Popkultur
13. august 2025

De nye bachelorettes skal holde deres kærlighedsliv hemmeligt i hidtil uset lang tid

De kommende bachelorettes ser ind i nogle hårde måneder, vurderer tidligere bachelorette, Mai Cermeño.
Af: Nina Pratt
28-årige Sofie Sytnik Jørgensen er den ene bachelorette i den kommende sæson.

28-årige Sofie Sytnik Jørgensen er den ene bachelorette i den kommende sæson.

Foto: Steffen Røes/TV 2

Når TV 2 næste gang sender ‘Bachelorette’, bliver det med hidtil uset lang ventetid mellem optagelse og premiere. Mens optagelserne til fjerde sæson starter her i slutningen af august, er den først sat til at udkomme i foråret 2026.

Det betyder, at de to kvindelige hovedpersoner står over for en ekstra lang periode, hvor de skal holde deres kærlighedsliv hemmeligt for offentligheden.

Mens deltagerne i de tre tidligere sæsoner har måttet være diskrete og ikke date nogen offentligt i omtrent syv måneder, risikerer de to nye bachelorettes at skulle vente op mod 10 måneder, før de kan sænke skuldrene. Men er det rimeligt?

Thomas Richard Strøbech, der er redaktør for underholdning på TV2, erkender, at det kan være krævende at skjule sit kærlighedsliv i så lang tid.

– Selvfølgelig er der etiske overvejelser. Vi vil gerne gøre processen og oplevelsen så god og holdbar som mulig. Det er jo primært de to kvindelige medvirkende, der skal være ekstra opmærksomme i den mellemliggende periode. Vi prøver at være så ærlige og tydelige som muligt up front, og så hjælper og rådgiver vi undervejs. Vi står så lidt i vejen som muligt for deres videre liv, men når udsendelserne kører, beder vi dem om lidt mere diskretion i deres datingliv af hensyn til seerne, skriver han i et skriftligt svar.

Er det realistisk at bede dem have mundkurv på i så lang tid?

– Vi giver ikke deltager mundkurv på, men vi har altid en meget grundig snak med vores medvirkende, så de ved, hvad de går ind til, og hvordan de kan gebærde sig bedst uden at spoile.

Han vil ikke svare på, om deltagerne risikerer at få en bøde, hvis de taler over sig – noget, der er standard praksis inden for reality tv – men oplyser, at TV 2 har en “dialogbaseret tilgang”.

Hvad er årsagen til, at der går så lang tid (7-9 måneder) mellem, at fjerde sæson af ‘Bachelorette’ optages og sendes i fjernsynet?

– Det er rigtigt, at vi optager lidt tidligere i år, september-oktober. Det skyldes primært, at vi har valgt at rykke optagelserne til Europa. Det gør faktisk en enorm forskel på produktionens CO2-udledning, om vi flyver knap 100 mennesker oversøisk eller bliver tættere på hjemme, så det er også et klimahensyn, vi har haft med i det store billede.

https://imgix.femina.dk/2025-08-13/foto-steffen-roes-tv-2.jpeg

28-årige Sofie Sytnik Jørgensen er den ene bachelorette i den kommende sæson.

Foto: Steffen Røes/TV 2

“Jeg skulle ikke bede om det”

Mai Cermeño, der sammen med Emma Sofie Nielsen var hovedperson i den netop afsluttede sæson af ‘Bachelorette’, udtrykker skepsis overfor den ekstra ventetid, de kommende Bachelorettes står overfor.

– Man kender jo præmissen, når man siger ja, så jeg tænker, at de er afklaret med, at det er det, som de har sagt ja til. Det er dog et par hårde måneder, de går ind i. Jeg skulle ikke bede om det – hverken med eller uden kæreste, fortæller hun.

Hun fortæller, at det ikke var penslet ud, hvad hun måtte og ikke måtte gøre i perioden mellem optagelse og udsendelse, men at der var en aftale baseret på “sund fornuft” og mulighed for sparring, hvis hun var i tvivl om noget.

For hendes vedkommende var det “okay” at skulle være diskret i de pågældende syv måneder, fortæller hun, men tilføjer, at det nok hjalp, at hun var single.

– Der var ikke en person, jeg skulle ‘skjule’ på den måde. Der var noget rart i ikke at måtte sige noget, for så skulle man ikke tage stilling til, hvor meget man fortalte, hvem og hvordan. Det havde måske været hårdere, hvis jeg havde haft en kæreste, som jeg gerne ville date i offentligheden og vise til venner og familie, fortæller hun.

Selv om det er hårdt at holde tæt med information så længe, fortæller Thomas Richard Strøbech, at deltagerne er motiverede.

– Vores erfaring er, at der er stor forskel på netop perioden mellem optagelse og udsendelse – også i forhold til, hvor diskret man skal være. Det taler vi løbende med de medvirkende om i hele processen. Heldigvis synes de medvirkende også selv, i vores erfaring, at det overordnet kan være motiverende at tage hensyn til de mange, der følger med, og undgå at spoile, selvom det også kan være hårdt.

Mai Cermeño har ad flere omgange fortalt, at hun gerne ville have datet Alexander, som hun gav sin sidste rose til, på en mere casual facon, da de kom hjem fra optagelserne i Mexico, men at de hemmelighedsfulde rammer, de skulle date under, gjorde det svært.

– Det er helt klart et udfordrende set-up for et spirende forhold, men jeg er også sikker på, at det godt kan lade sig gøre, hvis man virkelig er forelsket i hinanden, når man tager hjem fra optagelserne. Se bare de tidligere Bachelorettes, siger hun og tilføjer:

– Men når man ikke er på det niveau af forelskelse, så er det klart en udfordring ikke at måtte date ude på en rolig og mere naturlig måde, hvor man kan lade følelserne udvikle sig i et roligt tempo, fortæller hun, men tilføjer, at det “selvfølgelig kan lade sig gøre”, hvis man vil.

https://imgix.femina.dk/2025-08-13/foto--steffen-roes-tv-2.jpeg

29-årige Mie Borup blev for nylig offentligjort som deltager i næste sæson af ‘Bachelorette’.

Foto: Steffen Røes/TV 2

I en tid med smartphones og sladrefora som Reddit, der blev flittigt brugt til at dele rygter om de medvirkende i de øvrige sæsoner af ‘Bachelorette’, kan man forestille sig, at det er ekstra svært at holde sit kærlighedsliv hemmeligt i op mod et lille år. Det bekymrer dog ikke produktionen bag programmet, fortæller Thomas Richard Strøbech.

– Der står meget på Reddit, og dem der benytter mediet, ved at mange af informationerne derinde er udokumenterede eller rygtebaseret. Vi oplever, at både de etablerede medier og de medvirkende nødigt vil spoile, da det ødelægger seeroplevelsen.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.