Psykolog om veninden, som altid "tager al pladsen": To valg kan løse problemet

Lad os skitsere en virkelighedsnær situation:

Endelig er venindegruppen samlet. Rundt om et bord sidder de, seks kvinder med hver deres idé om, hvad aftenen skal bringe. Særligt "Linda" har noget på hjerte. Hun vil fortælle om udfordringerne derhjemme. Lidt uvant for hende, men hun tager ordet. Begynder at fortælle.

Men der går ikke lang tid, før "Elisabeth" kobler sig på. Hun bliver tydeligvis trigget af historien, og før de ved af det, handler historien pludselig om hende i stedet. Hun begynder at græde. Præcis som hun plejer.

– Endnu en gang blev det "Elisabeth-show". I bund og grund handler det om at være dominerende, men på en meget følelsesladet måde. Og når hun begynder at græde, sætter det alle andre skakmat, og aftenen går med at trøste hende, siger ”Linda”.

Vi har nemlig interviewet ”Linda” til denne artikel. Det er ikke hendes rigtige navn, men hun er en kvinde i 50’erne med en veninde, som dræner hende for energi. Hun beskriver det som om, veninden altid har en tendens til at tage det følelsesmæssige rum.

Præcis som Elisabeth i eksemplet ovenfor: Hun drejer enhver samtale over til at handle om sig selv og har altid noget trist at dele.

Linda føler derimod, at der ikke er mere plads – i hvert fald ikke til at fortælle noget hyggeligt, dele en tanke eller måske bare tale om noget let som, at sommerferien nærmer sig.

Følelsesporno

Det er ikke noget nyt, at venskaber kan være svære. Man kan få nye venner i voksenlivet, men venner i voksenalderen andre gange pludselig trækker sig væk.

Men i denne artikel er der tale om noget andet. Her tager vi fat på den tunge klump, der opstår i maven efter at have mødt en veninde, som ikke bare har taget al taletid, men også øset ud med negativitet ved hvert eneste åndedrag.

Lyder det genkendeligt? For Linda er det i hvert fald blevet et problem:

– Det er blevet følelsesporno, hvor det virker som om, nogen har et enormt behov for at dele deres følelser, men ikke det samme behov for at lytte.

Linda har overvejet, om det store behov for at dele og fokusere på det triste kan hænge sammen med den dele-kultur, der er opstået som følge af sociale medier.

At mange sidder og tænker: ”Jeg er bare nødt til at dele min historie.”

Vi må koble psykolog Line Decker på. I terapirummet møder hun nemlig flere, som kæmper med deres relationer – herunder veninder. Vi forklarer situationen ovenfor for Decker og indleder interviewet med Lindas påstand:

Som psykolog, er du enig i, at det er blevet følelsesporno, hvor de negative følelser vægter højere end de positive?

– Det giver på en måde mening. Forskellige følelser udtrykker forskellige behov. At udtrykke sorg hænger sammen med et behov for trøst. Men vi ser også kulturelle forskelle. Mange kvinder oplever, at det er mere acceptabelt at vise sorg end vrede – og omvendt for mænd, selvom de i virkeligheden føler noget andet.

– Vi tænker ofte, at dem, der deler triste ting, er sårbare, men det er ofte sværere at dele succes – måske særligt i Skandinavien, hvor vi kan føle os tynget af janteloven.

Vi er forskellige

Når det gælder "det følelsesmæssige rum" og dynamikken i en vennegruppe, mener Decker, at vi må huske, at folk oplever ting meget forskelligt.

– Det er altid mit udgangspunkt, når det handler om relationer. Vi er meget forskellige.

Altså er det ikke sikkert, at de andre veninder omkring bordet oplever, at det er Elisabeth, der har taget det følelsesmæssige rum, på samme måde som Linda.

– Men det kan være ekstra sårbart, hvis man har forsøgt at dele noget selv.

Hvis man gentagne gange oplever, at den anden i en relation tager mest plads, mener Decker, at man bør stille sig selv to spørgsmål:

Er det altid dig, der ikke får plads?

Vi starter med psykologens første spørgsmål:

Føler du, at det altid er andre, der tager det følelsesmæssige rum, mens du aldrig får plads?

– Hvis du i alle relationer oplever det sådan, kan det være, at det er et mønster i dit liv.

Decker vender tilbage til det, hun sagde indledningsvis. Folk oplever ting forskelligt. Hun fortæller også, at måden, man oplever en sådan situation på, kan afhænge af, hvilken relationel stil man har.

I psykologien refererer man ofte til de forskellige tilknytningsmønstre. Kort forklaret findes der en tryg eller en utryg tilknytning. En, der er tryg, stoler mere på, at dem omkring én har ens bedste interesser i tankerne, mens en, der er utryg, kan have mindre tillid til dem omkring sig.

– En med utryg tilknytning kan måske opleve, at det ikke nytter at dele, fordi ingen alligevel bekymrer sig. Mens en, der er tryg, måske ville tænke: ”Hmm, det var mærkeligt, at Elisabeth opførte sig sådan. Men hun har det nok svært for tiden. Det har ikke noget med mig at gøre.”

Psykologen fremhæver også, at mens nogle oplever, at det følelsesmæssige rum er "taget", så tænker andre, at man sagtens kan gå videre eller vende tilbage til det, man talte om tidligere.

– Det kan være en idé at overveje, hvor høje krav du selv stiller i en relation. Er det sådan, at du forventer, at aftenen er sat af til at tale om dig, hvis du deler noget trist? Måske må man selv arbejde med ikke at føle skyld, hvis man gerne vil videre i samtalen.