For fire år siden flyttede Susanne til udlandet med sin familie. Og der var særligt én ting, der ikke måtte ske

Susanne Cordes er forfatter. Dette er en kommentar. Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning.

Engang spurgte en kollega - lad os kalde hende Pia – om ikke vi skulle være venner. Helt som dengang vi gik i knæstrømper i skolegården. Jeg blev ret overrasket. Pia og jeg havde ikke haft specielt meget at gøre med hinanden. Det var ganske akavet, følte jeg.

Andre venskaber er opstået organisk gennem mit liv. Jeg har veninder fra folkeskolen og gymnasiet, andre fra universitetet, arbejdspladser, mødregrupper, yogahold, mine børns børnehaver og skoleklasser.

Andre igen er venners venner, jeg har kapret og med tiden gjort til mine. De er en mangfoldig gruppe. De har forskellige seksuelle orienteringer, en er transkønnet, nogle er singler, andre gift. De fleste har børn, et par stykker har fravalgt. En er 10 år yngre end mig, den ældste 10 år ældre.

De giver mig perspektiver, jeg ikke selv har, og de bekræfter mig i min egen livssituation. Begge dele er givende. Livsnødvendigt, faktisk.

For fire år siden landede vi så i en forstad til Philadelphia uden at kende et øje. Jeg var 49, min mand 50, vores to yngste børn, der var med, var henholdsvis fem og otte. Ingen af os havde nogen venner. Vi var ikke engang endt et sted med en dansker-enklave, vi kunne læne os op ad.

Jeg havde tidligere set veninder flytte til udlandet og ende i en isoleret tilværelse. Det havde jeg svoret ikke skulle ske. Så jeg smøgede ærmerne op og tog det på mig at skaffe os et socialt liv. Ja, jeg blev på en måde Pia.

Det hjalp, at vi havde børnene med. Deres skoleliv åbnede mange døre. Det hjalp også, at USA var ved at åbne op efter to år med corona og rejseforbud.

Folk omkring os smægtede efter kontakt, og det smagte lidt af udlandet at hænge ud med den danske familie. Og så er amerikanerne bare åbne og inkluderende.

Jeg sagde ja til alle invitationer, og vi inviterede stort set ukendte mennesker på middag i ét væk. Det gav mange sjove oplevelser og også et par lettere spøjse. Men med god vin glider meget ned.

Vi fik hurtigt en ret stor bekendtskabskreds. Ud af den bekendtskabskreds er der vokset gode, ægte venskaber. I modsætning til vores danske venner er de alle middelklassepar med børn i samme aldersgruppe.

Til gengæld byder de på en anden form for mangfoldighed. Vi har været inviteret til Bar Mitzvah, Kwanzaa og Diwali. Og nu står vi så over for at skulle tage afsked med dem, fordi vi denne sommer flytter tilbage til Danmark. Ak, livet er for evigt bittersødt.

Med mig i baggagen retur har jeg fået en større forståelse for Pia. Det er ikke nemt at møde nye venner midt i livet. Det kræver en indsats, det kræver mod. Det kræver, at man sætter sig selv i spil. Men det første skridt er række ud. Og håbe på, at den anden tager imod.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 29/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.