
God nyhed til småbørnsforældre: Nu er det blevet cool at se træt ud

Jenna Ortega til ‘Wednesday’ sæson 2 premieren i London.
Foto: Scott A Garfitt/AP/Ritzau Scanpix
– Du ser træt ud.
Hvis det også er på din top 10 over mest enerverende ting at få at vide, så er der god grund til at trække vejret og sænke skuldrene. For med den seneste trend på modemarkedet kan ovenstående meget vel være ment som et stort kompliment.
Det er nemlig blevet in at se træt ud. Rigtig træt ud. Jeg-har-ikke-sovet-i-et-år slags træt. Det skriver CNN.
‘Tired Girl’ er makeuptrenden navngivet, og på TikTok popper et stigende antal makeuptutorials op, der vejleder brugeren i præcis, hvilken makeup man skal lægge for at se virkelig smadret ud.
Opskriften lyder nogenlunde således: mørke rande og makeup smurt på og rundt om øjnene, blegt ansigt, mørk blush under kindbenene, der får ansigtet til at se indsunkent ud og mørke læber.

Influencer Emma Chamberlain hyldes også som en af inspirationskilderne bag det trætte look.
Foto: Dprf/AP/Ritzau Scanpix
Ifølge CNN er ‘Tired Girl’-trenden en modreaktion på den klassiske makeupkultur, som handler om at se så frisk ud som muligt. Særligt er det et modstykke til ‘Clean Girl’-trenden, der med sine perfekte, tilbagesmurte hårknolde, naturlige makeup og overordnede ‘rene’ look har domineret modebilledet de seneste år.
Trættepigelooket handler i stedet om at omfavne det uperfekte. Mediet refererer trendens primære oprindelseskilde som Wednesday Addams, den morbide datter fra ‘The Addams Family’, som Tim Burton har givet nyt liv i Netflix-serien med Jenna Ortega i hovedrollen.

Looket fungerer ekstra godt, hvis man ligner en, der er klar til at dræbe, hvis ikke man får sin morgenkaffe. Her Gabbriette Bechtel fra filmen "I Know What You Did Last Summer".
Foto: Chris Pizzello/AP/Ritzau Scanpix
Netop Wednesday bærer det karakteristiske look med mørke skygger under øjnene og porcelænshvid hud. En stil, Jenna Ortega for nylig også bar på den røde løber til seriens premiere i London.

Jenna Ortega til ‘Wednesday’ sæson 2 premieren i London.
Foto: Scott A Garfitt/AP/Ritzau Scanpix
Looket er en slags reproduktion af andre kendte antiheltinder, der havde et distinkt træt udseende, men stadig var cool. Tænk Angelina Jolie i ‘Girl, Interrupted’ eller en ung Natalie Portman i ‘Léon.’

En træt og trendy Natalie Portman i filmen ‘Léon’.
Foto: Gaumont/Zuma/Ritzau Scanpix
Mens looket kan ligne noget, der er udsprunget af grunge- eller punksubkulturen, så er det i stedet en del af ‘core’-bevægelsen; en trend, der fødes på internettet og praktiseres og feticheres for så at blive erstattet af den næste trend, skriver CNN. Her kan ‘Barbie-core’ og ‘cottage-core’ nævnes som nogle af de mest populære core-trends, der kom og gik hurtigt igen.
Så hvis du er blandt de heldige, der ligner udskidt æblegrød om morgen, er der grund til at omfavne det – i hvert fald det næste lille stykke tid.
