Liv
11. juli 2025

Lad være med at skubbe uafholdte feriedage foran dig, indtil de bliver slettet.

En solnedgang på en tirsdag, en hjemmekogt hønsekødsuppe og et godt grin efter en ærlig snak er glæder, alle har råd til.
Af: Gitte Madsen
Portræt af Gitte Madsen

Gitte Madsen er journalist og tekstforfatter.

Foto: Jesper Sunesen

Gitte Madsen er journalist og tekstforfatter. Dette er en klumme. Klummen er et udstryk for skribentens egen holdning.

Vi arbejder ikke med folk, der får højdeskræk på sejrsskamlen. Sådan lyder et ukendt citat, som det desværre ikke er lykkedes mig at finde afsenderen på. Men det er godt sagt, synes jeg. For vi danskere stadig har lidt rusten Jantelov i skoen, når den trykker på det indre retfærdighedskompas, og det har vi faktisk slet ikke fortjent at vade rundt i.

Vi hører til blandt de rigeste, bedst uddannede, lykkeligste, mest velorganiserede og tillidsfulde folk i verden. Men det er, som om vi slet ikke har lagt mærke til det selv. At vi ikke nyder det nok. Vi spilder tid på at tale hinanden ned over ligegyldigheder.

Kort om Gitte Madsen

Selvstændig journalist og tekstforfatter. Hvis hun ikke snakker, er hun ved at skrive noget ned.

Hun interesserer sig for mennesker og drømmer om en vild 3. halvleg som forfatter i New York. Indtil da er hun århusianer på Amager, gift på 30. år og stolt mor til én.

Vi brokker os over alt det, vi ikke har indflydelse på i verden, i stedet for at tage ansvar for alt det, vi faktisk bare kunne ændre på, hvis vi gad. Ligestilling, racisme, inklusion af minoriteter, miljøet og den slags på vores egen banehalvdel. Skal vi ikke stoppe med det?

Verden vælter, og vi aner ikke, hvad der er op og ned i morgen. Priserne stiger, og det hele er sådan lidt gennemsnitligt elendigt, hvis vi ikke beslutter os for det modsatte. Vi har pligt til at være lidt bedre ved os selv, ved hinanden og ved alt det, der karakteriserer os i verden.

Tilliden til hinanden, velfærdssystemet, den lige adgang til de fælles goder. Måske er vi ikke perfekte. Men på verdensplan er det dæleme tæt på. Så måske er det tid til at opføre os som værdige vindere. Måske er det tid til at leve lidt mere og ikke bare overleve i hverdagen?

Det er de yngre generationer langt bedre til end alle os, der er midt i kampen eller på vej til tredje halvleg. Unge går ud i samfundet. De sidder på café eller værtshus, griner og snakker sammen. Køber gode, økologiske råvarer, laver mad fra bunden og motionerer i løbeklubber, vinterbader og øver sig i at trække vejret til yoga og pilates.

Det har du da slet ikke råd til, tænker du. Men det har du. Hvis du sælger bilen og cykler, går i genbrugsbutikker, skærer ned på kød og streamingtjenester, hopper i havnen og løber med.

Mindre kan også gøre det. Men det handler ikke kun om penge. Det handler om at tage retten til at nyde livet tilbage. Lad være med at hænge på kontoret, indtil solen går ned. Pas dine ting, lav dit arbejde, og hjælp dine kolleger i arbejdstiden.

Lad være med at skubbe uafholdte feriedage foran dig, indtil de bliver slettet. Læg telefonen, sluk for fjernsynet, kig op, tag ud. Og træk så det vejr. Nyd udsigten i det her helt vildt pæne land, som springer ud lige om ørerne på os. Lån naboens sommerhus en weekend uden for sæsonen.

Køb planter med løg i stedet for buketter, og plant dem. Byt tøj med dine venner, og hjælp dem med alt det, du er god til. Lev og larm lidt mere. Gå en tur, og snak sammen imens.

Det lyder banalt, men selv om der er børneboller til de første hundrede i storcenteret, så er det ikke kun det, der menes med ”de gratis glæder”, er jeg sikker på.

Jeg er selv ved at øve mig på at fyre den lidt mere af for lidt mindre. Øve mig på med taknemmelighed at opføre mig, som om jeg har fortjent alt det gode, som jeg er del af i Danmark.

En solnedgang på en tirsdag, en hjemmekogt hønsekødsuppe, en varm bolle og et godt grin efter en ærlig snak. Køb den alt for dyre kaffe, eller noget andet dyrt og ufornuftigt, bare en gang imellem.

Vi har alle fortjent det gode liv, vi har været med til at bygge sammen.

Klummen blev udgivet i SØNDAG uge 25/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.