Liv
11. august 2025

Birgit råbte om hjælp, men han kunne ikke høre hende: "Det mindede mig om, hvor skrøbeligt livet er"

Birgit badede i floden, da hun pludselig mærkede, at hendes ben blev suget væk under hende.
Af: Ida Bergersen
Birgit skulle bare bade, da hun pludselig blev taget af strømmen.

Birgit skulle bare bade, da hun pludselig blev taget af strømmen.

Foto: Privatfoto

Det er nu et par uger siden, at 57-årige Birgit Neset var på fjeldtur med sin bror, Stian, i Luster ved Jostedalsbreen i Norge. Efter en lang tur gennem den storslåede natur, fik Birgit lyst til at bade i elven, som de tidligere havde krydset.

– Jeg er sådan én, der bader året rundt – to gange om ugen. Uanset vejr og vind. Jeg skal bare i vandet, fortæller hun med et grin.

Birgit spottede et roligt sted på den ene side af elven, hvor strømmen virkede mindre kraftig. Men for at komme dertil måtte hun ned ad en stenet skrænt. Hendes bror advarede hende og sagde, at hun kunne komme galt af sted.

Strømmen tog fat

Birgit begyndte at vade ud, men vandet nåede kun til midt på læggen, så hun gik lidt længere ud, hvor det nåede hende til halsen.

– Pludselig kunne jeg mærke, at strømmen greb fat og trak mig nedad. Jeg tænkte, det ikke var så slemt, for der var en bro i nærheden, som måske ville stoppe mig.

Mens Birgit badede, stod Stian få meter væk og filmede. Han fangede et par klip af hende i vandet, før han vendte kameraet mod landskabet. På samme tid opdagede Birgit, at der var et rør under vandoverfladen.

– Jeg blev suget ind i røret.

Birgit greb fat i kanten, mens hendes ben forsvandt ind i røret. Hun beskriver, at hun ikke havde nogen chance for at stå imod.

– Jeg råbte om hjælp, men han hørte mig ikke.

Elvens brusen overdøvede hendes råb. Først da Stian vendte kameraet tilbage, opdagede han, at noget var galt. Birgit kunne dårligt holde hovedet over vandet og råbte igen efter hjælp.

Kastede sig i vandet

Stian smed straks sin telefon og løb ud i elven. Han fik fat i Birgits arm. Hun var glat af solcreme og vand, men han formåede efter lidt kamp at trække hende op.

– Han måtte virkelig bruge kræfter. Han var min redningsengel. Jeg tror, han fik et større chok end mig.

Birgit beskriver sig selv som lidt uforsigtig og har tidligere skadet sig på både ski- og vandreture. Hun var klar over, at strømmen kunne være stærk, men intet advarede dem om faren.

– Der var hverken skiltning eller hegn – intet. Det er skræmmende. Dyr kunne også blive revet med i strømmen.

Kort tid efter episoden kom en lokal beboer forbi. Da han hørte, hvad der var sket, fortalte han, at ingen i området bader i netop den elv, fordi de ved, den kan være farlig.

"Livet er skrøbeligt"

Birgit og Stian har efterfølgende kontaktet både grundejer og kraftværk og opfordret til opsætning af skiltning og sikkerhedsforanstaltninger, så andre undgår at komme i fare.

– Det er ubehageligt at tænke på, hvordan det kunne være endt. Jeg var så glad efter en god tur – og så var jeg pludselig i livsfare.

– Jeg har jo tre døtre... siger hun og bliver stille et øjeblik.

– Nej, det går ikke. Du kan ikke dø som 57-årig. Det mindede mig om, hvor skrøbeligt livet er. Men heldigvis gik det så godt, som det kunne.

Tanken om, hvad der kunne være sket, sidder stadig i hende. Hvad hvis hun havde været alene?

Efterfølgende har Birgit talt med grundejer, som har lovet at opsætte et midlertidigt skilt. Han forklarede, at strømforholdene kan ændre sig, og at sten og affald fjernes med jævne mellemrum for at holde gennemløbet åbent.

– Jeg kunne være blevet trukket ned og druknet. Eller skyllet mod stenene. Jeg havde nok ikke overlevet det.

Advarer nu andre

Oplevelsen har sat spor. Selvom hun igen er tilbage på arbejde, sover hun stadig dårligt og er mærket af det, der skete.

– Jeg kommer ikke til at bade i en elv igen uden at vide, hvad der gemmer sig under overfladen.

– Først tænkte vi, at vi ikke ville tale højt om det – det var lidt pinligt. Men det er vigtigt, at der bliver taget hånd om det. Jeg håber virkelig, at andre er forsigtige, når de bader i naturen.

Denne artikel blev først bragt hos KK.no, som også er en del af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.