Sommeren er oplagt til at dykke ned i nye fortællinger, og Netflix byder på alt fra stjernespækket action til store følelser og skæv humor.
Særligt spændende bliver det at se Lena Dunhams længe ventede comeback med serien 'Too Much', der blander romantisk komedie med eksistentiel krise – på ægte Dunham-vis. Her er syv nye film og serier, der er værd at sætte tid af til i juli.
The Old Guard 2
Charlize Theron har aldrig været bleg for at give sig i kast med fysisk krævende roller. Hvad end der er tale om en vild kropstransformation som i hendes Oscarvindende præstation ’Monster’, eller vanvittige slåskampe som i ’Atomic Blonde’, giver den sydafrikanske skuespiller sig fuldt ud hver gang.
Derfor er det måske heller ikke så underligt, at Netflix også ville have en bid af stjernen, og det fik de med superhelteactionfilmen ’The Old Guard’ i 2020.
I fortsættelsen ’The Old Guard 2’ følger vi endnu en gang den udødelige Andy (Theron) og resten af hendes udødelige lejesoldater-venner. Selvom hun endte med at miste sin udødelighed i slutningen af den forrige film, bliver hun alligevel tvunget til at finde maskingeværet frem igen. En udødelig (Uma Thurman) har sat sig for at udslette Andy og hendes hold, så det er dræb eller bliv dræbt. Skal man tro traileren, har actionen fået et nøk op her i anden omgang, og det kunne godt ende med at blive sommerens helt store actionoplevelse.
’The Old Guard 2’ kan ses fra 2. juli.
Tour de France: Med i feltet sæson 3
Juli er lig med franske landeveje, farvestrålende lycratøj og masser af vindere og tabere, når ’Tour de France’ løber over skærmen på TV 2 til den 112. udgave af det berømte cykelløb.
Kan du ikke få nok af live-elementet, eller prøver du ihærdigt at få din bedre halvdel til at forstå, hvorfor det er fedt at sidde og se cykelløb flere timer hver dag, er Netflix’ ’Tour de France: Med i feltet’ det perfekte hjælpemiddel.
Dokumentarserien formidler effektivt dramaet på landevejene og kombinerer dem med interviews fra ryttere, sportsdirektører og eksperter. Samtidig er vi med helt inde i taktikrummet og får førstehåndsindblik i de planer, der enten munder ud i store triumfer eller smertende nederlag.
’Tour de France: Med i feltet’ sæson 3 kan ses fra 2. juli.
The Sandman sæson 2
For fans af Neil Gaimans tegneserie var det en længe ventet drøm, der gik i opfyldelse, da første sæson af ’The Sandman’ havde premiere på Netflix i 2022. Endelig kunne vi se Morpheus (Tom Sturridge) og resten af hans søskendeflok i levende live.
Det var magisk, og første sæson skriver sig også ind i historien over de bedste filmatiseringer fra Netflix nogensinde.
Derfor er det også med stor spænding, at anden og sidste sæson får premiere i juli. Serien bliver udgivet i tre etaper bestående af henholdsvis seks afsnit, fem afsnit og et særligt bonusafsnit med fokus på Død (Kirby Howell-Baptiste).
’The Sandman’ sæson 2 del 1 kan ses fra 3. juli, del 2 fra 24. juli og bonusafsnittet fra 31. juli.
Too Much
Det var i 2010'erne, at hele verden lærte Lena Dunhams navn at kende. Film- og serieskaberen med den distinkte stemme brød først igennem med filmen ’Tiny Furniture’ og kort efter med HBO-serien ’Girls’, der var den spirituelle efterfølger til ’Sex and the City’, som alle havde sukket efter.
Men efter successerien sluttede, har det været så som så med nye projekter fra Dunham. Filmen ’Catherine Called Birdy’ med ’The Last of Us’-stjernen, Bella Ramsay, i hovedrollen fra 2022, var dog en kærkommen reminder om, hvorfor instruktøren er en af dem, man stadig bør holde øje med.
Lena Dunhams nye Netflix-serie ’Too Much’ kunne godt være en ny perle på linje med ’Girls’. Newyorkeren Jessica (Megan Stalter) bliver brutalt droppet af sin kæreste og flytter til London for at starte på en frisk. Her møder hun Felix (Will Sharpe), som der hurtigt opstår sød musik med. Men intet er selvfølgelig som i de romantiske komedier, hvor tingene er meget mere simple.
‘Too Much’ kan ses fra 10. juli.
Untamed
Månedens Netflix-krimi kommer fra ingen ringere end manuskriptforfatteren af ’The Revenant’, som også er ophavsmand til den rå nybyggerserie ’American Primeval’, Mark L. Smith.
’Untamed’ er et mordmysterium, hvor liget af en kvinde bliver fundet i nationalparken Yosemite. Efterforskeren Kyle Turner (Eric Bana) bliver sat på sagen sammen med grønskollingen Naya Vasquez (Lily Santiago).
I takt med, at de seks afsnit forløber, bliver flere og flere af parkens dunkle hemmeligheder blotlagt, og Turners egen fortid kommer i spil.
’Untamed’ kan ses fra 17. juli.
Happy Gilmore 2 (Golfbanens skræk 2)
Der var engang, hvor en højtråbende Adam Sandler-komedie var provokerende og underholdende på den helt rigtige måde.
Nu er det nærmere så som så med begejstringen, når skuespillerens navn står på rollelisten til en komediefilm. Men lige præcis ’Happy Gilmore’ eller ’Golfbanens skræk’, som den herligt blev navngivet på dansk, er en af dem, hvor man godt gad se en efterfølger.
Happy (Sandler) er ellers gået på pension som golfspiller, men da der skal bruges penge til datterens balletskole, bliver golftasken og hockeytrøjen pakket, og golfbanerne gjort til det mest usikre sted i USA, man kan befinde sig.
’Happy Gilmore 2' ('Golfbanens skræk 2’) kan ses fra 25. juli.
Leanne
Leanne Morgan og Kristen Johnston i 'Leanne'
Foto: Patrick McElhenney/Netflix
Bedst som Leanne (Leanne Morgan) troede, det var tid til at nyde det gode liv, bliver hendes tilværelse sprængt fuldstændig til atomer.
Hendes mand igennem 33 år forlader hende til fordel for en yngre kvinde, og hvordan fa’en starter man så forfra, når man er bedstemor og i overgangsalderen?
Leanne’ er skabt af Leanne Morgan selv sammen med komedieserieguruen Chuck Lorre (’The Big Bang Theory’, ’Young Sheldon’) og Susan Martin (’Mom’) og ser ud til at være helt perfekt, hvis du har brug for et godt grin uden så mange dikkedarer.
’Leanne’ kan ses fra 31. juli.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.