårede. De snakker i pauserne om udflugtsmål for børnebørnene, og når jeg bruger tid på studiet, bruger de den måske på kryds og tværs.

Udefra set er jeg den åbenlyse malplacerede: den eneste 22-årige i en bogklub fyldt med personer, der er 75+.

Alligevel ville jeg ikke bytte bogklubben for noget – for her er et fællesskab, jeg ikke møder andre steder.

Når jeg skal fragte mig selv op til bogklubshuset, lige udenfor Tisvilde, tæt på mit barndomshjem, er det oftest med en lettere opgivende tilgang. Ikke fordi jeg ikke vil være der. Men fordi hele verden, mig selv inklusiv, virker til at være optaget af at optimere døgnets timer. Pludselig kan 2,5 til 5 timer (alt efter om der er vin på bordet) en torsdag aften føles som et luksusfrådseri af tid, jeg tror, jeg ikke har.

Når jeg læner mig tilbage i toget, der kører gennem Gribskov, sænker roen sig. Om det er synet af træer, træer, træer, eller det faktum, at gennemkørslen kobler mig af internettet, ved jeg ikke, men her begynder jeg at slippe byens puls og glide ind i månedens bog.

Bøger har været glohede den seneste tid, både som kulturelt emne og som fysisk accessory på københavnske bænke i sommersolen.

Vogue kårede tidligere i år bogen som den mest sexede accessory, og hen over sommeren har begrebet “performative reading” foldet sig ud i parker og på caféer i landets storbyer — læsning som midlet, ikke målet; en visuel markør for intellekt, stil og sexappeal. Jeg stemmer i for bøgernes synlighed, men lad os ikke læse performativt. Lad os læse. Og lad os læse kollektivt.

Min bogklub begyndte i 2020, under lockdown, da en lokal kvinde, der hedder Kirsten, skrev i byens Facebook-gruppe og spurgte, om nogen ville mødes og tale om bøger. Jeg har altid holdt af ord, lige siden jeg i børnehaven blev venner med Jonathan, fordi jeg kunne tale, og han kunne slås.

Så nysgerrigheden var vækket. Og da Tiger King ikke løb nogen steder, og jeg ellers brugte min tid på at flirte med en 3.g’er over Teams, var valget ikke svært.

Til det første møde havde jeg mine fordomme om de grå hjelme. Normalt siger man, at man skal give en bog et vist antal sider, før man lægger den fra sig. Her tog det mig 15 minutter at opdage, at bogklubben var en page turner. De var alle læselystne, unge mennesker, som bare var blevet ældre.

Én gang om måneden, altid i Jens' og Kirstens hus, samles vi.

Uden at nævne det, sætter vi os hver gang på præcis de samme pladser – som om stolene ville blive fornærmede, hvis vi satte os et andet sted. På demokratisk vis kan alle foreslå bøger. På udemokratisk vis mundhugges vi kærligt om, hvis tur det egentlig er til at vælge, som om hele klubbens litterære skæbne afhang af det valg.

Sidst jeg var til bogklub, hilste jeg på værtsparrets hund, og Jens sagde: “Ja, hvis vi bare talte til hinanden, som vi gør til hunde, ville der ikke være krig i verden.” Sætninger som den samler jeg på.

Bogklubben holder mig ikke kun op på at læse, men giver mig også små citater, mærkelige observationer og eftertanker, jeg ville være gået glip af, hvis jeg ikke sad dér ved bordet.

At jeg læser til bogklubben i en fysisk bog, er et vigtigt element.

Den fysiske bog skaber mentale billeder, som bliver hos mig længe efter, at jeg har lagt den fra mig.

Modsat de digitale medier, der konstant distraherer og trækker mig i andre retninger, er den fysiske læsning en sammenhængende proces, der – ifølge forskningen – styrker mit ordforråd, gør mig mere sympatisk, samarbejdsvillig og udholdende. Den giver mig også nye perspektiver på verden, og når de møder andres, folder historierne sig ud på uventede måder.

Der er en særlig skønhed i at dele sin forståelse af en bog og opdage, at en medlæser har fået øje på noget helt andet. Jeg repræsenterer ungdommens perspektiv i min bogklub, og selvom jeg ikke har samme livserfaring som de ældre medlemmer, er mine refleksioner lige så interessante for dem, som deres er for mig. Det er det, der gør bogklubber særlige. Selvom vi er forskellige, mødes vi om litteraturen, udforsker og udfordrer hinandens synspunkter.

Vi bringer hver vores perspektiv ind i diskussionerne, som oftest er diskussioner og ikke dialoger. Som når et medlem, med sin kulturelt-historiske ballast, graver andre tekster frem, der enten bekræfter eller udfordrer en debutromans plot, og nogen straks har en indvending. Eller når den 83-årige skolelærer med hang til æblekage spejler sig i en trediveårig hovedpersons følelsesliv, og det bliver en fælles mission at finde parallellerne.

Bogklubben skriver os sammen på tværs af aldre, baggrunde og tempo i livet. På trods af, at vi nogle gange er uenige om alt fra forfattervalg til fortolkning. Måske netop derfor.

Bogklubben tilbyder en modvægt til det hurtige, det overfladiske og til de samtaler, vi altid har med de samme mennesker. Her sætter vi tid af til at fordybe os og dele læseoplevelser, så de bliver kollektive.

Og i modsætning til den performative læsning i storbyens parker handler medlemskabet i bogklubben ikke om at se klog ud, men om faktisk at blive klogere.