'The Great Lillian Hall' er en film om at sige farvel og give slip. På det, der er, det der var, og det, der aldrig blev

Der var engang, hvor teaterverdenen – og filmverdenen for den sags skyld – var befolket af ægte divaer. Kunstnere, der levede og åndede for de skrå brædder, og forventede, at solen kun stod op for deres skyld.

Broadway-stjernen Lillian Hall (Jessica Lange) er en af de sidste af sin art. Hun har levet et langt liv i Broadways neonskær, med sin nu afdøde instruktørmand ved sin side, foruden sin trofaste, omend hårdtprøvede, assistent (Kathy Bates) – og med sin stakkels datter (Lily Rabe) gemt og glemt i baggrunden.

Hun har levet og åndet for sin kunst. Men også for de beundrende blikke og de stående ovationer. Nu er det snart tid til sidste tæppefald, og Lillian Hall skal til at gøre regnskabet op. Men ikke uden en sidste omgang i manegen – eller rettere, på de skrå brædder.

Hun har fået hovedrollen i Tjekhovs ’Kirsebærhaven’, men har for første gang i karrieren problemer med at huske sine replikker. Premieren nærmer sig, og holdet omkring hende bliver mere og mere frustrerede. Selv den unge instruktør, der ellers er hendes største fan, er ved at give op, og sender hende til en læge, der konstaterer, at hun lider af begyndende demens. Ikke just det man har lyst til at høre, når hele ens eksistens er betinget af, at man kan huske sine replikker.

EN TABT KAMP

Lægen råder hende til at opgive rollen, men har ikke regnet med, hvor stædigt Lillian er i stand til at klamre sig til sin sidste stund på de skrå brædder. Hun er irriterende insisterende, og selvom det betyder, at hun er nødt til at føre sine kolleger bag lyset, og sætte hele stykket på spil, hepper vi helhjertet på, at den gamle cirkushest må få sin allersidste tur i manegen. Også selvom det i stigende grad ligner Don Quixotes kamp mod vindmøllerne. Tabt, umulig, men vidunderlig i al sin tragiske illusion.

For selvom Lillian Hall, som de fleste divaer, kan være bundirriterende, er hun også rørende i sin sårbarhed, sin længsel efter sin mand, efter fortiden og alt det, der var. I sin fortrydelse over forholdet til datteren, der er blevet voksen, uden nogensinde for alvor at have haft sin mor i sit liv som andet end en flygtig gæstestjerne, evigt på vej mod sceneindgangen og det lokkende stjerneskær.

Nogle af filmens mest akavede, men også oprigtigt rørende scener er i datterens lille hus, der på en eller anden måde er for småt til Lillian, der alligevel insisterer på at skrumpe sig selv så meget, at hun kan være der. For første gang i virkeligheden. Måske for sent. Måske lidt for halvhjertet. Men alligevel bedre sent end aldrig.

ET BEVIDST VALG

Når vi hepper så helhjertet på den gamle krukke, skyldes det selvfølgelig, at hun bliver spillet af vidunderlige Jessica Lange, der gennem en næsten fem årtier lang karriere har vist, at hun er en skuespiller i særklasse.

Og faktisk en af de få, der kan prale af at have alle de store priser på kaminhylden: 2 Oscars, 3 Emmys, en Golden Globe og en Tony. Plus det løse. Med sin store erfaring indenfor både film, serier og teater er hun mere end klædt på til at sætte sig i Lillians sted.

Og hun gør portrættet til mere end en film om en diva, men en film om et menneske, der har truffet nogle radikale valg i sit liv. Både nogle hun fortryder, og andre, hun ikke fortryder.

Fordi hun har valgt teatret, frem for alt. Bevidst om, hvad det betød.

For teaterkunsten kræver kompromiser. Sene aftener, tilbragt væk fra hjemmets rede, lange prøveperioder, hvor hoved og hjerte er optaget af fiktive scenarier frem for virkelighedens gøremål. En jagt på anerkendelse og fastholdelse, der ikke stopper ved sceneindgangen. Hun formår at vise, at der findes to Lillian’er. Den, der glitrer i spotlyset, og den, der er derhjemme bag lukkede døre.

Men hun viser også, at efter et langt liv i scenens tjeneste, er de to umulige at skille ad. Den ene kan ikke eksistere uden den anden. Derfor bliver hendes kamp mod demensen ikke kun en kamp mod den stadigt mere fragmenterede hukommelse, men en kamp for det eneste, der stadig giver hendes liv mening. Det er liv og død.

ET SIDSTE FARVEL

Jessica Lange får fint modspil af en rapkæftet Kathy Bates som den livslange assistent, hendes fortrolige og måske i virkeligheden eneste rigtige veninde, Edith. Også Lily Rabe er god som hendes hårdt prøvede datter.

Ligesom Pierce Brosnan er fin som hendes livs- og dameglade kunstmaler-nabo, der altid er klar til at lægge øre til Lillians frygt, bæven og enetaler hen over altanmuren. Højt hævet over byen, der aldrig sover. Når han altså ikke lige får damebesøg. Han er et varmt, vittigt og livsklogt anker for Lillians højtflyvende neuroser.

Man tager sig i at håbe, at de to kunne opleve en sidste romantisk forbindelse, der dog aldrig bliver til mere end et kys. Heldigvis, for ’The Great Lillian Hall’ er ikke en film om nye begyndelser, det er en film om afslutninger. Om at sige farvel og give slip. På det, der er, det der var, og det, der aldrig blev. Om fortrydelse og frygt, men også om fejring af det fantastiske liv, der blev Lillian Hall til del.

En divas sidste farvel, på rejsen mod demensens glemsel, men evigt uforglemmelig. Og så er det en hyldest til teateret. Nærværets flygtige kunst, der kun lever her og nu. I mødet med det publikum, det hele handler om.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.