Alder er bare et tal: Hotel Romantik har banet vej for et paradigmeskifte

– Vor tid er eventyrets tid, skrev H.C. Andersen i eventyret ‘Dryaden’. Egentlig talte han om Paris i året 1867, men jeg er overbevist om, at han må have kigget ind i spåkuglen og set det eventyr, der i otte afsnit har udspillet sig i det schweiziske alper, og som der i dag sættes punktum ved.

Opholdet på ‘Hotel Romantik’ er nået til vejs ende, og mens vi har glædet os til at se, hvilke par der blomstrer frem, så har programmet overrasket ved at vise, at det i dette datingeventyr er rejsen og ikke destinationen, der har holdt seerne klistret til skærmen uge efter uge.

Det er ikke en selvfølge for et datingprogram. Det er en lunefuld genre, et format, hvor man ikke kæmper om noget konkret som en pengepræmie, men om noget så flygtigt som et andet menneskes kærlighed. Som seere kan vi være grådige; ender deltagerne ikke med en kæreste, er det fristende at betragte programmet som en fiasko. For så fejler præmissen. Ikke?

Ikke nødvendigvis. Mens det efterhånden er en udtrådt kliché, at deltagerne har fået “én på opleveren” og “lært sig selv bedre at kende”, så rammer det bare anderledes, når 78-årige Kirsten fra Skødstrup rejser sig op ved gallamiddagen på hotellets sidste aften og siger:

– Jeg har et fantastisk bagland, der har fortalt mig, hvor god, smuk, klog, dygtig og hvor dejligt jeg dansede. Og jeg har aldrig taget det til mig. Jeg har aldrig troet på mig selv. I har givet mig noget hver især. Jeg har det, som om jeg har drukket ti flasker champagne, og jeg elsker jer alle sammen.

I finaleafsnittet er det ikke antallet af par, der kommer ud i den anden ende – tre styk – der giver programmet værdi. Det er dens rejse hen imod en alderdom med mening, mod at “slippe fortiden og vælge fremtiden”, som 76-årige Kjeld fra Glumsø udtaler det. En rejse, der undervejs har formået at afkræftet fordomme om alderdommens indvirkning på livsglæden og ikke mindst kærlighedslivet.

Mens debatten om ‘de nye gamle’ – nutidens ældregeneration, der lever aktive, meningsfulde og moderne liv – har fyldt mere og mere de seneste par måneder, så får ‘Hotel Romantik’ banket det fast med syvtommersøm. Og det har været mere end bare fremragende fjernsyn. Det har medvirket til et paradigmeskifte i måden, vi tænker på og taler om den ældre generation. Forskellen er, at samtalen nu ikke kun foregår på universitetet og P1-studiet, men hjemme i danskernes dagligstuer. Det er public service, når det er bedst.

Er alder virkelig bare et tal?

I min anmeldelse af første afsnit skrev jeg, at ‘Hotel Romantik’ var et friskt pust i den efterhånden lange række af realitydatingprogrammer. Det friske element bestod i det, der på daværende tidspunkt føltes som et uudforsket spørgsmål: Hvordan dater den ældre generation egentlig?

Det svarer Sofie Linde på i finaleafsnittet, da hun holder en velkomsttale til deltagerne på deres sidste aften.

– Vi må konkludere, at følelseslivet er eviggyldigt. Man kan sagtens blive forelsket, selv om man er over 60. Man kan også blive rasende og ked af det. Tusind tak for at have vist os det, skåler hun.

Det burde i og for sig nok ikke være så overraskende, men da vi ikke har set lignende datingprogrammer med seniorer, så går seeren alligevel derfra med en følelse af at være blevet klogere. Deltagerne formår også at medbringe nogle datingdyder fra den gamle verden og viser, at de stadig tager kegler. Som Femia siger, da JR dukker op i hendes dør med en lille gave:

– Hvilken pige ville ikke blive glad for at få blomster?

De gamle tricks duer stadig! Der bliver inviteret på frokost, trukket stole ud, bedt op til dans, all that jazz. Der er et helt andet og ufarligt sprog for dating og romantik, som er mere eller mindre eroderet på de unges datingmarked. De ældre snakker ikke om ‘icks’, røde flag, toksisk adfærd eller vibes. De danser, drikker og tager ikke livet så tungt. Som 63-årige Jeanne fra Hvalsø svarer, da produktionen spørger hende, hvad hun skal nå i sin sidste tid på hotellet:

– Fire drinks.

‘Hotel Romantik’ har vist, at alder virkelig bare er et tal, i hvert fald hvad angår kærlighed. De viser også, at de er meget bedre til at hygge sig end deres yngre kolleger i øvrige datingprogrammer. Her var mindre glamour, men mere sjov. Mindre møs, men flere kys. Deltagerne har dog heller ikke været bange for at vise, at aldring ikke er en ren dans på alperoser, og at man stadig kan “have ondt i hoften efter det der zumba-gøgl”, som JR siger.

Undervejs har deltagerne flittigt brugt metaforen om at ‘have en rygsæk’ med sig, der er godt fyldt op, af livet, vel og mærke. De går derfra med en, der er mere fyldt, end de kom, siger de og griner, græder og danser. Det gør seeren også, og der skal nok blive gjort plads til meget mere ‘Hotel Romantik’ i rygsækken fremover. Det har i sandhed været et eventyr.