Rejser
24. juli 2025

Skal du rejse med en kabinekuffert? De her to principper hjælper dig med at udvælge outfits

Skal du ud at rejse, og har du kun en 10 kilo tung kabinekuffert at gøre godt med? Så fortvivl ej; her er rådene til at pakke det essentielle uden at gå på kompromis med garderoben.
Af: Julie Voldby Bruun
kabine kuffert tips

Svært at udvælge hvad der skal med i kabinekufferten? To matematiske principper gør det nemmere.

Foto: Unsplash

Det gode ved at skulle rejse med intet andet end en håndtaske og kabinekuffert er, at du er hurtigt inde og ude af ikke bare flyveren men også lufthavnen.

Det svære er derimod at få plads til hele garderoben. Og hvad er så egentlig vigtigst at pakke?

Ifølge moderedaktør ved The New York Times Vanessa Friedman er det et spørgsmål om farvekombinationer og ikke mindst matematik, og her er der to veje at gå: Enten kan man ty til 5-4-3-2-1-metoden, eller man kan pakke efter 3-3-3-princippet.

Hvis man følger første pakkemetode, er der tale om fem overdele, fire underdele, tre par sko, to lag-på-lag-stykker plus én ting mere – som for eksempel nattøj.

Ønsker man at pakke endnu mere simpelt, så skal man gå efter tre overdele, tre underdele og tre par sko.

I begge tilfælde er det essentielt at pakke farver, der går godt sammen på tværs - enten kan man holde det i sort/hvid, eller man kan gå efter den samme farve i forskellige nuancer.

Hvis det lykkes, opnår man henholdsvis hele 20 og ni outfits.

Når man har udvalgt tøjet, er tricket at gøre ligesom Stellene Volandes, chefredaktør for Town & Country og redaktionel direktør for Elle Decor:

- Jeg ruller mit tøj stramt sammen i kabinekufferten - generelt tre blazere, tre par sorte bukser, nogle bluser, nogle sorte toppe, nogle gange en kjole og sko – aldrig mere end tre par – og toiletsager i rejsestørrelse, siger hun til The New York Times.

Hun tilføjer, at nøglen til at pakke godt skal findes i hovedet: Man skal acceptere ikke at have flere valgmuligheder, og man skal være okay med at gentage outfits - pak aldrig noget, du kun vil bruge én gang på turen.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.