’Together’ er årets parforholdsgyser: Handler om alt det, vi helst undgår at tale om

”Er det en joke?”

Der findes næppe fire mere hjerteskærende ord end dem, når man ligger på knæ og er i gang med at fri til sin udkårne. De forbandede sekunder, hvor man venter på svar, og stilheden larmer usædvanligt højt i lokalet, der er fyldt med alle ens bedste venner.

Tvivlen når lige akkurat at sætte ind hos Millie (Alison Brie), der sidder på det ene knæ og venter på, at kæresten Tim (Dave Franco) skal åbne munden og sige ja eller nej.

De har været sammen i knapt 10 år og står overfor at skulle flytte, da hun har fået et lærerjob i en mindre by, flere timer fra deres hidtidige domicil. Tim er en arbejdsløs musiker, som for nylig har mistet sine forældre under traumatiske omstændigheder.

Alt er ikke fryd og gammen mellem kæresteparret, men det overrasker alligevel Millie, at svaret fra Tim på hendes frieri ikke kommer med det samme. Hvad der føles som en evighed er nærmere 20 sekunder, inden han får sagt ja, men uroen har allerede greb i deres kroppe.

Efter de er flyttet, tager de på en vandretur i skoven, hvor de under et uvejr falder ned i en mystisk grotte. I mangel på vand drikker de af en kilde dernede. Da de vågner op, klistrer deres ben ubehageligt sammen. Nærmest, som om deres hud er smeltet sammen.

På den måde bliver gyseren ’Together’ årets vildeste hudfletning af parforholdet.

Fuldstændig exceptionel

Det er den ukendte australier Michael Shanks, der har instrueret og skrevet manuskript til filmen, som har det virkelige ægtepar, Alison Brie og Dave Franco, i hovedrollerne.

Hver eneste scene mellem de to er en skræmmende udforskning af, hvordan uro og usikkerhed kan krænge sig ned som en kile i selv det mest perfekte parforhold. Tilsat en god gang sort humor, da begge skuespillere har rigeligt med komedieerfaring og en vidunderlig timing, så der kommer et par befriende grin imellem alle de gruopvækkende øjeblikke.

Vi befinder os den horror-undergenre, der hedder body horror, hvor – groft opridset – kroppe fusioneres eller transformeres på forskellig og forfærdende vis. Senest så vi den brugt til perfektion sidste år i ’The Substance’, og til en dissekering af parforhold er der faktisk ikke en bedre genre.

Der er fuld smæk på effekterne, så samtlige af ens sanser kommer på overarbejde inden for få minutter af ’Together’.

Lydsiden er fuldstændig exceptionel. Vi er helt inde i hovedet på især Tim, hvor både hans angstanfald og den mystiske kraft, der trækker ham og Millie sammen, udsætter hans krop for overbelastning. Legen med lyd, både den i hans indre, og også den højnede og skærpede lyd omkring ham og hende, er fuldkommen enestående.

Dyrisk tiltrækning

’Together’ ville ikke være en god body horror-film, hvis ikke det var for nogle overbevisende effekter, og dem får vi tidligt en ubehagelig smagsprøve på. I forbindelse med eftersøgningen af et andet par finder et par hunde den mystiske grotte og drikker af vandet.

Det korte glimt af sammensmeltningen af de to er den mest skræmmende brug af hunde i en film siden John Carpenters ’The Thing’ fra 1982. Her var det et rumvæsen, som absorberede organisk liv og imiterede det. Ofte med urovækkende resultater, herunder en flok slædehunde.

Brie og Franco spiller begge fantastisk. Både de enormt fysiske strabadser sidder i skabet, og de spydige bemærkninger, som Millie og Tim konstant sender i den andens retning.

Forvredne og sammensmeltede kroppe er blikfanget, men ’Together’ er først og fremmest et studie af parforholdet.

"Elsker vi hinanden, eller har vi bare vænnet os til hinanden,?” spørger Millie på et tidspunkt og rammer her hovedet på sømmet i deres problemer. De har ladet utalte problemer vokse sig så store, at de nu er kæmpemæssige kløfter.

For eksempel har de ikke haft sex siden hans forældres død, og efter de har drukket af vandet, har han pludselig en frådende appetit på at være sammen med hende. Det er nærmest dyrisk, og da de så endelig har sex, ja, så gør det fysisk ondt at komme fra hinanden. Og sådan fortsætter det i filmen, hvor toksisk tosomhed bliver spiddet og vendt.

Der er en morale om at turde give sig hen til sin partner og give slip på individuelle egoer for at kunne fungere som en enhed. Men vejen dertil kræver en masse erkendelse fra begge parter. Både overfor hinanden, og ikke mindst overfor dem selv.

’Together’ er årets uundgåelige parforholdsfilm, hvor vi kommer omkring alle de ubehagelige afkroge af et forhold, som man måske ikke har lyst til at konfrontere. Det gør ondt, og alligevel ender man med en behagelig følelse i kroppen. Ikke mindst takket være en genial og absurd brug af en Spice Girl-sang, der er lige dele kitsch, grinagtig og skræmmende på en gang, så man ikke kan gøre andet end at overgive sig.