Det bliver ikke bedre: Lena Dunham står bag årets bedste romantiske komedieserie

Det har ikke været en nem tid for Jessica (Megan Stalter).

Zev (Michael Zegen), som hun troede var livets store kærlighed, har droppet hende til fordel for hendes diametrale modsætning, influenceren Wendy (Emily Ratajkowski). Tilværelsen er godt og grundigt træls for newyorkeren, så derfor foreslår hendes chef og tidligere svoger Jameson (Andrew Rannells), at hun tager til London og arbejder i firmaets nye filial.

Da hun allerede har en forkærlighed for britiske krimiserier og ditto rom-coms – og ikke har noget, som fastholder hende i USA – pakker hun taskerne og tager sin lille hårløse hund med sig til London.

Det er starten på Lena Dunham (’Girls’) og husbonden Luis Felbers Netflix-serie ’Too Much’. Ikke så snart er Jessica landet i London, før hun på sin første aften møder den charmerende musiker Felix (Will Sharpe). Men det er langt fra startskuddet til en lykkelig og ukompliceret romance.

Næh, det bliver en besværlig og frustrerende en, hvor dramadelen i dramakomedien til tider fylder ubehageligt meget – og det er blandt andet dét, der er med til at gøre ’Too Much’ til en af sommerens helt store serieoplevelser.

Knapt så lækker præst

Først og fremmest er der intet andet at gøre end at overgive sig til kreativiteten, når det kommer til titlerne på hvert af de 10 afsnit. Inspirationen er en kendt rom-com – men selvfølgelig omskrevet, så de passer ind i ’Too Much’s brutalt ærlige og sorthumoristiske tone.

Den personlige favorit er ’Notting Kill’ eller ’Enough, Actually’, som selvfølgelig er omskrivninger af ’Notting Hill’ og ’Love Actually’. De resterende titler er ’Nonsense & Sensibility’, ’Pity Woman’, ’Ignore Sunrise’, ’Pink Valentine’, ’To Doubt a Boy’, ’Terms of Resentment’, ’One Wedding and a Sex Pest’ og ’The Idea of Glue’.

Det vidner om en kærlighed og forståelse for de inspirationer, som ’Too Much’ står på skuldrene af og på sin vis også sætter sig i opposition til.

'Too Much' er en fabelagtig fremvisning af det komediegeni, som Megan Stalter er.

Skuespilleren har været et trumfkort for HBO Max-serien ’Hacks’ igennem alle fire sæsoner. Karakteren dér, Kayla, er uden tvivl sjælebeslægtet med Jessica i form af deres ukuelighed. Men det er også dér, lighederne stopper.

For selvom Jessica er ekstrovert med stort E, dækker det også over en markant usikkerhed.

Forholdet til Zev og bruddet har påvirket hende dybt og prikket til svage punkter i selvværdet. Nogle gange er den lille stemme, som siger, at hun ikke er god nok eller smuk nok, øredøvende. Hun søger bekræftelse, hvor end hun kan finde den – og det fører til tider til nogle mærkværdige konstellationer.

Hun forsøger sig blandt andet med et one-night stand med en selvoptaget instruktør, som bliver hyret til en reklamefilm, hun er producer på. Andrew Scott er eminent i birollen og formår på knap 20 minutter at fremstå så underlig og utiltrækkende, at man helt glemmer, hvor drømmeagtig han var som lækker præst i Phoebe Waller-Bridges mesterlige ’Fleabag’. Det kræver både godt skuespil – men også et godt manuskript.

Samme kreative stof som ’Fleabag’

Og hvis der er én ting, Lena Dunham mestrer, er det at skrive vedkommende, tankevækkende, rørende og virkelig sjove historier, hvor der altid er et eller andet, man kan spejle sig i – også selvom man måske ikke bryder sig om det spejlbillede, man ser.

Serieskaberen spiller også selv med i ’Too Much’ som Jessicas søster Nora, der er separeret fra Jameson. Oliver Nirenberg er hendes rapkæftede søn, Rita Wilson spiller Jessica og Noras upassende mor, og Rhea Perlman giver den fuld gas som frisk bedstemor.

Det er en virkelig velspillet serie, hvor vi på rollelisten blandt andet også finder Richard E. Grant, Dean-Charles Chapman, Sonoya Mizuno, Kit Harington, Stephen Fry, Rita Ora, Leo Reich, Janicza Bravo, Adèle Exarchopoulos og Naomi Watts. Og der er heldigvis ikke bare tale om stuntcasting, hvor man hyrer en kendt person bare for at hyre en kendt person – tænk Cate Blanchett i ’Squid Game’. Det er skuespillere, der passer til karaktererne og løfter dem med deres præstationer.

Will Sharpe, som tog verden med storm med sin præstation i anden sæson af ’The White Lotus’, er perfekt som Felix. Han formidler flot den uperfekte drømmefyrs charme, så man klart forstår, hvorfor Jessica falder for ham – men også den del, hvor han er direkte vederstyggelig og på grænsen til at være et dumt svin.

Igen er manuskriptet så godt, at vi får forklaringer på, hvorfor Felix er, som han er. Ikke at det undskylder hans opførsel – men det giver et godt indblik i, at han også bare er et menneske med både gode og dårlige sider.

Ligesom Jessica, der nogle gange er for meget, som titlen indikerer. Men ærligt, hvad gør det? Hun har hjertet på rette sted og er skåret af præcis det samme kreative stof som Phoebe Waller-Bridges navnkundige Fleabag.

Hvis der er retfærdighed til, ender Netflix-serien med at blive nævnt med samme respekt som Waller-Bridges serie.

’Too Much’ er årets bedste romantiske komedieserie, fordi den tør gå derind i kærligheden, hvor den er møghamrende besværlig og kringlet. For den er sjældent lige til. Megan Stalter er en urkraft i hovedrollen. Resten af rollebesætningen følger flot trop, og historien er fængslende fra start til slut – hvor der ikke bør være et øje tørt blandt publikum.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.