Se, lyt & oplev
29. juli 2025

Filmen havde stor betydning for ligestillingen i 2002. Nu kommer efterfølgeren endelig

Instruktør Gurinder Chadha løfter sløret for en ny 'Bend It Like Beckham'-fortælling – og måske et gensyn med Keira Knightley og Parminder Nagra.
Af: Sigrid Luna Nielsen
Keira Knightley og Parminder Nagra i Bend it like Beckham

Den ikoniske fodboldfilm 'Bend it like Beckham' fra 2002 får en efterfølger – instruktøren håber at gense Parminder Nagra og Keira Knightley i nye roller.

Foto: PR

Især de seneste år er der sket store fremskridt inden for kvindefodbold – fremskridt, der har været længe undervejs. Da filmen ’Bend It Like Beckham’ udkom i 2002, var den med til at få bolden til at rulle for kvindefodbold. Nu fortæller filmens instruktør og manuskriptforfatter, Gurinder Chadha, at en efterfølger er på vej.

Den originale film handlede om teenagepigen Jasminder (Parminder Nagra), der ser op til David Beckham og drømmer om at spille fodbold – imod sine forældres ønske. Hendes indiske forældre håber på en mere traditionel, "piget" opvækst, men uden deres viden forfølger hun alligevel sin drøm om en professionel fodboldkarriere. Filmen giver både et indblik i hendes personlige rejse og i den kønsmæssige ulighed i sporten.

– Meget har ændret sig siden den originale film, men jeg oplever, at mange stadig ikke synes, kvinder skal spille fodbold, siger instruktør Gurinder Chadha til BBC og tilføjer:

– Jeg tror, der stadig er ting at sige – og ting, der skal udfordres.

’Bend It Like Beckham’ kickstartede karrieren for både Keira Knightley (dengang 17 år) og Parminder Nagra (dengang 27 år), skriver Women’s Agenda. Og hvis Gurinder Chadha får, som hun ønsker, bliver den nye film også et gensyn med de to.

Manuskriptet skriver hun i samarbejde med sin mand og medforfatter, Paul Mayeda Berges. Derudover skal Emma Hayes, cheftræner for det amerikanske kvindelandshold, bidrage med sin erfaring. Hun fortæller, at filmen havde stor betydning for både hendes liv og kvindefodbolden – og at hun derfor er glad for at kunne være med til at forme efterfølgeren.

– Kvindefodbold er mere konkurrencepræget, mere spændende og mere global end nogensinde før. Det er en ære for mig at være en lille del af det, siger Emma Hayes til Deadline.

Der er endnu usikkerhed om, hvorvidt efterfølgeren bliver en film eller en serie, men Gurinder Chadha fortæller, at premieren bliver i 2027 – og dermed falder sammen med VM i Brasilien.

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.