Hun brugte ti år på at tvivle og skrev tre bøger om det. Nu føles det som det mest naturlige i verden

Da jeg træder ind i Maries nybyggede toværelses lejlighed på Vesterbro, bliver jeg overrasket over roen. Der er intet synligt kaos, ingen brugte stofbleer eller barnegråd i baggrunden, som jeg havde forestillet mig, der ville være.

Jeg rækker hende posen med wienerbrød, som jeg var i tvivl om, om jeg skulle tage med. Men man kan ikke tage på barselsbesøg uden at medbringe noget til den nybagte mor, kom jeg frem til.

Hun tager glad og overrasket imod kagerne og spørger, om jeg vil have kaffe. I vindueskarmene står ugegamle buketter side om side med friske gule blomster, der minder om liljer. I hjørnet længst væk hænger en slyngevugge, den går nærmest i et med indretningen. Jeg bemærker den kun, fordi et lille grynt undslipper den.

For bare seksten dage siden blev forfatter Marie Hougaard solomor til en datter. Hendes datter meldte sin ankomst fire uger tidligere end planlagt, samme dag som Maries tredje roman, ‘Hvad vi kan lære af katte’, blev udgivet.

I romanen, der i store træk er baseret på Maries eget liv, følger man hovedpersonen Nanna, der er en single kvinde i slutningen af trediverne, som stadig ikke ved, om hun vil være mor eller ej.

Særligt ét spørgsmål i starten af bogen har jeg, en tvivlende singlekvinde på tredive uden udsigter til parforhold og dermed børn, ikke kunnet stoppe med at tænke på siden jeg læste den som forberedelse til dette interview. Og siden har spørgsmålet bare vokset sig større.

Hvordan beslutter man, om man vil have et barn alene?

- Jeg mindes ikke at have haft nogle tanker i mine 20’ere omkring, at jeg ville være mor. Jeg har altid taget en dag ad gangen, siger Marie og går hen og tager sin datter op af slyngevuggen, imens jeg får til opgave at hælde vand over de kværnede kaffebønner. Hun sætter sig ved det røde spisebord og ammer.

- Jeg har aldrig været den fremadskuende og planlæggende type, og måske derfor var det også svært at gøre sig forestillinger om det.