Slaget om Tisvilde
Streamingtjeneste: TV 2 Play
Premieredato: 8. juli 2025
Genre: Dokumentar
Tilrettelægger: Gitte Sønderby
Land: Danmark
Antal afsnit: 4
Anmelderen giver serien 5 ud af 6 hjerter
Der er noget råddent på færde i det ellers så fredelige Nordsjælland.
En konflikt har spillet naboer i Tisvilde ud mod hinanden, og børn er blevet ufrivillige beskuere til, at deres forældre opfører sig på en måde, man ellers frabeder sig i skolegården.
Det drejer sig om musik. Nærmere bestemt den musik, der kommer med festivalen ’Musik i Lejet’, der har været en fast bestanddel af sommerlivet i Tisvildeleje – i daglig tale blot Tisvilde – siden 2009.
'Slaget om Tisvilde'
Foto: Kompagniet / TV 2
Fra at have været en lille gratis-festival med 700 deltagere det første år, er den vokset markant med årene, til senest i 2024 at rumme 10.000 deltagere. Nogle elsker festivalen, mens andre synes, det er for voldsom en invasion af den lille sommerhusby med de høje kvadratmeterpriser. Der skal være stille og roligt, og de eneste musikarrangementer skal foregå på den lokale café.
Journalist og tilrettelægger Gitte Sønderby og selskabet Kompagniet, der også stod bag 'Balladen om kolonihaven', har skabt 'Slaget om Tisvilde', og de to reportageserier er da også nært beslægtede. Men der er endnu mere på spil i den nye serie, og tonen mellem parterne er mere hadsk og ondsindet.
Det handler om byens sjæl, identitet og selvforståelse, og dem er der mange, som har meninger om. Og de stridende parter har svært ved at forstå den andens synspunkt.
'Slaget om Tisvilde'
Foto: Kompagniet / TV 2
Længsel efter Korsbæk-idyl
Hvert afsnit af ’Slaget om Tisvilde’ bliver indledt med, at sognepræst Ulrik Pilemand i den nærliggende Tibirke Kirke giver en lille miniprædiken, der taler ind i den lokale konflikt.
Herefter tager Søren Fauli – som i øvrigt selv har/har haft sommerhus i området – over med en veloplagt voice-over, der kommenterer på konflikten og agerer kyndig guide for seeren. Det er mere konkret end Niels Hausgaards joviale og lune fortællerstemme fra ’Balladen om kolonihaven’.
Præcis som i mange andre sommerhusbyer langs den nordsjællandske kyst, er infrastrukturen nærmest ikke-eksisterende. Vi er der, hvor den store vej i byen hedder Hovedgaden, og der kun er en vej til og fra parkeringspladsen, hvor festivalen i en lang årrække har været afholdt.
'Slaget om Tisvilde'
Foto: Kompagniet / TV 2
Når der så vælter 10.000 gæster ind i byen i en alkoholtsunami, er det så som så med albuerum.
For dem, der ønsker sig et lille helle fri fra hverdagens travlhed og larm, er ’Musik i Lejet’ et brutalt overgreb på den lille Korsbæk-lignende enklave af sommerlig idyl.
Omvendt er det for ungdommen en kærkommen mulighed for at få noget liv i Tisvilde. Det er en af den slags byer, der liver op i forårs- og sommermånederne, og så ligger nærmest død resten af året. Det er et spørgsmål om optik, om det er en god ting eller ej.
Fakta er, at det vækker enormt store følelser, og det er fascinerende at se, hvor lidt der skal til, for at ellers fornuftige mennesker bliver drabelige Facebook-krigere og bagtaler hinanden.
Som allerede skitseret, er det musikfestivalen ’Musik i Lejet’, der er omdrejningspunktet i striden.
'Slaget om Tisvilde'
Foto: Kompagniet / TV 2
Et reelt problem
’Slaget om Tisvilde’ handler ikke som meget om slutresultatet, og om hvorvidt ’Musik i Lejet’ rent faktisk bliver afholdt.
Det handler om menneskene og bevæggrundene for de holdninger, de har. Som én på et tidspunkt bemærker ”Hvorfor skal der være noget for unge? De har ikke råd til at være her. De kan hygge sig hjemme med deres familie”.
Det er en kamp mellem to ressourcestærke grupper, og ingen af dem har tænkt sig at give sig – og begge har råd til ikke at gøre det.
’Slaget om Tisvilde’ belyser også det stigende problem med, at musikfestivaler generelt bliver større og større. Hvor de engang kunne rummes, er infrastrukturen flere steder ikke længere tilstrækkelig, eller den er til gene for beboere, og så har vi balladen. For hvad gør man så? Det enkle svar er at rykke dem, men spørgsmålet er hvorhen?
'Slaget om Tisvilde'
Foto: Kompagniet / TV 2
Hvor ’Balladen om kolonihaven’ var kigge-over-hækken-underholdning, belyser ’Slaget om Tisvilde’ et reelt problem, som vi næppe har hørt det sidste til.
Dramaet om ’Musik i Lejet’ fortsætter stadig, præcis som diskussionen om, hvor Copenhell skal afholdes efter 2027, og hvilken bydel i København der skal lægge gader til Distortion.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.