Liv
10. juli 2025

"Nogle gange er det bare dét, man har brug for. Pomfritter og solidaritet. Ikke en løsning. Bare et bord, man må bryde sammen ved"

For Cecilie Rubini er det altafgørende af have gode mennesker omkring sig. I denne klumme hylder hun fællesskabet og venskaberne i sit liv.
Af: Cecilie Rubini
Cecilie Rubini

39-årige Cecilie Rubini står cirka midt i livet, hvor hverdagene som fraskilt mor til tre skaber et tankefuldt indre liv, der kalder på de rigtige ord.

Foto: Privat

Cecilie Rubini er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg kan stadig huske følelsen af at få et nyt stykke brevpapir mellem hænderne. Duften af det. Man skulle bruge det rigtigt. Det pæne brevpapir var ikke til hvem som helst. Kun til nogen, man var rigtig tæt med. Nogen, man ville dele sine hemmeligheder med. De første, spæde formuleringer for det, vi siden skulle bruge resten af livet på at forstå: nærhed, tilhør, loyalitet.

Jeg har tænkt meget på det papir den seneste tid. Ikke fordi jeg skriver specielt mange breve længere, men fordi der stadig findes relationer, der føles sådan.

Som nogen, man vil bruge det pæne papir til.

Nogen, man vil fortælle alt til. Ikke nødvendigvis fordi de spørger, men fordi de ser én, som man gerne vil være.

Jeg har altid været god til relationer. Eller god til at søge dem, i hvert fald. Jeg har haft mange venskaber, nogle hurtige og hæsblæsende, andre seje og sejlivede.

Venskaber, hvor vi fulgte hinanden tæt og næsten blev hinanden. Og venskaber, der mest levede i pauserne mellem det andet liv. Men altid med det samme: en trang til at læne mig ind i nogen. Tale om det, mærke det, være sammen om det. Alt fra verdenssmerte til snak om planter og hverdagstrivialitet.

Midt i livet

39-årige Cecilie Rubini står cirka midt i livet, hvor hverdagene som fraskilt mor til tre skaber et tankefuldt indre liv, der kalder på de rigtige ord. Derfor skriver hun klummer om alt fra kærlighed, familieliv og jagten på lykken.

Det er selvfølgelig blevet mere komplekst med årene. Tiden, energien, alt det praktiske, der forstyrrer. Men det grundlæggende er der stadig. Behovet for en kreds omkring mig. Mennesker, jeg kan række ud efter, læne mig ind i, støtte mig op ad. Og at jeg lige nu har den kreds, gør mig mere rørt, end jeg er tryg ved at indrømme.

Der er tirsdage, hvor jeg møder op til min skrivegruppe med hængebug og ordene dinglede et sted bag øjnene hele dagen, men de kom aldrig ned på papir. Alligevel sætter jeg mig mellem de andre, tager tilløb og siger “jeg har ingenting.” Ingen sukker. Ingen foreslår en ’skriv-det-ud’-øvelse. De nikker bare, som om dét i sig selv er en rimelig præstation: at dukke op tomhændet og sige det højt. Hjemmefra tænkte jeg, at jeg burde aflyse. Men her bliver jeg grebet. Og inden klokken slår ti, har de fået mig til at læse et halvt afsnit op, som jeg ikke anede fandtes, men som, viser det sig, lå gemt mellem tastaturets støvfnug.

Eller som den dag, hvor jeg mødte op i selvsamme skrivegruppe med overfladespænding på øjnene og brød sammen henover den enes spisebord, fordi jeg syntes, der var lidt rigeligt modvind i mit liv. Og hele gruppen lagde deres laptops væk, og vi, i stedet for at skrive og tale om ord, bestilte pomfritter, åbnede en flaske crémant og blev enige om, at mænd er nogle forbandede barnlige idioter, og at voksenlivet kræver alt for meget af os.

Nogle gange er det bare dét, man har brug for. Pomfritter og solidaritet. Ikke en løsning. Bare et bord, man må bryde sammen ved.

Jeg har kredse omkring mig. Ikke “flokken”, for guds skyld ikke - jeg har altid syntes, det lød lidt for fåret. Men kredse. Cirkler af mennesker, som griber, holder, lytter og husker og som aldrig ruller helt væk, selv når jeg gør.

Der er hende, der kørte 50 kilometer en hverdagsaften for at hjælpe mig med at pakke 140 kvadratmeter hus ned på et par timer, fordi livet igen tog en sindssygt uventet drejning.

Der er hende, der ringede forleden og sagde, “Du svarer aldrig, men jeg vil bare lige sige, at jeg er her.”

Og det er ikke kun, når alt brænder. De er der også i det gode. Når noget lykkes. Når jeg får en mail, jeg har ventet på. Når børnene laver noget, der får mit hjerte til at strække sig udad og opad.

De er der. Og for mine børn. Og jeg for deres.

Det bånd er på en eller anden måde next level. Det er ikke bare “vi er venner.” Det er: “du må tage mit barn med hjem, når mit liv smuldrer.” Det er: “vi ses på den anden side af det her, og indtil da, er jeg lige her.”

Der er også mænd i kredsen. Mænd, jeg holder af på måder, der ikke altid har en præcis overskrift. Nogle kender jeg fra arbejde, nogle har jeg udvekslet tekster og tanker med i årevis, nogle mødes jeg med og taler om alt andet end følelser. Nogle giver mig sommerfugle i maven. Andre giver en pause fra at skulle mærke og mene så meget. Der er dem, hvor tingene bare får lov at være, uden at nogen trækker dem ind i et analysehjørne. Og så er der dem, der ser mig med øjne, jeg længes efter at blive set med. Det er noget andet, det de giver, ikke nødvendigvis bedre eller dybere, men et andet sprog, en anden rytme. Og jeg ville ikke undvære det.

Jeg er egentlig lidt træt af at kønne tingene. Det føles som en begrænsning. Men forskellen findes. Forbindelsen med kvinderne føles, undskyld mig, bare som noget andet. Som om vi har været i samme landskab hele livet. Som om vi ved, hvor stierne knækker, og hvor man skal sætte sig ned et øjeblik og bare blive.

Det er også en hyldest til dem, jeg har mistet undervejs. Ikke altid fordi nogen gjorde noget forkert, men fordi nogle veje ikke kan gås parallelt. Der er venskaber, der slap, uden at man opdagede det. Først meget senere forstår man, at det ikke bare var stilhed. Det var en afsked.

Jeg har ikke altid været god til at være der.

Jeg glemmer fødselsdage. Jeg svarer for sent. Jeg har hovedet alt for langt oppe i egen røv og kan ikke altid rumme andres følelser, selvom jeg egentlig gerne vil.

Så dette er også en undskyldning. Og en tak.

For at jeg stadig må være med.

For at jeg bliver grebet, selv når jeg ikke selv har opdaget, at jeg falder. Ikke fordi man ikke kan stå selv, men fordi det føles så uendeligt meget bedre, når man ikke skal.

At nogen stadig kan få én til at føle sig som en, der er værd at skrive til.

På det pæne brevpapir, der ikke er til hvem som helst.

Og jeg er så heldig, at nogen stadig tager det frem for mig.

En kæmpe hyldest til fællesskabet skal der lyde.

Til kvinderne. Til mændene. Til dem, der kom sent, og dem, der har været her altid.

Til kredsene, der holder.

Og til alt det usynlige, de gør, som gør mig mere synlig i mit eget liv.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.