Underholdning
10. juli 2025

Her er redaktionens store sommer-læseliste

Vi synes også, du skal bruge sommeren på at læse bøger. Her er en masse inspiration.
Af: Redaktionen
Timothée Chalamet i 'Call me by your name'

Timothée Chalamet i 'Call me by your name'

Foto: PR

Signe Larsen anbefaler: Romanføljeton

Jeg skal læse Asta Olivia Nordenhofs ‘Penge på lommen’ (2020) og ‘Djævlebogen’ (2023), første og anden bog i hendes romanføljeton på syv bind om mordbranden på Skandinavian Star i 1990. Jeg har fået dem anbefalet af en veninde, og de handler vist ikke særlig meget om den virkelige brand, men i højere grad om kapitalismen (og dens ofre), kærlighed og sex.

Jeg kan læse mig til, at vi i den første bog følger ægteparret Maggie og Kurt gennem fortællerens øjne, der selv bliver viklet ind i deres historie. Det skulle være både rørende, overraskende og gyser-agtigt undervejs, og forfatteren har tilsyneladende høstet utallige roser for sine samfundskritiske fortællinger og vandt også European Prize for Literature i 2020.

Begge bøger er desuden holdt på under 200 sider, og det er jo bare perfekt til sommerhusturen, hvor man ikke orker at slæbe en moppedreng med eller at slå et alt for stort brød op.

‘Djævlebogen’ er anden bog i romanføljetonen på syv bind om mordbranden på Skandinavian Star i 1990.

‘Djævlebogen’ er anden bog i romanføljetonen på syv bind om mordbranden på Skandinavian Star i 1990.

Foto: PR

Julie Bruun anbefaler: Nobelvinder

I 2022 vandt den franske forfatter Annie Ernaux nobelprisen i litteratur, og lige siden har jeg taget tilløb til at gå om bord i, hvad der betragtes som et moderne mesterværk i fransk litteratur, nemlig hendes erindringsbog og generationsportræt, ‘Årene’.

I ‘Årene’ går Annie Ernaux på opdagelse i sit eget levede liv, der strækker sig tilbage til året 1940, hvor hun blev født, frem til bogen udkom i 2007. Selvom efterkrigstiden ikke umiddelbart er det, der får en millennial poptøs som mig til at lade sengelampen forblive tændt til langt ud på natten, så har Ernaux en helt særlig evne til at skildre kvindelivet fra et klasseperspektiv – med alt hvad det indbærer. Og hvis der er noget, der er vigtigt i en tid med polarisering og krig, så er det villigheden til at lytte til dem, der kom før os, og ikke mindst have en bevidsthed om, hvem vi står på skuldrene af.

Det er en god idé at læse bogen nu, til februar har teaterinstruktør Liv Helm (og desuden forfatter til bogen ‘Med hjertet i hånden’ – stor anbefaling) nemlig premiere på dramatiseringen af bogen på Teater Republique. Vi ses der.

Annie Ernaux på opdagelse i sit eget levede liv i bogen ‘Årene'.

Annie Ernaux på opdagelse i sit eget levede liv i bogen ‘Årene'.

Foto: PR

Carina Nørgaard anbefaler: Tre damer i Europa

Amalie Langballe: ‘Elskende’

Der er noget både dragende og radikalt ved præmissen for ‘Elskende’: En ung kvinde sendes til et bordel i en pesthærget, alternativ version af København, hvor kroppen og begæret får frit spil. Romanen bevæger sig i et genreoverskridende rum mellem det historiske og det fantastiske – med psykologisk realisme og stærk sanselighed side om side. Det lyder som en fortælling, der tør gå ind i det mørke og ubehagelige. Ikke nødvendigvis let sommerlæsning – men én, der kræver nærvær, og som forhåbentlig belønner det.

Deborah Levy: ‘Hot Milk’

Efter at have læst Deborah Levys erindringstrilogi, som balancerer intellekt og følelse på fornem vis, virker ‘Hot Milk’ som et oplagt næste skridt. Vi befinder os i Andalusien, hvor 25-årige Sofia ledsager sin mor til en tvivlsom klinik i håbet om en kur mod hendes mærkelige lammelse. Men det er ikke kun morens krop, der bliver undersøgt – det er også Sofias liv, hendes længsler og hendes grænser. Levy er mester i at skrive om alt det, der foregår under overfladen: begær, magt og afhængighed. Jeg forventer en roman, der sitrer – ikke nødvendigvis af handling, men af betydning.

'Hot Milk' after Deborah Levy følger 25-årige Sofia i Andalusien.

'Hot Milk' after Deborah Levy følger 25-årige Sofia i Andalusien.

Foto: PR

Yael van der Wouden: ‘Stilleben’

Det er svært ikke at blive tiltrukket af rammen i ‘Stilleben’: Holland i 1960’erne, et stort og tomt barndomshjem og to kvinder, der langsomt vikler sig ind i hinanden. Hovedpersonen, Isabel, lever stille og ordnet – indtil hendes brors kæreste Eva flytter ind og forstyrrer det hele. Det begynder med stor modvilje og udvikler sig til noget sensuelt og saftigt. Det lyder som en roman, hvor hemmeligheder kommer op til overfladen, og hvor stemningen – det, der ikke bliver sagt – driver værket. Jeg glæder mig til at læse den for alt det, der ligger i pauserne mellem sætningerne.

I 'Stilleben' lever hovedpersonen, Isabel, stille og ordnet – indtil hendes brors kæreste Eva flytter ind og forstyrrer det hele.

I 'Stilleben' lever hovedpersonen, Isabel, stille og ordnet – indtil hendes brors kæreste Eva flytter ind og forstyrrer det hele.

Foto: PR

Emil Norsker anbefaler: Mærkelige afkroge og Metas maskinrum

Ocean Vuong: ‘Glædens kejser’

En af de store oplevelser for nogle år siden var Ocean Vuongs debut, der havde den fantastiske titel, ’Vi er kortvarigt smukke her på jorden’.
Handlingen i denne nye ’svære to’er’ tager udgangspunkt i den 19-årige Hai, der på kanten af en bro bliver reddet af en aldrende enke, og de udvikler et venskab.
Ocean Vuong har et særligt ømt (men også humoristisk) blik på alle de udkantskæbner, der bevæger sig langt fra mainstream-kulturen, og derfor giver os alle et kærkomment blik ind i andre menneskers verdner.
Hvis den på nogen måder, minder om hans første bog er den god til ferien, for han giver en lyst til at møde nye egne og mennesker. Der er historier i de mærkeligste afkroge og skæveste skæbner.

Sarah Wynn-Williams: ‘Careless People’

Meta og Mark Zuckerberg har nu mere end et årti belejret vores økonomi, kultur – og efterhånden også politik. De har smadret mediebranchen, skabt splittelse i befolkningen og minimum én gang fået Trump til magten. Derfor kan det måske ikke overraske, at virksomheden har en del råddenskab sivende fra ledelsen og ned i selve fundamentet.
Sarah Wynn-Williams har været en topfigur i Meta, og jeg glæder mig til, hvad der skulle være en underholdende (men også mørk) rejse ind i selve maskinrummet på en af verdens største virksomheder.

'Careless People' er skrevet af Sarah Wynn-Williams, der har været en topfigur i Meta.

'Careless People' er skrevet af Sarah Wynn-Williams, der har været en topfigur i Meta.

Foto: PR

Thomas Balslev anbefaler: Debutant og diger roman

Det er ikke så tit, jeg stryger ned i boghandlen og køber en bog, så snart den udkommer, men det gjorde jeg for nylig med Theis Ørntofts nye roman ‘Habitat’. Bogen er en diger, temmelig autobiografisk fortælling om hans liv omkring tilblivelsen af Ørntofts forrige roman, og hvis man (som jeg) holder usigeligt af at læse forfattere, der skriver om at skrive (og om jordklodens oprindelse og tilstand), så skuffer ‘Habitat’ ikke.

Jeg har været i gang med den i et stykke tid, men forsøger at spare på den, og således planlægger jeg også først at færdiggøre den i en liggestol et sted i sommerlandet. Derudover vil jeg enormt gerne læse Felix Thorsen Katenelsons debut ‘Skruk skurk’, der minsandten også er en autobiografi om lysten til at blive forælder, men vistnok ender med at mutere til en snegl. Det lyder bizart, men Felix Thorsen Katzenelson har som kultur-journalist bevist, at han kan skrive guddommeligt, så mon ikke det også er tilfældet i romanform?

Felix Thorsen Katenelsons debut ‘Skruk skurk’ er en autobiografi om lysten til at blive forælder, men vistnok ender med at mutere til en snegl.

Felix Thorsen Katenelsons debut ‘Skruk skurk’ er en autobiografi om lysten til at blive forælder, men vistnok ender med at mutere til en snegl.

Foto: PR

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.