
Morgensang gør uventet comeback: “Jeg er så glad, at jeg får lyst til at bryde ud i sang”

Langt flere børn end forventet synger nu fællessang i folkeskolerne efter Kulturministeriets millionindsats.
Foto: Søren Steffen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
‘I Østen stiger solen op’, ‘Godmorgen, lille land’ og ‘Svantes lykkelige dag’ har fået en langt større renæssance i de danske folkeskoler, end mange måske havde turdet håbe på.
– Jeg er så glad, at jeg får lyst til at bryde ud i sang.
Sådan lyder det fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet i dag. Grunden til ministerens glæde er den såkaldte morgensangsmissions overvældende succes.
Missionen begyndte i starten af skoleåret og blev båret frem af den folkekære fællessangsfortaler, Phillip Faber. Han har siden stået i spidsen for projektet om at få morgensangen og den musikalske dannelse tilbage på skoleskemaet.
Med 15 millioner kroner fra Statens Kunstfond i hænderne og et særligt morgensangskorps bestående af 18 musikere, er det nu lykkedes at få 52 procent af danske folkeskoler til at synge om morgenen. En milepæl, der langt overstiger kulturministerens forventninger.
– Det er fantastisk. I det hele taget fortjener alle skoler, der er med i morgensangsmissionen, en fanfare for at prioritere trivsel og dannelse hos deres elever, siger Jakob Engel-Schmidt.
Begejstringen er stor, for oprindeligt var det kun en fjerdedel af landets folkeskoler, man havde satset på at få med på sangvognen. Og selv dén ambition er tidligere blevet kaldt dødsdømt af ministeren selv.
Projektet kulminerer i dag i en stor afslutningskoncert med JJ Paulo og børnene fra Skivehus Skole, som er den heldige vinder af lodtrækningen blandt folkeskolerne i Midt- og Vestjylland, hvor tilslutningen til projektet har været størst. I området er det 66 procent af alle folkeskoler, der har tilmeldt sig morgensangsmissionen.
Kulturministeren hviler imidlertid ikke på laurbærerne efter projektets store succes, men kommer med en kærlig opfordring til landets resterende skoler i pressemeddelelsen:
– Jeg håber da bare, at de sidste 47 procent af skolerne vil følge trop, for morgensang er den bedste begyndelse på dagen, lyder det fra ministeren.

Udvalgt indhold

Julie Berthelsen har fundet sin egen vej: "Det gjorde måske også, at jeg ikke blev en verdensstjerne?"

I sportens verden kan vi tale åbent om alle andre skader, men den her er stadig alt for tabubelagt
